Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Musik behøver ikke altid at være nemt

Populær
Updated
Musik behøver ikke altid at være nemt
Musik behøver ikke altid at være nemt

”Jeg kan godt lide at købe vinyler, når jeg er til koncerter, for så ved jeg, at pengene går direkte til bandene, og det synes jeg, de har brug for.” En snak med Anders Bøtter om glæden ved vinyl.

Dato
16-03-2014

I sidste uge bragte vi historien om lydoptagelsens oprindelse og dermed tilblivelsen af lp’en, og her får du et par personlige betragtninger fra en sand ambassadør, når snakken falder på vinyler.

”Jeg har fandeme glædet mig til det her!”

Ordene tilhører Anders Bøtter, radiovært på ’Sort Søndag’, og efter ankomst og en kort introduktion suser vi straks afsted mod den vigtigste bunker i DR i øjeblikket: Lagerrummet, hvor Anders Bøtter for nuværende omhyggeligt har lagt sit kæreste eje til at sove for en kort stund, mellem en flytning fra en lejlighed til en anden. Et sted mellem otte og ti flyttekasser tjener son midlertidige boliger for, hvad der er tilbage af hans pladesamling efter et nyligt frasalg. "En 1200-1500 stykker har jeg beholdt, og de står dér lige nu", oplyser han.

Da døren er forsvarligt låst bag os, styrer vi direkte mod kaffehjørnet, hvor jeg ydmygt bliver budt på "en af de dyre", men vælger noget sort maskinfabrikat, og bevæbnet med kaffekopper finder vi et ledigt studie, hvor der for en sjælden gangs skyld ikke er optaget. "... for det her er det hyggeligste af dem alle sammen", siger Anders, og det er såmænd også her, at langt de fleste af Sort Søndags optagelser bliver til. Der hænger en t-shirt med Carsten Holms ansigt (rygterne vil vide at det er en Mastodon t-shirt, men flere uskyldige er blevet narret af ligheden, oplyser Bøtter) bag et par opsatte mikrofoner, og to kaffekopper med rigeligt bundslam er ladt tilbage på bordet. Det er ikke svært at forestille sig, at det er her, at den ugentlige djævletilbedelse, blandet med en seriøs intention om at formidle metal til masserne, udfolder sig.

Måske du kan fortælle mig, hvorfor jeg sidder netop her, når emnet er vinylplader?


"Du sidder her, fordi jeg elsker vinyler af et bankende hjerte! Og fordi jeg solgte 2500 cd’er for et par måneder siden, og jeg græd ikke. Der var ikke en flig af afsavn. Det var bare farvel. Og jeg er jo fra 90’er-generationen, jeg er vokset op med cd’er, og det overrasker mig faktisk lidt, at der ikke var nogen af dem, jeg tog op, der fik mig til at tænke ”eeej, dig kommer jeg virkelig til at savne”. Jeg har et par enkelte signerede demoer af et eller andet band, der er blevet til noget, og dem beholdt jeg, ligesom du beholder et familiefoto af samme årsag. Så cd’erne kom væk, og nu fokuserer jeg kun på vinyl og digital streaming, fordi jeg bruger begge dele lige meget.

Der er mange, der har den opfattelse af vinylnørder, at de sådan nogen, der kun bekender sig til vinyl, og sådan har jeg det overhovedet ikke. Vinylen er, hvad jeg har derhjemme, og det er mine små kunstværker. Det er dem, der absolut betyder noget for mig, og så bruger jeg i meget høj grad streaming også. Inden jeg skilte mig af med hele min cd-samling, brugte jeg faktisk otte måneder på at digitalisere den meget nøje. Jeg skrev covernoter ned, samt noter til hver enkelt fil. At jeg hørte det her album der og der, så de minder har jeg gemt. Det var et kæmpe arbejde. Det ene udelukker ikke det andet, men vinylerne det er sgu der, hvor jeg sådan ... "

Men hvor har du det fra? Kommer du fra et hjem med vinyler?

