Copenhell 24: Den sorte sol brænder stadig
Populær
Sort Sol spillede månen sort og foldede nattens vinger ud med en koncert, der skuede tilbage uden at være cringe-nostalgisk.
Man kan ikke overvurdere Sort Sols betydning for dansk musikhistorie. Det dystre orkester har taget den flere årtier lange rejse fra nationale punk-grundlæggere til folkeligt elskede, sortsynede eksperimentalister. Op til denne aften har der lydt flere kritiske røster om, hvad de havde at gøre på en festival, der fejrer det tunge og mørke i musikken, men jeg vil præsentere to beviser for deres relevans i denne sammenhæng: Dels deres musikhistoriske betydning, og dels denne absolutte banger af en monokromatisk nocturne, Sort Sol gav os på Hades.
Der er stort set ikke et Copenhell-relevant dansk band, som ikke hviler på det fundament Sort Sol, og før det Sods, har været med til at støbe, så alt dette blot for til kritikerne at sige: stik piben ind. Selvfølgelig hører Sort Sol til på denne festival. Fra første færd viste bandet sig vitale og villige til både at give os det, vi higede efter, men også til at fylde denne rejse gennem bandets bagkatalog med små, men substantielle omkalfatringer af bandets mest velkendte klassikere. Der gror ikke mos på en rullende sten, og tiden står ikke stille under en sort sol.
Som andet nummer fik vi ‘Dog Star Man’, en personlig favorit, og allerede her stod tre ting klart: Sort Sol spiller stadig skarpt, Steen Jørgensen har stadig en fantastisk ubesværet, elegant og velklingende stemme, og Lars Top-Galia er fortsat glad for at fylde meget på guitaren. På rigtig meget af gruppens 90’er-materiale er Top-Galia en drivende kraft i udtrykket. Sådan er det fortsat, men jeg tog mig selv i at ønske, at der lige var ti procent mindre af det.
Personligt elskede jeg allermest starthalvfemsernumrene, som falder sammen med min egen ungdom, men det var også fantastisk at høre bandet spille Sods-klassikeren ‘Copenhagen’. Og også den drivende smukke ‘Life took you for a Freq’, som på pladen ‘Stor langsom stjerne’ gæstes af Chelsea Wolfe, og her af sangerinden Luna, var den helt rigtige form for stemningsfuld.
Publikum reagerede klart mere positivt på bandets mere hårdt rockende materiale, som for eksempel den flotte og medrivende udgave af ‘Daugter of Sad’, vi fik, som måske til lejligheden syntes at have fået en opgraderet, mere hårdtslående slutning. Men det var absolut ikke mindre vellykket, når bandet opsøgte andre hjørner af deres lange historie, og det kan vel ikke overraske nogen, at megahittet ‘Let Your Fingers Do The Walking’ var det, der udløste den absolut største publikumsrespons. Og det forstår man jo godt. En banger er en banger er en banger, og i det her tilfælde er den status fuldstændig retfærdiggjort.
Jeg nød også i høj grad ‘Shaheeba Bay’ og Tatlin Tower’, som rundede en prægtig nattekoncert af og viste et på alle måder imponerende billede af Sort Sol som et band, der har formået at bevare deres relevans siden senhalvfjerdserne og frem til i dag. Ganske enkelt: Det var en vidunderlig tur under den sorte sol.