Årsliste 2024 – Jesper Buhl

Nå, men der skete jo heldigvis ikke noget dybt rystende ude i verden i 2024. Ingen folkedrab og krige, ingen fascister valgt ind. Så kan vi jo koncentrere os om musikken i stedet. Ikke? Ikke?

2024 blev året, hvor en del blev værre end sidste år. Vi er stadig på vej mod afgrunden med stor hast, og selv ikke anlæggelsen af et rotteagtigt overskæg eller en stribe gode plader og koncerter kan helt fjerne bismagen af despoti og nært forestående apokalypse fra den skummende kop morgenpis, året har været. Heldigvis er min datter blevet spejder. Så kan hun vel redde os med sine nye overlevelses-skills.

Nå ja, og så fik vi en ny konge. Velkommen til Fidde X. Og Gisèle Pelicot havde modet til at skubbe skammen over på voldtægtsmændenes side. Det var godt. Det er der, den hører til.

Årets danske album:
1. Vægtløs: ‘Aftryk’ – Jeg gav fem ud af fem mulige kasser til Aalborg-bandets debutlangspiller under overskriften "Et permanent aftryk i følelseslivet", hvor jeg blandt andet skrev følgende:
"Anmeldelser er altid personlige og subjektive – og den her er det måske i højere grad end de fleste. Den kan ikke være andet, for den er, blandt andet, et forsøg på at gøre rede for, hvorfor jeg er rimelig sikker på at mene, at ‘Aftryk’ er årets danske plade, når vi når til slutningen af 2024."
Og minsandten – her er den så i toppen af listen over danske plader, der har revet mig grundigst rundt i år. Pladen har fast plads på hylden med mest lyttede plader, og jeg kan stadig bryde ud i tårer, når jeg hører den. Som jeg skrev i min anmeldelse, så spejler sangene elementer af min egen private historie, og det gør naturligvis forbindelsen til ´Aftryk' dén smule stærkere for mig personligt – men jeg er stadig overbevist om, at den, der åbner sit hjerte for Vægtløs' prægtige musik, vil blive revet med og løftet op, flået emotionelt i stykker og helet. For vi tager vores knuste hjerter og laver dem til noget smukt. I Vægtløs' tilfælde har de lavet dem til kunst, som har taget permanent bolig i mig. Mit navn er Jesper, og jeg vil altid elske Vægtløs.



2. Syl: 'Afmagt' – Er det lidt snyd at placere det, der vel i virkeligheden er en EP, på listen over årets bedste danske album? Måske lidt, men jeg er egentlig pisseligeglad, og jeg tror også, at Syl godt kan tilgive mig. Jeg var, og er til stadighed, rigtig glad for bandets album 'alt godt' fra 2022, og 'afmagt' videreudvikler og forfiner udtrykket fra den plade med seks fabelagtige sange. Hvor 'alt godt' skuede indad mod følelseslivet, så skuer 'afmagt' ud mod verden med et forhøjet aggressionsniveau og flere musikalske nuancer og mere sonisk vovemod. Det er nærmest umuligt at holde blodtrykket nede, når Syl for eksempel udlægger deres syn på Israels folkemord i Gaza, og som jeg skrev i min anmeldelse:
"Av, det gør ondt, og det skal det også, for det her betyder noget. Det er blodig alvor, og det er det på hele ‘afmagt’. Hver en tone, hvert et dundrende trommeslag, hvert et ord praktisk talt dirrer af vrede, af afmagt, af forsøg på at begribe den her verdens triste tilstand, set fra vores sørgelige lille pisnation".
Tak til Morten Alsinger for lån af det udtryk, og tak til Johan Albrechtsen for at have pumpet umuligt meget aggression ind i to linjers gæsteoptræden.

3. Omsorg: 'Echoes' og Demersal: 'S/T' – Jeg bliver bare ved med at snyde, hvad? Hvorfor så en delt tredjeplads? Fordi der er paralleler mellem disse to udgivelser, fordi der simpelthen er udgivet så mange gode danske plader i år, og fordi det er mig, der bestemmer på den her årsliste. Dixit! Omsorg og Demersal ligger ikke milevidt fra hinanden i udtryk – og med det mener jeg ikke, at deres musikalske udtryk er kloner af hinanden. Begge bands bærer deres følelser uden på tøjet, og begge bands breder deres post-hardcore-lyd ud med sonisk nysgerrige lån fra andre musikalske græsgange. Omsorg med en varm, samspillet lyd og Demersal med en mere skærende kompleks og eksperimenterende auditiv palette. Begge bands gør det på en måde, hvor puslespillet alligevel hænger sammen, og det gør 'Echoes' og 'Demersal' til to bevægende, velspillede og personlige plader. Man må i sandhed sige, at scenen har det godt.

