Hvad hjertet er fuldt af
Populær
Det blev en aften, hvor nogle åbnede sig og andre insisterede på at gemme sig bag sejhed og masker. Sidstnævnte var den kedeligste strategi.
Sorte Firkant Musikfestival havde tre bands på programmet i Stengade denne lørdag. Der kunne godt have været mere fyldt i salen, især taget i betragtning, at aftenen blandt andet bød på to af de absolut stærkeste og mest spændende danske bands lige nu.
Puke Wolf – jeg tror, mit hjerte måske eksploderer
Aftenens første band, aarhusianske Puke Wolf, hvis fritænkende tilgang til genrer gør dem vidunderligt svære at placere i én bestemt kasse, imponerede fra første færd. Vi fik en fint dirrende udgave af ‘Hubris’ og et virkelig stærkt øjeblik i ‘A Trembling of Finches’, hvor trommeslager Andrew Davidson uden brug af mikrofon sang Stengade op: “Everything’s burning / But it did from the beginning / It sparks a fire inside / Time is up”. En stramt eksekveret udgave af ‘Full of Heart’ fulgte, og bagefter fik vi endnu et rørende øjeblik med Andrew Davidson, der skreg af karsken bælg, denne gang midt på gulvet i Stengades sal, mens Vægtløs’ Tobias Aske Heltborg hjalp til bag trommerne. Det er en kæmpe styrke i Puke Wolfs musik, at de har modet til at lade ganske få elementer stå alene. Der er på den måde en åbenhed i deres musik, som fint matcher den hudløse ærlighed i gruppens lyrik.
Vægtløs - tag dit knuste hjerte og gør det til kunst
Som en nærmest perfekt pairing med Puke Wolf fik vi Aalborgs Vægtløs, som i disse dage fejrer udgivelsen af deres debutalbum “Aftryk”. Bandet spillede hele albummet fra ende til anden, og det var en stærk oplevelse at høre sangene live, spillet med en intensitet og kompetent stramhed, men også med måske lidt mere groovy tilgang visse steder. Det er en rum tid siden, at bandet indspillede sangene, og det er jo nok ganske naturligt, at de “lever videre” og udvikler sig efterfølgende. Det var et velspillende band, som fik besøg af Andrew Davidson på vokal, hvilket yderligere cementerede, hvor godt disse to bands klæder hinanden. Vægtløs formåede at formidle både sorgen og omsorgen, der ligger i deres sange. Både i vokalen, men så sandelig også i de følelsesfulde kompositioner, hvor Tobias Aske Heltborg, Jeppe Nørgaard og Frederik Højlund alle spillede forrygende fornemt. Højdepunktet i album-delen af Vægtløs’ koncert var for mig den bittert klingende, men dog håbefuldt humanistiske ‘Her i vores hjerter bærer vi en ny verden’, men også det afsluttende nummer ‘Når de ord, vi har brug for, skyder op af sig selv, får vi en ny sang’, hvor hele salen var inviteret på scenen sammen med bandet, var en stor oplevelse.
Vi, der var så heldige at være til stede, var vidner til et band, som har foldet sig helt ud og åbnet sig totalt for fællesskabets hjertebanken.
Trepaneringsritualen – med hjertet langt inden under tøjet
Lige så oplagt og indbydende en kombination, Puke Wolf og Vægtløs var, lige så akavet et skifte udgjorde svenske Trepaneringsritualen. Der er ellers meget godt at sige om Thomas Martin Ekelunds dark ambient med industrielle undertoner, men som tredje trin i denne aftens musikalske raket fungerede det skidt. Hvor de to foregående bands havde åbenbaret deres bankende hjerter og skreget deres følelser ud, så indtog Thomas Martin Ekelund og hans musikalske medhjælper scenen i Stengade formummet bag sække. Masker på scenen kan være både en cool og effektiv gimmick, men som sidste akt denne aften fungerede det ikke rigtigt. Musikken og bandet lukkede sig om sig selv, selv om de dystre lydlandskaber egentlig fungerede udmærket sammen med musikmakkerens trommespil, som vekslede mellem industrielle rytmer, der lugtede lidt af Einstürzende Neubauten, og lidt mere kiksede krigstrommer.
At Thomas Martin Ekelund efter kort tid smed masken hjalp ikke det store på fremmedgørelsen. Hvor de første to bands projicerede deres stemmer ud i rummet og ind i vores hjerter, så var Thomas Martin Ekelunds vokal uforståelig og monoton. Det var, som om vi blev holdt på en armslængdes afstand. En anden aften kunne Trepaneringsritualen sikkert have fungeret bedre, men i denne kombination lod musikken mig desværre kold.
Puke Wolf: 4/5
Vægtløs: 5/5
Trepaneringsritualen: 2/5