"Nej, min forældre havde en båndsamling, da jeg var lille, altså kassettebånd, så det var mit første format, og det brugte jeg meget. Men jeg blev også hurtigt bevidst om, at det format blev slidt. Jeg hørte de her bånd rigtig meget, og nogle af dem var jo fra 70’erne, som min fars Queen og Bob Dylan-samling, og da kunne jeg i en meget tidlig alder høre, at der var slitage. Og det var jo ikke, fordi der var spildt rødvin på dem eller noget, de var bare blevet kørt igennem båndoptageren titusinde gange. Så da cd’en kom, var det bare sådan "wooow, det er vildt!": Man kunne skifte nummer og behøvede ikke at spole, så jeg er faktisk gået uden om vinyler i hele min opdragelse.

Som 20-årig blev jeg ansat som butikschef i den nyåbnede afdeling af Moby Disc i Svendborg, og de havde både vinyler, cd’er og dvd’er. Og også vhs’er stadigvæk. Jeg havde en chef, som havde det helt store vinyl-setup, rørforstærker og sådan noget, og der begyndte jeg at høre vinyl, og det begyndte at gå op for mig at ... jeg fik sådan en oplevelse af, at musik ikke altid behøver at være nemt. For det der med cd’en, hvor du bare sætter den i og trykker på play og én frem, det var det, der var meget tiltalende ved det, og det gik meget hurtigt.

Jeg fik en oplevelse af, at det ikke behøver at gå så hurtigt. Det kan det godt gøre, hvis du er på farten, og jeg har altid haft discman, og der gik mange år, inden jeg skiftede den ud med en iPod, men da jeg var hjemme ved min chef, og han lærte mig virkelig dét der med at sætte sig ned og høre en plade. Det fascinerede mig meget. Og så var lyden hjemme hos ham bare ufatteligt god!

Han havde brugt ufatteligt mange penge på sit anlæg, og når jeg hørte en cd på det selvsamme anlæg, som var så godt, selvom han havde en DAC (digital analog converter), så man kunne høre cd’en i sin fulde lyd, så var jeg bare sådan nogle gange ... Der var ikke helt det samme spil og den samme varme i det. Så lavede jeg en deal med min chef, om at jeg kunne komme ind i butikken med mine cd’er, og så solgte han dem som brugt. Til gengæld kunne jeg tage en vinyl, så vi byttede lige over. Det var sådan, jeg startede med at få et seriøst forhold til det.

Det har på daværende tidspunkt været en god deal for min chef, for da købte folk brugte cd’er. I år 2000 kostede cd’er stadig rimelig meget, men det var lige på vendepunktet, så den var nok ikke gået i dag. Det ved jeg, for jeg har lige solgt 2500 cd’er, og jeg fik ikke særlig meget for dem. Jeg gik ned i Accord med otte flyttekasser.

Der var engang, hvor det kom an på at have et højt antal af cd’er, og det gjorde det også for mig på et tidspunkt. Jeg synes, at den største gave, som streaming har givet til os musiknørder, er, at vi ikke behøver at have gigantiske samlinger derhjemme. At man netop kan skære ind til benet, og når man gør det, hvorfor så ikke have den ultimative kvalitet? For jeg har det sådan med min pladesamling, at dem, jeg har stående derhjemme, det er plader, der er guld værd for mig. Og jo, der er mange!!

Og så er der også nogle kunstnere, som jeg bare skal have ALT med. Alle Tom Waits-plader for eksempel, og det er ikke sikkert, at jeg hører dem alle sammen lige meget, og jeg synes ikke, at de alle sammen er lige gode, men der er heller ingen dårlige. På det punkt har jeg stadigvæk et samlergen. Det skal være komplet. Ligesom David Bowies diskografi, den skal også være komplet, selvom der i hvert fald er en fem-seks stykker, som jeg bare synes, er det argeste lort. Men vinylerne er virkelig blevet skåret ind til benet, det er ligesom kernehuset i æblet, der hvor livet kommer fra. Det er essensen af den musikperson, jeg er."

Men rent lydmæssigt - de plader, man laver i dag, er vel efterhånden bare digitaloptagelser, der bliver smidt ned på vinyl?

