Årsliste 2024 – Adriana Zak
Har sortmetallen igen været dominerende i ørebøfferne? Ja!
Kan jeg igen introducere jer for en eller flere perler, I ikke har hørt om før? Ja! Velbekomme.
Føj for helvede, et år!
En moderne betonblok i Sydhavn blev skiftet ud med en personlighedsfuld herskabsvilla i den fede ende af Valby, fotograf-CV’et blev udvidet med titlen ‘husfotograf’ for både Copenhell og A Colossal Weekend, mens en certificeret yogalærer-uddannelse blev tilføjet til studium-CV’et. Bouldering blev min nye yndlingshobby, Italien rodfæstede sig yderligere i mit liv, mit ecuadorianske pas har nu – efter et kvart århundrede i dette solforladte, flade land – fået selskab af et dansk, og så blev jeg halvt forældreløs.
Har det været sjovt? Ikke altid. Heldigvis har rutsjebaneturen altid været akkompagneret af gode toner, så af hjertet tak til alle jer, der gider at bruge hundredvis af timer i klamme og klaustrofobiske øvelokaler for, at andres liv kan få soundtracks til situationer og følelser, der stikker i alle mulige og umulige retninger.
Årets danske album:
1. Cuirass: ‘Cuirass’ – Middelaldervibes uden rollespil. Sir Lars Dufwas fortælling er ganske opløftende, medrivende og et udmærket soundtrack til de tidlige morgentimer, hvor man ikke gider livet. Sikke en helt.
2. Solbrud: ‘IIII’ – En æra i dansk metalhistorie er slut. Bandet, der var de første til at spille i Brønshøj Vandtårn, og som skabte debat ved at introducere metalkoncerter i kirker, takker af med et af den lange karrieres stærkeste album.
3. Ædel Fetich: ‘I aftes i tunnellen’ – Velsagtens det sejeste bandnavn, den danske andedam er kommet på længe. Fed vokal og gode mennesker bag indspilningen og mix/master.
Årets internationale album:
1. Pyra: ‘Those Who Dwell in the Fire’ – Den norditalienske ekstremmetalundergrund har fat i den lange ende. Endnu en perle fra Alpernes skygge, som i sin kaotiske simplicitet omfavner afkroge af døds-, black- og doommetallen, sammensat af et virvar af helvedesild.
2. Black Curse: ‘Burning in Celestial Poison’ – Mange bands kan ikke finde ud af at lave en stærk toer; denne sorte forbandelse er ikke en af dem. Aggressiviteten fra debuten lever i bedste velgående, og ligeså gør de fængende og velskrevne melodier. Bravo!
3. Invunche: ‘Atavismo’ – Black metal og amerikansk (Amerika er et helt kontinent opdelt i tre, ikke et land!) mytologi er som skabt for hinanden; i dette enmandsprojekt er chilote-kulturen omdrejningspunktet for et sammensurium af den karakteristiske, norske lo-fi lyd, crust og d-beat, som burde inspirere andre sortmetalbands til at yde lidt bedre.
4. Oranssi Pazuzu: ‘Muuntautuja’ – Sjette udspil fra finnerne er ikke deres stærkeste, men ikke desto mindre et lille mesterværk fyldt med finesser, mystik, dynamik og uendelig mange lag, som man kan gå på opdagelse i gang på gang. Ikke to gennemlytninger er ens og er endnu en manifestation af, at det er et af vores samtids dygtigste og mest spændende metalbands.
5. Uncle Acid & the Deadbeats: ‘Nell’ ora blu’ – È un album strano? Sì! Era quello che ci aspettavamo da questa band? Sicuramente no. Tuttavia, messo come colonna sonora per un film giallo inesistente, descrive perfettamente l'amore di Starr per l'horror vintage, a cui ci ha introdotto durante l'intera carriera della band. Quindi, in questo senso, è in qualche modo l'album perfetto degli Uncle Acid. Ora possiamo solo sperare che segua un film vero e proprio.
Årets danske hit:
St. Digue feat. Pleaser: ‘Get Caught’ – Det er dansabelt!
Årets internationale hit:
Black Curse: ‘Trodden Flesh’ – Rådne riffs, sindssyg vokal og insisterende trommer, indsvøbt i kaotisk vanvid. Hverken øjne eller trusser er tørre.
Årets genfundne klassiker:
Om: ‘Advaitic Songs’ – Er det overhovedet muligt ikke at høre OM, når man er en metalelskende yogi?
