RMF'16: Fredag

Det var Bölzer og Deströyer 666, der gav de bedste koncerter fredag, mens Trepaneringsritualen stod for det mere aparte, og 1349 for det hektiske.

Da Devilution ankom fredag eftermiddag til Atlas for at påbegynde Royal Metal Fest 2016, blev vi trakteret med Gespenst, der med deres doomy black metal minder om en parring af Saturnus og Solbrud. Forsangeren er skjult bag et myggenet, omend det nok mere tjener den teatralske effekt end for at holde en eventuel zikavirus-infektion i armslængde. Gespenst formåede at sprede en god stemning på hjemmebanen i Aarhus og var med deres musik med til at starte festivalen godt op.

Da spøgelset var forduftet, listede vi elegant videre over på Voxhall, hvor schweiziske Bölzer skulle give koncert. Hvis vi skal fortsætte sammenligningerne en smule, så er Bölzer noget, der minder om resultatet af en fusion af Mantar og Motörhead. Forsanger og guitarist Okoi Theirry Jones, der i Bölzer går under kunstnernavnet KzR, minder unægtelig en del om Lemmy. Dette fordi han har tillagt sig en ansigtsbehåring, der leder tankerne hen mod den nyligt afdøde legende, og så har han indstillet sit mikrofonstativ på præcis samme måde, der gør, at han må bukke nakken helt bagover for at skråle ind i den nedadpegende mikrofon. Da denne anmelders erfaring med Bölzer til koncert er spinkelt, er det uvist om det blot er en midlertidig homage til Lemmy eller om det altid har været sådan. Uanset hvad, så var det med til at holde publikum fanget, og interessen veg ikke. Der er god lyd, og han bruger feedbacken i udstyret aktivt til sin fordel.

Knap så fængende var Serpent's Lair. Selvom der blev brugt røgelse og sorte stearinlys, og bandet stod i kutter med hætter, hjalp det ikke på oplevelsen af, at det blev lidt ensformigt og introvert. Mystikken, som også Ghost og flere andre bruger, når musikerne anonymiseres i heldragtskostumer, fungerer såmænd udmærket, og det henleder fokus på musikken. Denne blev da også bedre i slutningen af koncerten, hvor de ifølge denne anmelder hev nogle lidt mere medrivende numre ud af ærmerne på kutterne.

Så var Deströyer 666 derimod klar helt fra start. Der var dømt nitter og firserstemning fra første anslag. Tidspunktet hjalp bestemt, og publikum havde en fest. Deströyer 666 er helt deres egne genremæssigt. Er det thrash? Black? Død? Nok lidt af det hele. De fremmødte på Royal Metal Fest 2016 fik da også lidt af det hele i den times tid, som australierne spillede. Ikke overraskende lukkede de med 'Trial By Fire', og så eksploderede Voxhalls gulv foran scenen ellers i en blanding af moshing, dans og ekstase over at være vidne til så velspillet og vellydende en koncert, hvor de spillede flere numre fra deres nyligt udsendte plade 'Wildfire'.

Markant anderledes var oplevelsen med Trepaneringsritualen på Atlas bagefter. Dette soloprojekt kendte denne anmelder absolut intet til før denne koncert. Det kunne lige så godt have været et syv mand stort orkester med Hammond-orgel og trommer så omfangsrige som Slipknot. Det var det ikke. Én mand stod og brølede ind i en mikrofon, der med rigelige effekter lagde sig op ad det lydspor, der blev spillet fra mixerpulten. Manden bag Trepaneringsritualen er svenske Thomas Martin Ekelund, der med en fortid i det elektroniske orkester Soma Sema og Dead Letters Spell Out Dead Words nu har kastet sig over Trepaneringsritualen. Koncerten på Atlas var nok den koncert under hele festivalen, der kunne dele vandene mest. Enkelte fandt det højtravende, kunstnerisk og modigt. Andre mente, det var røvsygt, og forstod det ikke. I en sådan situation kan man ikke konkludere andet, end at Trepaneringsritualen er kunst, der bruger det elektroniske og de dystre toner til at udtrykke sig. Om man kan lide det eller ej må være op til den enkelte. Det var i hvert fald anderledes. Og lækkert med en modig arrangør, der turde booke det!

1349 er ikke anderledes. I hvert fald ikke anderledes end da vi så dem på Aalborg Metal Festival i 2004, eller da de på Voxhall i 2005 gav koncert sammen med Gorgoroth. Vi har også set dem et par gange på Wacken i 2007 og 2010 samt en enkelt gang på Roskilde Festival i 2011, siden de for 11 år siden stod på samme scene i Aarhus. Nu var 1349 og den norske pest så tilbage. Den sorte død raser stadig med samme vanvittige tempo, men intet har ændret sig.

Det er stadig det projekt, der får liv, når trommeslager Frost ikke turnerer eller indspiller musik med Satyricon. Så støves 1349 og resten af bandet af, og de indtager spillestederne og festivalerne til endnu en tur med norsk black metal spillet så hurtigt, at det kan give alle åndenød. Og det skal de have. 1349 spiller hurtigt, hurtigere og endnu hurtigere. Tempoet var vildt, og musikken desværre en smule ensformig. Det fungerer rigtig godt de første par sange, hvor netop tempoet og energien overrumpler og imponerer. Men når chokfasen har fortaget sig, bliver det klart for lytteren, at 1349 nok ikke ligefrem er det mest multifacetterede kunstneriske udtryk, der er hevet ud af de norske fjelde i sortmetallens storhedstid.

Med den lidt flade afslutning på fredagens program begav redaktionen sig ud i det aarhusianske natteliv, hvor den brune bodega Hjorten blev første stop. Her slutter vi af indlysende årsager reportagen. Konklusionen på fredagen var, at Bölzer og Deströyer 666 tog præmierne for de bedste koncerter, mens Trepaneringsritualen stod for dagens mest aparte og provokerende indslag. Serpent's Lair og 1349 skuffede lidt, mens Gespenst viste potentiale.