"Det er lidt forskelligt, afhængigt af hvad det er for nogle musikere. Jeg ved, at der er nogen, der går meget op i at lave det analogt og køre det ind på bånd, men der er også andre, der gør det digitalt. Men efterhånden er de digitale optageformater så gode, at de er sammenlignelige med den åbne analoge port, men jeg vil stadig påstå, at man ikke får den samme varme i det, og det er også noget af det, der er faldgruben netop ved genudgivelser på vinyl, for der er meget stor forskel på, om genudgivelsen kommer fra de analoge masterbånd, eller om de kommer fra en cd, der er genmastereret.

Jeg vil ikke sige, at man er lige vidt, og jeg vil til enhver tid foretrække vinylen, men du kan altså godt høre forskel. Jeg har f. eks originalen af Mercyful Fates ’Melissa’, men den er slidt, for den har jeg købt i en meget brugt version, og så har jeg genudgivelsen fra Roadrunner, hvor coveret er grimt, og ... jamen, lyden. Det lyder bare ikke lige så godt. Jeg er helt sikker på, at de må have taget selve masteren fra en eller anden digital master og så bare smidt den over på vinyl. Men jeg vil stadig mene, det er bedre. Jeg kan bedre lide følelsen af det."

Ja, for er det lyden eller mediet? Er det også det der med at sætte en plade på?

"Selve lyden, det er sgu en smagssag. Hvis man er vokset op med digital lyd, der er fuldstændig klinisk, så kan jeg godt forstå, at man kan synes, at vinylen lyder mærkelig, og at det skratter lidt nogle gange. Jeg vil til hver en tid kæmpe for, at komprimeret lyd, de facto komprimerede filer som mp3er, bare skal dø. Hurtigst muligt. Det skal bare udraderes, for der er en forskel. Altså: Skal det være digital lyd, så skal det være ukomprimeret, og så skal det være nogle store .WAV-filer. At iTunes får lov til at sælge deres musik så komprimeret, som de gør, det synes jeg er en skandale! Det er vanvittigt, at de ikke har et deluxe-abonnement, du kan købe. Og så er de begyndt at lave det, der hedder Mastered For iTunes, og det hjælper lidt i nogle henseender, men det er bare sådan stadigvæk, at man skærer toppen af lagkagen væk.

Så selve lyden vil altid være en smagssag, og jeg gider ikke gå ind i en eller anden kamp med folk, der har det sådan ...: ”Jeg kan ikke lide når det skratter”. Jamen fint. Men jeg har stadigvæk mine kongeeksempler i min pladesamling. Altså, mit første optryk af Rage Against The Machines første plade; at sætte den på og sammenligne den direkte bagefter med cd’en. Hvis man ikke kan høre en forskel dér, må man simpelthen sidde på sine ører. Det er, som om bassisten står lige i dit fjæs!

Angående selve artworket, så er der ingen tvivl om, at vinylen i den grad vinder på hele sin visuelle æstetik. Det er lettere at lave store flotte vinylcovers. Det kan både være store værker fra internationale kunstnere, men det kan også være fra mindre danske bands. Se bare den nyeste Helhorse (’Oh Death’, red.). Det er såmænd en flot cd, men når man ser deres vinyl, tænker man, at det er sådan her, det SKAL se ud. Det er dét her, der er meningen. Det malede tillæg. Så coverartworket vil altid være mere lækkert. Det er bare flottere. Og dét vil jeg ikke diskutere."

Nu vi snakker nyere danske bands, kan man jo sige, at vinylen i høj grad er kommet stærkt tilbage blandt nyudgivelser. Har du et bud på hvorfor?

"Jeg tror igen, at det er en af gaverne fra streaming, for når du har fået streaming og i det hele taget digital transportabel lyd fra forskellige afspillere, så er cd’en blevet overflødig. Men ønsket om at eje et stykke musik, at eje det her kunstværk, den er der stadigvæk. Så kigger folk henimod, hvordan de kan eje det mest ultimative kunstværk. Det kan de gøre ved at købe vinylen."

Men når man som musiker skal sidde og beslutte sig for, hvilket format man skal udgive i, hvorfor laver man så ikke bare en cd?

