RF 24: En mester forsager stilstand
Kim Gordon stillede skarpt på sit nye solomateriale frem for at skue bagud. Og tak for det.
Det skorter ikke på vigtige og vægtige bidrag til musikhistorien i Kim Gordons kunstneriske oeuvre – og oven i købet har hun altid syntes opflammet af en feministisk vrede, der næsten kan få en til at se hendes musik som en form for aktivisme, hvis ikke den også har haft vidtrækkende æstetisk indflydelse på snart sagt al efterfølgende alternativ musik.
Det er altså helt uden tøven, at jeg kalder Gordon en absolut legende på niveau med størrelser som Patti Smith, Joni Mitchell og Lou Reed eksempelvis, men det, der var så givende ved denne eftermiddags koncert var, at fokus var på lyden fra Gordons to nylige soloplader. Det er værker, der viser hende som en kunstner der, i en alder af 71, stadig er søgende og eksperimenterende.
Hendes band spillede virkelig godt, men jeg vil især fremhæve hendes trommeslager, som “oversatte” albumversionernes programmerede trap-trommer til et livesæt, indimellem assisteret af samples af de genretypiske, rullende og pitchshiftede hihats. Den vildsomme og voldsomme støj, som har kendetegnet hele Gordons karriere, var også grundlaget her, hvor vi fik flest numre fra Gordons seneste, mesterlige album ‘The Collective’, men også indslag fra solodebuten, ‘No Home Record’. Numre som ‘Hungry Baby’, ‘Trophies’ og ‘I’m a Man’ var både medrivende og opflammende. Hvis jeg ikke var feminist i forvejen, kunne jeg være blevet rekrutteret til sagen på stedet alene på den kompositoriske, performancemæssige og støjæstetiske styrke. Men jeg var altså allerede medlem af den klub.
Det var en sjov ide at både indlede og afslutte koncerten med ‘Bye Bye’, et af de stærkeste numre fra ‘The Collective’, og også det fabelagtige nummer ‘Psychedelic Orgasm’ gik rent ind. Komplet med autotune på Gordons poetisk reciterende snakkesyngen. Sidstnævnte stod i øvrigt skarpt under hele koncerten. Jeg ville have elsket at høre ‘Sketch Artist’, som er en personlig favorit, men mine idiosynkratiske præferencer er jo som sådan ikke vigtige her. Den overordnede dom må være denne: Det lykkedes Gordon og Co. at forløse sangene i et liveformat, hvor støjen, poesien, indignationen og den radikale tilgang tegnede et billede af Gordon som en mester på sit felt, der stadig er i kunstnerisk fluktuation.