Fra voks til vinyl

Før det overhovedet var relevant at diskutere metalproduktion og lydmix, fandtes en tid, hvor indspilning slet ikke var mulig. Vi tager et kig tilbage til begyndelsen.

I den digitaliserede virkelighed vi lever i, hvor afspilning af lyd blot kræver et tryk på en knap, er det stort set umuligt at forestille sig et liv uden online medier med tilhørende streamingtjenester og let tilgængelig musik, der flyder ud af alt for dårlige højttalere, når og hvor vi ønsker det, og hvor musik bliver noget individuelt, vi hører hver for sig, når vi sidder ved siden af hinanden.

Med mindre man går til koncerter med klassisk musik, er det ligeledes svært at genkalde sig kraftfuldheden i akustiske instrumenter, inden det lod sig gøre at forstærke og indspille dem. Vigtigst er den store betydning, indspilningsmulighederne siden slutningen af 1800-tallet har givet fællesskabet, hvor man gik på fonograf-caféer for at lytte til musik, mens radioen senere gav muligheden for hurtig spredning af nyheder og dét at være fælles om musik på den præmis, der var. Datidens auditive facebook.

Vi skal hilse på en god, gammel ven, vinylen, hvis endelige format var mere end 40 år under udvikling. Dens ophav findes i den første succes med fysisk at notere lyd. Her et kig på fonografen ("phonograph": Phono = lyd og graphos = skrift) der altså kunne lave afskrift af lydfrekvenser, og den nært beslægtede lillebror, fonoautografen.

Fonografen

I 1857 havde franskmanden Édouard-Léon Scott de Martinville taget patent på fonoautografen, som er den første kendte maskine til optagelse af lyd. Lyden blev visualiseret som bølgebevægelser fanget på røgbleget papir eller glas, såkaldte fonoautogrammer, men fonoautografen havde den afgørende mangel, at lyden kun kunne noteres, ikke gengives.

På samme tid gik en ung fyr rundt i Ohio og rodede med forskellige mekanismer, der senere blandt andet resulterede i opfindelsen af glødepæren. Fyren hed Thomas Edison (1847-1931), og havde han haft sit virke i dag, var han højst sandsynligt blevet placeret på en specialskole. Grundet hans konstante spørgsmål og behov for ny viden var han simpelthen nok både dum og forvirret, hvad der givetvis hang sammen med hans store hoved, mente man.

Edison var tillige tunghør og fik måske grundet lærerens negative vurdering aldrig rigtig noget ud af skolen, hvorfor han 15 år gammel gik i lære som telegrafist. I 1869, som 22-årig, tog han sit første patent af mange og havde ved sin død i 1931 over 1000 patenter i rygsækken. Den førstefødte blev kaldt ”electric vote recorder” og havde den ydmyge pligt at tælle stemmer i valgsituationer.

I samme periode kommer opfinderen Charles Cros på den fine ide, at lyden fra de Martinvilles fonoautograf bedre kan bevares ved at printe den på metalplader, men uafhængigt af Cros' arbejde fanger Edison fidusen på samme tid og udvikler cylinderformen, som gør gengivelsen mere simpel, tillige med at han erstatter det klodsede metal med det lettere bearbejdelige voks.

Thomas Edison med sin fonograf

Edisons fonograf blev patenteret i 1877 og kunne, hvad de Martinvilles fonoautograf ikke magtede, nemlig ikke blot at registrere lyden fysisk, men også at gengive den.

Emile Berliner

Fonografen og fonoautografen var nært beslægtede og nævnes begge i Alexander Graham Bells udvikling af telefonen. På Bells fabrik arbejder udvikleren Emile Berliner, og det er her på sin plads at takke tysken for andet end Oktoberfest, Kreator og Heidi Klum: I 1887 opfinder Berliner grammofonen, som dog først får sit endelige gennembrud i løbet af 1890’erne, da Berliner går fra at bruge vokscylindre til gummiplader og til sidst plader af shellak (harpiks-udvinding). Skiven er født! Havde han vidst, hvad skidtet kunne gengive af sataniske budskaber godt 100 år senere, havde han måske droppet projektet og var gået direkte på dødsdruk i stedet, men sådan skulle det heldigvis ikke gå.