"Langt de fleste musikere kan godt se fidusen i en vinyl. Og jeg tror også, sådan helt lavpraktisk, at der rundt om i Europa er nogle vinylfabrikker, der har overlevet den her store tilbagegang, der var op igennem 80erne og 90erne, og at man nu kan få trykt vinyler ret billigt, set  i forholdet til, hvad man kunne forestille sig, det kostede, dengang cd'en var på sit højeste. De er der stadigvæk, og du kan få trykt nogle vinyler til en rimelig penge. Det tror jeg, de fleste musikere også er interesserede i fordi de kan se, at folk køber det.

Og musikerne, vil jeg da håbe for dem med de aftaler, de har, kommer da til at tjene flere penge på sådan et fysisk eksemplar af vinylen, end de gør på streaming. Det er den store, dårlige ting ved streaming, men det vil jeg mene er en sag mellem pladeselskab, streamingtjeneste og musiker, ikke en sag mellem musiker og forbruger, for jeg vil gerne høre musikerens kunst, og jeg vil gerne kæmpe for musikerens ret til flere penge, men det virker lidt uoverskueligt for mig som forbruger."

Der må også være en fordel i at kunne sprede sin musik på den måde?

"Det er der ingen tvivl om, og det er lidt akilleshælen for streamingmusik, fordi alle musikere gerne vil have deres musik på iTunes, selv hvis de så kun får én procent af prisen af Apple for at have det liggende der. Det virker mange af dem til at være ligeglade med, men man må sige, at musikerforbundene igen har fået en kæmpe berettigelse, for det her er et reelt problem.

Jeg kom til at tænke på, at endnu en fordel ved vinylen er, at den investering, du har gjort i det fysiske medie, ikke ser ud til at falde. Jeg fik ingenting for 2500 cd’er, men jeg var samtidig nede med en 100-150 vinyler, som var velholdte, og dem solgte jeg videre og fik fandeme næsten en sammenlignelig pris, fordi det er et format, der bare ikke rigtig forgår. Kvaliteten bliver på dem. Selvfølgelig kan de blive ridsede og slidte, det kan cd’er også."

Ja, for det er vel stadig sjovt at have en vinyl, selvom den er slidt, i forhold til at have et ødelagt plastikcover?

"Ja, vinylen repræsenterer en investering i musikken, som cd’en bare ikke længere gør. Jeg tænkte jo også dengang, jeg købte kæmpe store samling af cd’er, at det var en investering, og jeg havde mange bands, jeg decideret samlede på, hvor jeg købte hver eneste fucking single, der udkom. Altså prøv at gå ned i en brugtforretning i dag og spørg efter en cd-single, så griner de dig lige op i fjæset.

Det er så også der, hvor cd’en stadig har lidt at skulle have sagt. I nichegenrerne og de små miljøer. Musik fra opstarten af dansk dødsmetal for eksempel, hvor der blev udgivet ting på cd, som ikke er udkommet i andre formater, og som hverken ligger på iTunes eller Spotify. Men hvis vi tager en eller anden dansk dødsmetalklassiker på CD, så har den en høj værdi lige nu, men den dag, den havner på Spotify eller Wimp, så er den bare ikke særligt meget værd længere. Én anden ting er så altid, hvad folk vil betale for den, det er klart. Men den mister i hvert fald en hel del markedsværdi."

Nu vi snakker værdi, hvad er så din dyreste plade?

"Jeg tror, det er noget af det danske punk, jeg har. Jeg har de her klassikere for vinylsamlere, der går tilbage til punkens opstart i Danmark, som man ligesom skal have, og som kun er udgivet i nogle få hundrede eksemplarer. Den legendariske ’Concert of The Moment’ live fra saltlageret i ’79, hvor Martin Halls første band og Sods (senere Sort Sol) optræder i en meget tidlig inkarnation, samt en lp fra Nosferatu-festivalen, hvor Nick Cave også spillede, men ikke er med på pladen, desværre, på grund af rettigheder.

Sort Sols første 7"’er-single må i den grad også være nogle penge værd. Og så igen, det er jo et spørgsmål om, hvad folk vil betale, og tit så er det jo sådan, at det, man har, som er udgivet i meget få eksemplarer, er dét, der koster noget. Mine første amerikanske optryk af Pixies’ plader tror jeg også er nogle penge værd."

Var det en af de der samlinger, der skulle være komplette?