4. Kollapse: 'AR' – Kroppen går i opløsning og væskerne flyder fra den. Sår åbner sig, og huden raspes i stykker af sorte tunger. Det kunne godt lyde som dødsmetal af Undergang-skolen, men på 'Ar' har den kropslige opløsning en emotionel dimension. Kollapses fremragende album er ikke behagelig lytning. Det er knugende og knusende musik, men det er også forløsende i erkendelsen af vort køds skrøbelighed og eksistensens ensomhed som grundvilkår. Eller som jeg skrev i min anmeldelse:
"Man kan føle, at dette liv er en kollektiv grav. Ikke en behagelig sansning, men Kollapse formår at servere ekstremt ubehagelige sansninger på en måde, hvor man alligevel nyder at dykke ned i den sært smukke, kulsorte pøl af levret blod, ‘Ar’ er."

5. Vulvatorious: 'S/T' – Vulvatorious brugte 2024 på at være tro mod egne idealer og på at forfine og videreudvikle deres lyd på dette selvbetitlede debutalbum, som cementerede dem som centrale aktører på den danske scene. Jeg beskrev 'Vulvatorious' som "En voldsomt harmdirrende, udstrakt langefinger til det bestående; til patriarkatet, til incel-kultur, til den hvide heteroseksuelle, vestlige mands monopol på at være udgangspunktet eller normalen." Som en, der på overfladen passer præcis ind i det monopol, må jeg sige, at det er ekstremt befriende at se Vulvatorious leve deres bedste liv som modpol til det. Vi får det alle sammen bedre, hvis vi får afmonteret patriarkatet, og Vulvatorious har allerede smøget ærmerne op og er gået i gang. Og de gør det oven i købet med en samling så fængende, underholdende og seje sange, at man skal bære en ekstremt tung, misogyn fedora for ikke at lade sig rive med. Skal vi andre ikke give en hånd med i nedrivningsarbejdet?

Boblere, lige under overfladen:
St. Digue, Ædel Fetich, Abyssinia, Offernat, Molok


Årets internationale album:
1. Idles: ‘Tangk’ – Hvad bilder han sig ind at give en ikke-metalplade førstepladsen? Og så oven i købet bandets vel nok mest poppede udspil nogensinde? Tja, det er absolut den internationale plade, der har fået flest spins på pladetallerkenen i år, så sådan må det være.
'Tangk' er en plade, der er stærk som en bull, men også pisse vulnerable. En plade, der flyder over med lige dele musikalsk kreativitet, strålende kærlighed og absolut ugiftig maskulinitet.



2. Scarcity: 'The Promise of Rain' – Da New Yorkerne udgav deres sorgfulde mesterværk, 'Aveilut', var de en duo. En tour senere er livebandet blevet til et fast band, hvilket har givet Scarcity en mere fyldig, men bestemt ikke mindre dissonant og eksperimenterende lyd. Hvor forgængeren handlede om sorgens tyngde og fylde, så handler 'The Promise of Rain' om, hvordan byrder lettere løftes i fællesskab. En basal sandhed, som synes at have stigende relevans at udbrede i en tid med hyperindividualisering og stigende fascisme. Eksperimenterende black metal fra øverste hylde!

3. Oranssi Pazuzu: 'Muuntautuja' – Søgende, konstant transformerende psykedelisk black metal, der fylder sindet med kosmisk rædsel. Det  er naturligvis en fremragende ting. Som jeg skrev i min anmeldelse:
"Hvad er det,  vi skal føle? Rædsel og afsky eller betagelse og henførelse? Ja. Det hele. På én gang."
Oranssi Pazuzu har med deres sjette album endnu en gang føjet nye dimensioner til det støjende vortex, deres lyd synes at blive skabt i.

