Copenhell 24: Skæbnesang for babysæler
Lack er et klassisk, billigt IKEA-sofabord. Lack er også et smålegendarisk band på nullernes danske hardcore-scene. Lack viste os, hvor sofabordet skal stå.
Med langsomt flængende og interessant klingende akkorder hev Lack os langsomt og ordløst ind i koncerten denne torsdag aften på Gehenna. Solen var ude, and life wasn’t lacking anything, mens Lack spillede.
Lack var en central og drivende kraft på den hjemlige hardcorescene i nullerne, men de havde samtidig modet til at skide punkdogmerne et stykke og bare lave, hvad de følte for. Altså ægte punk-etos. Det er også den fornemmelse, man stod med på Gehenna, mens Lacks guitarer flænsede os op, og bassen og trommerne holdt sammen på os. I front var Thomas Burø, som synes at gæste alle afkroge af scenen ud over sit virke i Tvivler, hvis udtryk på mange måder ligger i forlængelse af Lacks, uden dog på nogen måde at være derivativt eller uselvstændigt.
I begyndelsen af koncerten var det, som om bandet lige skulle finde hinanden helt. Ikke at det var decideret uskarpt, men alting kom mere i fokus to sange inde. Med 'Hund' begyndte koncerten at røre på sig , og omkring ‘Bombing the Moon’ sad den lige i skabet. Med et lige dele fængende og sarkastisk klingende tango-groove i guitaren og Burøs ætsende og rystende lyrik var denne sang både et højdepunkt og et vendepunkt:
“Those bastards make me feel like clubbing baby seals and killing dying species. Fuckers make me feel like sinking crowded ships and O boy; I could use a fist fight, eye wound. Knife fight.”
Og:
“Such violence: la, la, la, la, la, la. There is something beautiful pouring out of me, something wonderful happening to you. La, la, la, la, la, la.”
Som en helhed betragtet, var koncerten aldeles vellykket. Vi fik skarpt skårne, angulære (post-)hardcoresange med noget på hjertet og et poetisk snit. Også ‘Deserter’, som processerer biseksualitet og religiøs fordømmelse, ramte mig hårdt denne aften, men i virkeligheden var det ikke de enkelte sange, der var koncertens største styrke. Det var at stå i en lille time i selskab med en musikalsk oprigtighed og poetisk harme, som fik sangene til at svæve under aftensolen.