"Ja, ja. Ja, for satan! Og så ved jeg, at nogle af dem er sjældn,e bare fordi de er udgivet i så få eksemplarer. Jeg har solgt nogle ting, som jeg har fået rigtig mange penge for og bare tænkt "yes", fordi jeg aldrig hørte det. Jeg fandt ud af, at jeg åbenbart havde et meget sjældent U2-boxsæt med deres fem første plader, som kun var udgivet af den svenske fanklub. Og det eneste, der adskilte den her fra alle de andre, var bogstaverne SW i katalognummeret, og det står for ’Sweden’. Den købte jeg for 250 kr. og solgte for omkring 3000 kroner. Så af værdi er det nok nogle af de der gamle punkting og ja, så selvfølgelig Mercyful Fates første udgivelse på vinyl."

Den bliver vel ikke solgt?

"NEJ! Jeg har ting af høj værdi, som jeg overvejer at sælge "on a rainy day", når jeg ikke har hørt dem i ti år, men der er ikke noget værre end at komme til at sælge noget og så fortryde. Det har jeg lært gennem årene. Jeg har ikke gjort det mange gange, men der er en to-tre gange, hvor jeg har solgt noget til en høj pris og bagefter har siddet og tænkt: "Fuck mand! Nej, hvor jeg savner den plade!""

Har du nogle gode fifs hvis man gerne vil vide noget mere om sine vinyler og finde ud af, hvad de er værd?

"Så skal man gå på discogs.com. Find den plade, det drejer sig om, ved at søge på katalognummeret. Så har discogs den fine funktion, at den skriver de formater, den er udgivet i, så man kan finde frem til den rette plade. Ofte er der så en vurderingsknap, der viser, hvad den blev solgt for sidst på discogs, og så får man en ide om, hvor markedsprisen ligger."

Jeg har prøvet discogs, men har svært ved at finde info om pladen, som eksempelvis hvor stort et oplag den er udkommet i, og den slags.

"Se det kan også være svært. Men der er jo de legendariske historier om legendariske pres, der er trukket tilbage på grund af det ene eller det andet. De er mange penge værd. Alle vil gerne finde David Bowies plade ’Diamond Dogs’, hvor den hund, som han er klonet med, har en gigantisk pik. Jeg ved ikke, hvor mange eksemplarer, der nåede at komme ud af fabrikken, men den kom nok ucensureret ud i et par tusind eksemplarer, og det er en af hans allerbedste plader."

Men det ved du, fordi der er en historie omkring det?

"Netop, det er sådan noget, man ser og hører, når man har arbejdet i pladebutik i så mange år. Det er jo sådan noget, som alle vinyljægere drømmer om at støde ind i. At komme ud til et eller andet loppemarked i Øster Tørslev, og så står den der bare: Wow!

Jeg tror også, at det er meget vigtigt at understrege for folk, der gerne vil starte en vinylsamling, at der jo også findes dårlige vinyler, ligesom der findes mp3er, der lyder af lort, fordi de er komprimeret helt ned til en lav kvalitet. Man skal blive mistænksom, hvis man har en lydfil på  én megabyte. Så er det enten grindcore, der varer syv sekunder, eller også virkelig dårlig kvalitet. En fil skal som hovedregel fylde over ti megabyte, eller lige deromkring.

Dengang, vinyl var rigtig stort i 70’erne og 80’erne begyndte, man også at trykke rigtig mange oplag, og så begyndte man at blive interesseret i at spare penge, hvor man kunne. Så lavede de den her tynde vinyl, som kunne være blevet smeltet om tusinde gange, og det er også derfor, man bruger udtrykket "jomfru-vinyl", som betegner vinyl, der ikke har været brugt til andet.

Så den der illusion om, at så snart du har en vinylplade, så lyder det bare godt, det passer ikke. Jeg har masser af vinyler derhjemme, som er fjerde optryk, så når du tager den op, er den lige ved at bue, fordi den er så tynd, og det lyder af lort. Så lyder cd’en bedre. Det har noget med tykkelse og materialet at gøre. Det er lidt ligesom de cowboybukser, du betaler 2000 kroner for. De har et bedre stof, end dem du køber i H&M til en 50’er. Og sådan er det også med vinyler. Man kan især mærke det. Den gode test er at tage fat om vinylen med begge hænder og så ryste den frem og tilbage."

