Alle tårer flyder fra samme kilde
Ethvert øjeblik, som vi tillagde så megen betydning, er hulemalerier tegnet med kalk, synger Chat Pile, mens de hiver tæppet væk under en.
Shame
Frownland
Funny Man
Camcorder
Tape
The New World
Masc
Milk of Human Kindness
No Way Out
‘Cool World’ åbner med en sært ambiguøs, langsomt blomstrende synth. Det lyder næsten som en stærkt overdesignet åbningslyd, når man tænder sin PC. Der er både ro, forventningsfuld spænding og en blidt fremadstræbende energi. Det lyder med andre ord som corporate ambient. Som indledningen til en arbejdskulturmasserende video på dit arbejdes intranet. Heldigvis bliver den synergisøgende energi hurtigt ødelagt af et smadret og smadrende guitarriff, og Raygun Busch, der synger:
“I am dog now
I am dog now
Trash mouth!
Veins full of garbage
I am dog now”
Og senere:
“Remember
Everyone bleeds”
Som man kan læse af det ovenstående, så er humøret ikke steget nævneværdigt hos Oklahoma-kvartetten Chat Pile siden deres voldsomt gode debutalbum, ‘God’s Country’. Som man kan deducere af titlerne, så er fokus skiftet fra Amerika og til verdenssituationen – det nye album er opkaldt efter den smågeniale, delvist animerede film ‘Cool World’ med en ung Brad Pitt fra før, vi kom til at kende ham som en creepy patriark.
Titlen er naturligvis ironisk. Lige så lidt som Amerika rent faktisk er forhåndsgodkendt af Gud, lige så lidt er verdenssituationen noget, der på nogen måde kan beskrives som cool.
Chat Pile er stadig vrede som bare fuck og de smukkeste tudefjæs, også selv om der måske ikke er et nummer, der er så umiddelbart rystende som ‘grimace_smoking_weed.jpeg’, så er der stadig masser af substans, følsomhed og aggression på ‘Cool World’. Sangeren Raygun Busch er bandets største styrke. Han hiver musikken op på et andet niveau med sin dybe, nærmest slingrende stemmeføring og stærkt depressive og skarpt kritiske lyrik. Og det er ikke, fordi jeg mener, at resten af bandet, Cap'n Ron på trommer, Stin på bas og Luther Manhole på guitar, ikke gør det godt.
Der er tale om en dybt opfindsom blanding af støjrock og sludge med små drys af melodisk indie og nu metal. Musikken er tung, men lyrikken er tungere. Jeg er vild med deres evne til at springe fra kaotiske, rullende riffs og brutalt udskregen desperation til følsom indieguitar og sørgmodig, rørende sang – lyt for eksempel til ‘Tape’ eller ‘Milk of Human Kindness’. Eller lyt til ‘Shame’, der synes at tackle den mildest talt fucked up situation i Gaza med rystende lyrik om døde børn i deres forældres arme. Om den retfærdighed, vi alle sammen stikker blår i øjnene på os selv med:
“And the world was quaking open with all our fathers smiling
And the statues rose high above us and God remained silent
And the world was quaking open with all our fathers smiling
And the statues rose high above us and God remained silent”
Det er vel nærmest umuligt ikke at føle noget, når man hører Chat Pile. Afsky, nedtrykthed, vrede, tristhed. Og det er medrivende, omend nedtrykkende sange. Skal jeg komme lidt malurt i det i forvejen bittert smagende, men ultimativt tilfredsstillende bæger, så synes jeg, at guitaren og rytmesektionen ind imellem lidt for åbenlyst understøtter hinanden rytmisk. Det er fint at accentuere de samme rytmiske punkter, men det er måske et trick, bandet benytter sig af lidt for ofte.
Derfor bliver jeg lidt glad, når Cap’n Ron og Stin holder det rytmisk enkelt på ‘Camcorder’, mens Raygun Busch synger om sit sinds komplette opløsning, fordi han kan føle det hele. For ja, hvad gør man, når verden beviseligt kollapser om ørerne på én, og lidelserne er enorme og umulige at ignorere?
Der er, som det synges på albumlukkeren ‘No Way Out’, ingen flugtveje, og det hele var forbi, inden vi blev født. Den viden må vi så sidde med i den her pissecool verden. Heldigvis har vi Chat Pile til at holde os med selskab, mens vi forbløder.