RF 24: Overnaturligt smukt
Det var overvældende, da Julie Christmas lyste Gaia op med sin vidunderlige stemme og sine dybdeborende kompositioner.
Thin Skin
Not Enough
Supernatural
End of the World
The Ash
Secrets All Men Keep (Salt Bridge, Part II)
Blast
The Lighthouse
Bow
Silver Dollars
July 31st
Som første nummer denne aften gav Julie Christmas os en sang fra hendes tidligere band, Battle of Mice, den rystende og rørende ‘Bones in the Water’, og allerede fra første færd var stemningen sat. Julie Christmas’ elektriske kjole lyste måske op, men det var hendes vanvittigt ekspressive og modalt versatile stemme, der overstrålede alt under Gaias telttag. Bandet bestod af erfarne kræfter som John LaMacchia fra Candiria, Andrew Schneider, Tom Tierney og Johannes Persson fra Cult of Luna – som Christmas jo tidligere har haft et yderst frugtbart samarbejde med – og Chris Enriquez, som vi sidst så på Copenhell med Spotlights. Og hold da op, hvor spillede de fedt! Ikke en fod (eller hånd) blev sat forkert, og de udfyldte smukt rammerne i Julie Christmas’ ofte komplekse og rytmisk ustabile sange. Det var virkelig en fornøjelse at se et backingband, som virkelig kunne leve op til Julie Christmas’ nærmest skræmmende høje niveau i front.
Herefter fik vi blændende intense versioner af ‘Thin Skin’ og ‘Not Enough’ fra Christmas’ nyudkomne album, som virkelig viste Christmas’ ekspressive potentiale på den bund af fængende og stemningsfuld post-metal. Sidstnævnte sang var for mit vedkommende det første gåsehudsøjeblik af mange, og den efterfølgende sang ‘Supernatural’, også fra ‘Ridiculous and Full of Blood’, var et kæmpe peak med dets omkvæd i larger than life-størrelse. Desværre faldt Christmas’ mikrofon ud lige i et af disse storladent smukke omkvæd, men små tekniske problemer skal vel egentlig ikke ligge kunstnerne til last. Også ‘End of the World’ med sit Nick Cavede dystopiske lounge-tilsnit, og den nærmest skræmmende ‘The Ash’ imponerede.
Vi fik også lov at gyse lidt, da Julie Christmas viklede sin kjoles lyskæde strangulerende rundt om halsen under ‘The Secrets all Men Keep (Salt Bridge, Part II)’ fra hendes solodebutplade ‘The Bad Wife’, og ‘Blast’ blæste simpelthen Gaia i stykker med en fuldkommen magtdemonstration i kreativt, metallisk fritænkeri. Vi havde ikke en chance, mens Julie Christmas sang:
"I’m much too much a lady”
Cross my heart and hope to die
By noose or poison dagger By needle in my eye, I …
I try, and try and try and try and try”
Og det var, som om temperaturen sænkede sig mærkbart under den iskolde ‘Bow’ fra debutalbummet, og vi blev herligt søsyge af de drilske korstemmer i ‘Silver Dollars’. Her imponerede Chris Enriquez bag trommerne mig ekstra meget. Og så endte vi med ‘July 31st’, som synes at kredse om entropien som altødelæggende kraft i eksistensen. Vi var blevet blæst bagover under en koncert, som ganske enkelt var en formidabel demonstration af, hvad der sker, når exceptionel musikalsk kunnen møder ekstraordinært kreativt mod.