Anders udstøder en lyd som en sav, der bliver strøget med violinbuen, og fastslår: "Hvis den siger sådan her, så er den for tynd! Den skal simpelthen stå fast.

Man skal finde sit temperament, når det handler om musik. Jeg er på ingen måde religiøs, når det handler om vinyl. Jeg elsker streaming og de digitale formater, fordi de er så lette at tage med. At de gør musikken tilgængelig på en måde, som vinyl bare ikke kan, og det er megafedt. Jeg kender dem, der er religiøse omkring det, og som kun sværger til vinyl, og det er ikke til at holde ud at høre på. Man skal finde ud af, hvad der spiller for én personligt.

Jeg fandt f. eks. ud af, at det er det fysiske, og det handler nok om, at jeg kommer fra cd-alderen.

På cd’er kan du rimelig godt se, hvad der står på ryggen, fordi det er ret bredt. Det kan du ikke på alle vinyler og slet ikke, hvis du har plasticcoveret ude over, og jeg var ret frustreret over, at jeg ikke kunne det, så derfor tænkte jeg: "Okay, hvad er det jeg savner her?" Jeg savner at se coveret og stå og bladre igennem vinylerne ligesom når jeg er i en pladebutik.

Derfor fik jeg min far, som er snedker, til at bygge en kæmpe lang reol som så hænger oppe på væggen, så alle mine vinyler kan stå med fronten fremme, ligesom i en pladebutik. Fordi det visuelle er meget vigtigt for mig. At jeg kan se coveret. Det gjorde, at jeg hørte mine vinyler mere lige pludselig, fordi jeg kunne stå og bladre dem igennem. Så det her med, hvilket temperament man har, og hvordan man skal have det, det synes jeg er sindssygt vigtigt, for der findes ikke én løsning. Nogen vil gerne have det stående fremme for blær, andre bare have nogle kasser under sengen, som de kan tage frem og rode i. Whatever suits you."

Går du meget op i gear?

Jeg har haft nogle forskellige pladespillere. Dem jeg har været gladest for, har været Pro-ject, som laver nogle meget simple pladespillere. Der er fandeme ikke noget, der kan gå i stykker på dem, og det kan jeg godt lide. Der er én knap: On/off, og så har den en drivrem, der kører rundt, og så løfter du pladetallerkenen og sætter den på 45 eller 33 omdrejninger, og dét er det. De virker bare og de lyder skidegodt. Men på et tidspunkt så spillede jeg rigtig meget 7"’er-singler, der kører på 45 omdrejninger, og jeg blev simpelthen så træt af at skulle skifte. Man kan få nogle modeller med skiftearm på, men de koster rimeligt mange penge, så gik jeg over til den klassiker, som mange anbefalede mig: En Technics 1210’er, den legendariske pladespiller over dem alle, og det forstår jeg eddermaneme godt, at den er. Den er robust, går aldrig i stykker, og så virker den bare. Det er et spørgsmål om at sætte en god pickup på.

Min tidligere chef købte på et tidspunkt en ny pladespiller, og den var megafed. Technics er faktisk gået væk fra deres 1210’ere, men jeg tror nok, at de har solgt designet videre eller givet det fri. Et japansk firma, der hedder Audio-Technica, har lavet en mere eller mindre tro kopi af 1210’eren, men ligesom forbedret hvad der kunne forbedres. Super fucking lækker. Det, der er ved dén, er, at der også er en forforstærker i. Normalt, når du spiller vinyl, så vil du gerne have signalet forstærket en lille bitte smule, og den her pladespiller havde så indbygget forstærker i, og jeg tænkte: "okay, her kan jeg spare lidt hi-fi gear derhjemme". Mit hjem er ... fucking ... tætpakket! Der er Apple TV, sonos-streaming, Playstation 3, en Amiga og et tv. Der er rørforstærker, pladespiller, cd-afspiller, båndoptager og spolebåndoptager. Det er bare blevet for meget, så jeg tænkte: "Der kan jeg i hvert fald komme af med én dims!""

