Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Cremen af 1979

Populær
Updated
Motörhead - 'Overkill'
ZZ Top - 'Degüello'
Pink Floyd - 'The Wall'
Ramones - 'It's Alive'
AC:DC - 'Highway to Hell'

Betonrocken og progsymfonierne var på retræte, og punken og stadionrocken satte dagsordenen i perioden, da undertegnede kom til verden.

Forfatter

Folket var mættet med det forgangne årtis prætentiøse afstikkere af mere eller mindre langvarig karakter. ”Hvorfor sige på 20 minutter, hvad der kan siges på 3?” syntes at være parolen, og lyrikken nedtonede samtidig de store fantasier til fordel for fokus på den barske sociale virkelighed. Discoen havde for alvor boostet salget af singler for det mere mainstream publikum, men singlen prægede også punkmiljøet, hvis kontante budskaber egnede sig glimrende til 7"-formen. Mange udgivelser havnede da også kun på single, hvis de overhovedet nogensinde blev udgivet i mere samlet form.

Det var derfor ikke nødvendigvis alle kunstnere, der vægtede albumformatet, men 1979 bød dog ikke desto mindre på flere fuldlængder, der sidenhen er havnet blandt rock- og metalverdenens kanoniserede mesterværker. Jeg har således her, i obligatorisk ydmyghed, samlet op på, hvilke album fra 1979 der ligesom undertegnede bedst har overlevet tidens tand.

1. Motörhead: ’Overkill’
Alt andet end den svære toer. Lemmy, Fast Eddie og Philthy Animals selvbetitlede debut havde ikke givet meget røre i andedammen, og det var først på opfølgeren, at deres punkede proto-metal ramte hovedet på sømmet med den signaturlyd, Motörhead sidenhen blev famøse for. ’Overkill’ har det hele: Lemmys vokal er rå og beskidt. Fast Eddies riffs sidder lige i skabet med både slibrige licks og overgearede soli, lige i ånden efter det tilnavn, vi alle kender ham under. Titelnummeret blev et af bandets signaturnumre med Philthy Animals indledningsvise dobbelte stortrommer som omdrejningspunkt. En sprængladning af klassikere fra start til slut; ingen nævnt, ingen glemt. 'Overkill' er uomtvisteligt en af Motörheads stjernestunder.



2. ZZ Top – 'Degüello'
Efter et par års kunstpause genoptog Gibbons, Hill og Beard endelig den bluesede tråd. Beard var, på trods af efternavnet, pludselig den eneste, der ikke havde skæg ned til navlen, og således var udseendet endelig som det ZZ Top, vi kender i dag. 'Degüello' var på alle fronter en genvækkelse af alle trioens vigtigste varemærker. Ikke mindst kunstnerisk, hvor pladen rummer flere af bandets stærkeste signatursange som 'I'm Bad, I'm Nationwide' og 'Cheap Sunglasses', men gendannelsens glæde skinner også stærkt igennem i den tørre humor, der gennemsyrer albummet fra start til slut. Bilfascinationerne tager kegler i 'She Loves My Automobile' og 'Manic Mechanic', og på damefronten er 'A Fool for Your Stockings' også en stilsikker vinder. 'Degüello' er ZZ Top på toppen, inden de mere synthprægede hitbaskere fra 'Eliminator' et par år senere førte texanerne videre til det større gennembrud på hitlisterne.



3. Pink Floyd – 'The Wall'
'Another Brick in the Wall part 2' er, fraset sange fra 'De Små Synger', det første nummer, der har prentet sig ind i min musikalske hukommelse. Ikke mindst fordi min 12 år ældre storebror havde fået albummet som en af de første plader til samlingen og skamdyrkede den på repeat i naboværelset.

'The Wall' er et mastodontværk, der fortjener mange points på ambitionsskalaen. Man kan klandre albummet for først og fremmest at være en Roger Waters-plade, og det var da også pladen, der i den sidste ende resulterede i den klassiske konstellations forfald. Teksterne får en langt mere central rolle, end det har været tilfældet tidligere, ikke mindst i forhold til den dystre forgænger 'Animals', og albummet suppleres senere med en film, der smukt sætter billeder på de dybt personlige budskaber, hvilket træder stærkest i karakter i Gerald Scarfes animerede sekvenser.

'The Wall' er bestemt ikke Pink Floyds stærkeste udgivelse, ikke mindst på grund af Dave Gilmours og Rick Wrights mere tilbagetrukne rolle i sangskrivningen, men det siger så måske også mere om styrken af deres tidligere album. Der er rigeligt med klassikere spredt ud over hele pladen men, ikke ulig Pink Floyds øvrige udgivelser, vinder 'The Wall' fortsat bedst ved at blive hørt i sin helhed.



4. Ramones – ’It’s Alive’
28 sange på 54 minutter. Joey, Johnny, Dee Dee og Tommy spildte bestemt ikke tiden, og selvom jeg normalvis ikke mener livealbum fortjener en plads på årslister, så ramte denne livekoncert fra nytårsaften 1977-78 Ramones-nerven med deres velkendte "hey-ho-let's-go"-catchyness, og de ligefremme punkhymner leveres med herligt smittende glæde, som kun Ramones kunne gøre det. Koncerten var en ud af fire koncerter, der blev optaget, og det var denne koncert, der blev udvalgt, ikke mindst fordi publikum efter koncerten i behørig punkånd havde smidt ti stolerækker op på scenen. 'It's Alive' er et af rockhistoriens få eksempler på en liveplade, der er bedre end samtlige bandets studieudgivelser.



5. AC/DC 'Highway to Hell'
AC/DC er et band, der deler masserne. Boogie woogie-rock, tre akkorder derudad uden den store slinger i valsen, tilsvarende ligefremme tekster om letbenede damer og livet på landevejene. Australierne har dog enkelte plader, der mere end andre fortjener en plads i rockalmanakkerne, ikke mindst i Bon Scott-årene, og 'Highway To Hell' var albummet, der fik bandet ind på hitlisterne uden at gå på kompromis med bandets identitet. Ganske vist havde pladeselskabet indirekte tvunget dem til at skrotte deres faste producer George Young (Angus og Malcolms bror), en beslutning, der mildest talt ikke faldt i god jord hos bandet, der betragtede ham som deres sjette medlem. Robert John ”Mutt” Lange havde dog succes med at fremhæve alle bandets stærkeste sider, ikke mindst i form af at instruere Bon Scott i vokalteknikker, hvilket førte ham til at levere flere af karrierens stærkeste vokalpræstationer på denne hans svanesang, inden han døde februar året efter.

Personligt foretrækker jeg til enhver tid 'Dirty Deeds Done Dirt Cheap' og 'Back in Black' for de større variationer i sangskrivningen, for ikke at nævne den stærke liveplade fra året før, men 'Highway to Hell' er en uomgængelig klassiker. Ikke mindst på grund af titelnummeret, der på trods af diverse radiokanalers skampulende airrotation stadig forbliver et af bandets stærkeste hits.



1979 er måske ikke det vigtigste år i musikhistorien, men ikke desto mindre kunne man da snildt have inkluderet tilsvarende stærke skæringer som Thin Lizzys 'Black Rose' og Motörheads andet album i 1979, 'Bomber'. For ikke at forglemme Sods-debuten 'Minutes To Go', der fortjener mere international credit, end den er blevet givet, ikke mindst fordi Sort Sol som regel lader, som om Sods blot er en obskur parentes fra fortiden.-

Nu er det dog mig, der bliver 40, og derfor også mig der bestemmer, og jer andre, der tager fejl.
I hvert fald i dag.