4. Julie Christmas: 'Ridiculous and Full of Blood' – Julie Christmas synger, så man kan mærke alle de sansninger og følelser, der ligger bag sangene på 'Ridiculous and Full of Blood'. Nogle gange sært komplekse og uigennemskuelige, andre gange helt rene stik af vrede eller afsky, men altid komplet overvældende og ufatteligt smukt. Læg dertil, at Christmas har samlet et fantastisk band om sig med folk fra Candiria, Spotlights, KEN Mode og Cult of Luna, og så har man noget, der er latterligt godt og dryppende af blod. Jeg skrev:
"Lyt for eksempel til den voldsomt vredladne ‘Blast’ eller den fine ørehænger ‘Supernatural’.
Nej, vent.
Bare lyt til albummet i sin helhed. Du har fortjent det."

5. Chat Pile: 'Cool World' – Fokus skiftede fra Amerika som sindsstilstand til Amerikas rolle i verden på Chat Piles andet album, men det gjorde ikke musikken mere opstemt. Passende, nu hvor verden jo også er en kæmpe bunke giftigt lort fyldt med magtforvaltende levebrødspolitikere, fascistiske diktatorer og hjernevaskede masser. Og vi bløder alle sammen. Husk det.



Yderst fremragende boblere:
Agriculture, Blood Incantation, The Cure, The Lord, Genital Shame, Folterkammer,


Årets danske hit:
St. Digue ft. Pleaser: ‘Get Caught’ – En certified banger. Behøver jeg sige mere?



Årets internationale hit:
Idles: ‘Gift Horse’ –Look at him go!



Årets genfundne klassiker:
PJ Harvey: ‘4-track demos’ – Jeg fik endelig investeret i denne klassiker på vinyl, og det var en fornøjelse at sidde i baghaven sammen med min livspartner, drikke rosé og nyde PJ Harveys mest rå og hudløse plade denne sommer. Numrene fra 'Rid of Me' lyder bedre her med deres blottede nerveender, lyst- og vredesfyldte skrig og nedbarberede udtryk. En gigantisk bunke sange fra en 50 ft. queenie.

Årets koncerter:
1. Kollapse, A Colossal Weekend, 16/5-2024 – Lyden var høj og perfekt i Vegas hedengangne Lounge, da Kollapse bare stille og roligt gik ind og lagde 120 % energi på scenen, så vi fik læsterlige tæv under en perfekt spillet koncert, hvor det lød, som om Kollapse nåede et nyt intensitetsniveau, og hvor jeg aldrig før eller siden har oplevet det følelsesmæssige indhold i deres sange formidlet så rent. Jeg får gåsehud, mens jeg skriver disse ord. Så godt var det. Som jeg skrev i min anmeldelse dengang:
"Det må være tilfredsstillende og måske endda rensende at banke lydknytnæver mod eksistensens tomhed og råddenskab på den måde. Sådan så det i hvert fald ud, for jeg har aldrig før set Kollapse lægge så meget i en performance."
Perfektion.

2. Julie Christmas: Roskilde Festival, 5/7-2024 – Hendes elektriske kjole lyste op i mørket under Gaias teltdug, men det var Julie Christmas' ekspressive sangstil og vidunderlige stemme, der blændede os med en overvældende serie soniske blitzer. En på alle måder rørende koncert med et yderst velspillende band bag komponisten og vokalisten, som stod i centrum for det hele.

3. John Cxnnor / Orm, Copenhell, 21/6-2024 – Copenhells planlæggere fik en prominent plads i min sorte bog, da det viste sig, at de ville tvinge mig til at vælge mellem Orm og John Cxnnor, og mens regnen silede ned, løb jeg fra scene til scene og prøvede at nå så meget som muligt af begge dele, for jeg havde ikke nerver til at vælge mellem John Cxnnors fantastiske 666'erkoncert og Orms ditto 5/5'er. Jeg er en ussel hund, der ødelagde det lidt for mig selv.

4. Puke Wolf og Vægtløs, Stengade, 3/2-2024 – Vi lader lige, som om Trepaneringsritualen ikke spillede samme aften, for det var sgu både kedeligt og en anelse latterligt, mens Puke Wolf og Vægtløs på hver sin måde lod de musikalske masker falde og stod på scenen med helt blottede nerveender. Stærkest af alt er mindet om Andrew Davidson fra Puke Wolf, der uforstærket og midt på gulvet foran scenen anskreg os med sin rørende røst.