Har du en bestemt pladebutik, du frekventerer, eller køber du lige så meget, når du er til koncerter?

"Jeg kan godt lide at købe vinyler, når jeg er til koncert, for så ved jeg, at pengene går direkte til bandene, og det synes jeg, de har brug for. Og især hvis jeg har været til en god koncert. Men ellers så køber jeg meget gennem min gamle chef, som snart får en fysisk butik igen, men han har i mange år ikke haft det, så han har kørt det på nettet. Den hedder recordpusher.com, og jeg synes, hans udvalg er fedt, han har en fed stil. Der kommer en butik i Odense i næste måned, tror jeg, og det er kun vinyler. Og så måske lidt tilbehør; fede hørebøffer, gode pickupper og sådan noget der. Ingen cd’er og ingen dvd’er ... måske en god kaffemaskine."

Jeg så for resten lige noget om den der ’Sort Kaffe og Vinyl’-biks forleden, og det virker sådan lidt ... Så er der bare kaffe og én hylde med plader?

"En enkelt ting, ik’ også? Nogle af de der vinylbutikker, der er kommet i København, som er trendy, fordi vinylen nu er in igen, de er simpelthen til at lukke op og skide i. Jeg kan fucking ikke ha’, at de sådan ... Ja, for det første, så er udvalget meget smart og meget klinisk, og så tager de bare overpriser. Jeg har arbejdet i pladebutik i over ti år af mit liv, og jeg ved godt, hvad tingene skal koste. Jeg bliver ikke fornærmet, hvis en vinyl koster en tier mere, hvis den er i en butik og fred være med det, men når man sætter prisen fyrre procent op på en vinyl, bare fordi man har en smart kaffebar, det synes jeg simpelthen er så nederen.

Fair nok, hvis du sælger små kunstneriske bands fra København, som ikke bliver solgt eller distribueret andre steder, men så har du også noget særligt. Godt nok. Men når jeg går ind og ser, at Nick Caves nyeste album koster 250,-, så irriterer det mig helt vildt meget. Og jo, hvis jeg så skal have vinyl her i København, så går jeg selvfølgelig i Rock Uglen! Den butik vil jeg bare gerne støtte."

Og yndlingspladen?

"Det er en lidt overraskende én, for det er slet ikke mit yndlingsalbum overhovedet, men det er Smashing Pumpkins' ’Machina/The Machines of God’. Det er den flotteste vinyl, jeg nogensinde har købt, tror jeg. Hvis én nogensinde siger til dig: ”Hvorfor kan du godt lide vinyl over cd’er?” så vis ham dén. Det er en dobbeltvinyl ,der bare er pakket med det flotteste artwork, og det hele er så flot imprægneret ind i papiret, at det ligner sådan nogle gamle papyrus-ruller. Den er SÅ fucking lækker altså! Og det er ikke sådan en deluxeudgave, for jeg har for eksempel også Radioheads ’In Rainbows’ i sådan en gigapakke, og den er også flot, men den er lavet som en deluxe-udgave. ’Machina’ er lavet så lækkert, men det er bare en standardudgave!" 

Hvad er det sidste du har købt?

"Det er den her", siger Anders og befrier nænsomt Behemoths ’The Satanist’ fra sit plastic-eksil. Han åbner omslaget og bladrer eftertænksomt indholdet igennem.

"Og igen. Nu har jeg ikke set cd-versionen, men dét, at der er sådan en forklaring til hvert nummer ... hvis jeg ikke havde læst de her ting, ville jeg ikke have forstået albummet så godt, som jeg gør nu, og kunne ikke have lavet det interview med Nergal (forsanger og guitarist i Behemoth, red.) på den måde, jeg gjorde, og det kan sagtens være, at det også er på cd’en, men den er ret flot. Og sådan noget som materialet - det betyder noget. Den er fucking sej, den her plade!"

Er der nogen plader, du ikke har i din samling, som nager dig? Nogen du altid kigger lidt efter?

Grinet kommer ligeså prompte som svaret: "Tusind, tusind, tusind ... Det er så noget helt andet end metal: Jeg har aldrig hørt et dårligt Beatles-album, og der er mange album, jeg virkelig nyder at høre, men jeg kunne godt tænke mig den boks, der er udkommet med alle Beatles’ plader, og som koster mange tusind kroner. Den vil jeg pissegerne have.