I 1889 åbnede den første fonografcafé, og først over ti år senere begyndte fonografen sit indtog i de private hjem, men blev senere erstattet af Berliners grammofon og de mere holdbare lakplader.

Har man en ustyrlig trang til at pille ved en fonograf, står der én på energimuseet i Bjerringbro, hvor man ved et tryk på en knap efter sigende kan høre verdens første lydreklame, som selvfølgelig omhandler, hvor fedt det er at have en fonograf. Reklamen er indspillet af Len Spencer som var blandt de første til at kalde sig ”recording artist”.



Fra shellak til vinyl

Tidligere blev større værker grundet pladsmangel på selve pladen udgivet som en hel stak ad gangen, som blev samlet i et album. Heraf grunden til at vi i dag stadig betegner samlinger af sange netop som et album.

Daværende direktør for Columbia Records, Edward Wallerstein, havde sammen med en ingeniør i begyndelsen af 1940’erne eksperimenteret med en mere ren type lydgengivelse samt længere mastertapes. I 1948 bar arbejdet frugt og Columbia Records introducerede Long Play-formatet, der skulle komme til at sætte standarden for fremtidens udgivelsesformat, der i daglig tale bedre kendes som lp’en. Pladens størrelse er dens diameter angivet i tommer som herunder og "RPM" står for "revolutions per minute" eller, på dansk, "omdrejninger i minuttet", og bruges til at betegne antallet af omdrejninger på et givent pladeformat.

12”er = 33 1/3 rpm
10”er = 45 rpm
7”er = 78 rpm

Long Play-formatet havde den fordel, at det kunne rumme længere indspilninger, så man slap for de mange plader pr. udgivelse, samtidig med at materialet PVC (polyvinylchlorid, eller blot "vinyl") minimerede nålestøj og knitren, hvilket affødte betegnelsen High Fidelity (hi-fi). Det tyske institut DIN (Deutches Institut für Normung) forsøgte i 1966 at lave en international standard for, hvad et produkt mærket "hi-fi" skulle leve op til, og standarden DIN 45500 (der senere er videreudviklet til andre DIN-standarder og tilsvarende krav) havde til intention at sikre lytteren, at mediet var i stand til at yde en kvalitets-reproduktion så tæt som muligt på den originale indspilning.

I dag er hi-fi mere et begreb end en egentlig standard for lydkvalitet, og i Danmark blev de sidste shellakplader udgivet i 1958, hvorefter man helt gik over til at bruge det bedre egnede vinyl.

Albummet, der banede vejen for det store gennembrud for Columbia Records’ lp, var Frank Sinatras ’The Voice’. ’The Voice’ er originalt udgivet i 1946 som fire 7”'ere i et album og var den første udgivelse til at blive samlet og genudgivet som lp. Katalognummeret er CL 6001, og den kan såmænd erhverves på e-bay for en ganske ubetydelig mængde rigsdalere.

Analog eller digital?

Vinylen har i dén grad fundet sin vej tilbage til nutiden i strømmen af digitale medier og muligheder, og der er efterhånden gået sport i at bands udgiver små obskure særoplag i alverdens farver, så lp'en er atter blevet et eftertragtet samleobjekt, der har fundet sig til rette i malstrømmen af bits og samples.

For nogen har interessen naturligvis aldrig fortaget sig, og den evige diskussion, om hvorvidt det er den digitalt forfinede optagelse eller vinylens analoge autenticitet der er bedst, lever i bedste velgående i musikmiljøet. Nærmere sandheden er, at der umiskendeligt vil være tab af lyd, når man digitaliserer og komprimerer, men at vinylen i al sin skrøbelighed også er den optimale fejebakke for støvfnug og nåleslid, selv for den mest indædte og plejeivrige vinylentusiast.

En af dem findes tilfældigvis i det metalrige nærmiljø, og vi glæder os til at kunne bringe en sand kærlighedshistorie, når Anders Bøtter (radiovært på Sort Søndag) i nærmeste fremtid inviterer indenfor i sit personlige pladeunivers og deler sin begejstring, viden og mening om vinylen med os på Devilution og dermed jer, der læser med.

(Artiklens billede viser en Berliner Gramophone Record fra 1890'erne, der indeholder 'The Whistling Coon' af George W. Johnson)

Kildehenvisninger:
Artikel af Arne Rodahl for Hifi Akademiet
The History of The Edison Cylinder Phonograph