5. Kim Gordon, Roskilde Festival, 5/7-2024
Kim Gordon er en levende legende, en maestro inden for den alternative og støjende rock, men med sine to soloalbummer og også denne koncert i sommer hvilede hun ikke på laurbærrene. Gordon er en evigt søgende og eksperimenterende kunstner, og hun forløste sine nye sange på fremragende vis sammen med det yderst velspillende band. Jeg skrev:
"Det lykkedes Gordon og Co. at forløse sangene i et liveformat, hvor støjen, poesien, indignationen og den radikale tilgang tegnede et billede af Gordon som en mester på sit felt, der stadig er i kunstnerisk fluktuation."

Stærke og smukke boblere:
Violent Magic Orchestra (Roskilde Festival), Lack (Copenhell), Sort Sol (Copenhell), Vulvatorious (Copenhell), St. Digue (Copenhell), Agriculture (Ideal Bar), Imperial Triumphant (Basement).


Årets danske navn:
Scenen – Det er mange, mange danske bands, som har gjort det virkelig godt i år, men i stedet for at fremhæve ét frem for andre vil jeg pege på scenen som det helt store. Fællesskabet, samarbejdet og et fokus på at bygge op frem for at udrydde konkurrenterne synes at præge scenen i denne tid, og det er jeg vild med.

Årets internationale navn:
Scarcity – Alt for få kender til disse smågeniale newyorkere, som spiller dissonant, eksperimenterende black metal, så dem vil jeg pege på. Jeg skrev om deres første album:
"Det er musik, som er svær at være i, og som ikke ønsker at gøre det nemt for lytteren, men det er desto mere givende, når man giver sig tid til at synke ned i Scarcitys dynd af bortgang og tomrum, men som også indeholder glimt af håb. Døden er også nådig. Den sparer os for fremtidens pinsler."



Årets nye danske navn:
New Money – Absolut intet had til Victor Kaas, som gør det sublimt som ny frontperson i LLNN, men Christan Jamet Bonnesen har alligevel været savnet på scenen. Derfor var det også skønt, da New Money dukkede frem fra øveren med deres debutalbum 'Dinero Nuevo'.



Årets nye internationale navn:
Hainbach & Markus Müller – Begge kunstnere er som sådan ikke nye, men deres samarbejde er det, og alle har godt af en omgang orgeldroner, tapeloops og det resonante glasorgel, euphone. Ja, også dig. Tag dine vitaminer.

Årets comeback:
Tja, det var i hvert fald ikke Limp Bizkit eller Trump.

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Disse Fryd-støttestrømper. Jeg har jo alderen til det.

Du kan købe dem her.

Det overså jeg i 2023:
Shrug: 'Beyond' – Efter at have været grundigt imponeret over 'Demo 1' i 2022 var det, som om CCsqueles rå enmandsprojekt (og hele Dybdestegte-kataloget) røg under min radar. Tydeligvis en kæmpe fejl, som der nu er rettet op på.

Årets optur:
Årets optur må være, at det ser ud til, at 1000Fryd overlever. Hvis man vil være med til at hjælpe dem det sidste stykke på vej, så send dem skejser her.
Eller måske er årets optur den fine feinschmecker-podcast uden fine fornemmelser, Afgrunden, som har beriget os med dybdegående, sjove og inspirerende analyser af både danske og internationale black metal-udgivelser. Kæmpe skud ud for det fremragende arbejde!

Årets største skuffelse:
*peger rundt på næsten alt*

Største ønske for 2025:
Det ved jeg sgu ikke. Mit ønske for 2024 var blandt andet, at klimakampen skulle tages alvorligt, og det var tydeligvis alt for fucking meget forlangt, så ... en god lur på et tidspunkt? Fred bliver der jo ikke, takket være røvhuller som Donald Trump, Putin og Netanyahu. Livet er en jammerdal, men måske vil jeg være nogenlunde udhvilet en eller anden lørdag i 2025. Håbet er lysegrønt, og rosen er død.

Det glæder jeg mig mest til i 2025:
A Colossal Weekend har offentliggjort en bunke spændende navne, så jeg glæder mig blandt andet til at se Oranssi Pazuzu og White Ward. Men jeg er også en 50-årig mand med den realisme, der følger af et langt livs skuffelser, så man bør nok ikke glæde sig for tidligt.