Der er jo ting, jeg på en eller anden måde altid leder efter, og det er ofte noget, der er udgivet i meget få eksemplarer. Jeg leder generelt efter gode optryk af David Bowie, det kan godt være svært at finde. Mange af dem, jeg har, lyder simpelthen så dårligt, og det er bare en smerte at sætte det på.

Men ellers er jeg meget flittig gæst på Nørrebrohallens plademesse. Der finder jeg sgu altid noget, jeg gerne vil købe. Men det er sjovt, så tit jeg glemmer, hvad jeg leder efter, og af samme årsag er jeg kommet til at købe nogle plader, jeg havde i forvejen, fordi jeg bare tænker: "FUCK, den vil jeg gerne have!", og så kommer man hjem ... "Nåh ja, den har jeg." Jeg har købt Sonic Youths ’Daydream Nation’ tre gange!"

Hvad tror du, det næste bliver? Nu har vi været igennem kassettebånd og cd-revolutionen, og vinylen er kommet tilbage. Hvordan ser fremtidens musikindustri ud?

"Jeg tror, at den digitale revolution ligesom er endt der, hvor den burde have været fra starten. Det her med, at digitale filer ikke behøver at have en beholder som en cd eller en minidisc. Folk er også begyndt at være flinke til at lægge downloadkoder i vinyler, så man kan kombinere sit køb. Jeg tror, at fremtiden tilhører vinyler og rigtig meget streaming. Det er bare vejen frem, og med tiden skal de nok finde ud af at få gjort det endnu bedre.

Som sagt er jeg stor fan af streaming, for jeg har været samler hele mit liv, og jeg har altså haft nogle lejligheder efterhånden, som har været et kaos at bo i. Det lignede, at en vagabond var flyttet ind, fordi der bare ikke var noget plads. Jeg har også været oppe på en dvd-samling på flere tusinde, fordi jeg er filminteresseret af helvedes til, men jeg har jo også måtte skære ned på det, og nu findes der forskellige abonnementer til Netflix og HBO, og det er jeg glad for.

For til sidst har det fået sådan et omfang, hvor jeg ikke har nydt det. Jeg har følt mig fanget i, at hvis jeg skal have de her ting, og det skal stå flot, så bliver jeg nødt til at have en seksværelses lejlighed. Engang for nogle år siden gik jeg meget op i det der med at eje det. Det var meget vigtigt for mig, men jeg har ikke helt den samme følelse mere."

Tager du vinylerne med ud til venner, eller når du skal spille?

"Nej. Vinylerne er et udtryk for, at jeg slapper af derhjemme, og når jeg er privat. Det er nok også derfor, at den musik, jeg beskæftiger mig mest med på P6 Beat, er den, jeg har mindst af derhjemme. Jeg har ikke lyst til, når jeg har knoklet med Sort Søndag i lang tid, at komme hjem og se den her gigantiske metalsamling. Du kan kalde det at have en bred smag eller være skizofren, men jeg hører meget forskellig musik og derfor, jo mere Sort Søndag, jeg begyndte at lave over årene, desto mindre er min metalpladesamling blevet, fordi jeg bare har skåret ind til benet af, hvad jeg virkelig godt kan lide. Så jeg har hele min Slayer-samling og hele min Mercyful Fate-samling, og det kan være, der skal startes en Behemoth-samling efter deres seneste album ’The Satanist’.

Jeg har en del hiphopplader, og jeg har langt flere punkplader, end jeg har metal. Og meget mere singer/songwriter; altså en hel stribe Leonard Cohen, Nick Cave og Tom Waits. Det er min private ting, og havde jeg lavet et program a la Sort Søndag, som handlede om singer/songwritere og country, havde der på samme måde været mindre af det derhjemme. Så pladerne er i mit hjem, og jeg låner dem ALDRIG ud. Det kunne jeg aldrig nogensinde finde på."

Er der noget lidt højhelligt over det?

"Ja, det er der. Mine dvd’er må man gerne låne, og spil til min Playstation tager man bare,  men pladerne: De bliver."

 

Menu