Årets koncerter:
1. Hermanos Gutiérrez: DR Koncerthuset, 01-09-2024 – Hjemlandets store, musikalske stolthed. Halvanden times total opslugelse i latinamerikansk western og minutter lange, stående klapsalver, efterfulgt af hoftevridende dans til de lyse morgentimer. Årets første efterårsaften og -nat var en sand succes.
2. Blackbraid: Pumpehuset, 24-10-2024 – Endnu en kraftpræstation fra en af mine bekendte fra det amerikanske kontinent. Eftet at have misset Sgah’gahsowáhs koncerter på både Copenhell og Midgardsblot med én dag var forventningerne høje til en kærkommen oplevelse, der på ingen måder skuffede.
3. Lankum: Vega, 07-09-2024 – Var det helt sublimt at opleve et af sidste års mest anmelderroste plader og en af mine personlige favoritter live fra ende til anden? Ja! Var det yderligere fedt, at de også spillede perler som ‘The Wild Rover’ og ‘Bear Creek’? Ja! Spillede og sang de absurd godt? Ja!
4. David Eugene Edwards: Hotel Cecil, 15-08-2024 – Denne sommeraften på det tidligere Jazzhouse var ikke en decideret ekstraordinær oplevelse. Rammerne passede ikke til stemningen, og salen blev relativt hurtigt tyndet ud — alt for mange publikummer troede, at de skulle til en Woven Hand-koncert, hvorfor der hurtigt gik høj snak og masseudvandring i den (skam jer!).
Alligevel er der en magisk glæde og spænding ved at se en favoritkunstner live for første gang, og det bliver forhåbentlig ikke sidste gang, at hr. Edwards skal høres live.
5. Maria W Horn & Sara Parkman: Alice, 27-04-2024 – Gudskelov for, at jeg nåede at blive introduceret for eksistensen af ‘Funeral Folk’, inden de to kunstnere drog på tour for at fremføre den live (er der et gennemgående tema for nogle af årets fedeste koncerter, eller er det bare mig?). Melankolien og mystikken var på sit højeste, da salen i godt en time blev tryllebundet af fortællinger om døds- og sorgritualer, og den svenske horror folk-atmosfære ledte straks tankerne hen til både Hymnambulaes ‘Nausikaa’ og Ari Asters ‘Midsommar’.
Årets danske navn:
Afsky feat. Halvcirkel – Dem, der var til A Colossal Weekend og fik mulighed for at opleve Ole Luk blive akkompagneret af strygertrioen i et propfyldt Basement, ved, hvilken kraftkombination disse artister er. At matche to tilsyneladende vidt forskellige projekter og lade dem gå på opdagelse i hinandens kunstneriske verden, for derefter at skabe et fælles mødepunkt, kan tage begge parters indsats til nye højder — og det var just tilfældet her.
Årets internationale navn:
Blood Incantation – De er her, der og alle vegne. Man kan hverken åbne fjæsen, Instagram, tuben eller en random metalside uden at støde på dem. Forhåbentlig når det dog ikke så vidt, at Hø & Møg laver en grim crop top med dem.
Årets nye danske navn:
Scimitar – Tre gram Slægt, et gram Shaam Larein, et gram Endless Glory og sekshundredeseksogtres gram kaos er den perfekte opskrift på et tiltrængt og forfriskende band, der gudskelov ikke lyder som alle de leverpostejsmadder, der tilsyneladende er in i det danske metalmiljø.
Årets nye internationale navn:
Death Like Mass – Ja, ja, ja, det er jo ikke et nyt band, det ved jeg! Men må jeg ikke godt have dem med, når de først i år har udgivet deres debutalbum? Det må da tælle for et eller andet, og siden jeg ikke fik plads til dem under årets album, og Marek Górecki er ekstremmetallens ukronede vokalkonge, er det altså bare sådan, det bliver. Lev med det og lyt til ‘The Lord of Flies’.
Årets comeback:
Opeth – Åkerfeldt growler igen, hallelujah!
Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Nemonte Nenquimo: ‘We Will Not Be Saved – A memoir of hope and resistance in the Amazon rainforest’ – Hvad i alverden har en bog skrevet af en ecuadoriansk aktivist at gøre på en årsliste på et dansk metalmagasin? Ingenting og alting. De skarpe læsere vil allerede have luret koblingen mellem denne 361-siders perle og nogle af de artister nævnt under årets koncerter og udgivelser, men for dem, der ikke er kommet så langt endnu; den voksende, indianske modstand i det amerikanske kontinent. Død over imperialisme, død over kapitalisme, død over konsumerisme, død over undertrykkelse! Lad revolutionen vokse sig stærk! Make America great again!
Det overså jeg i 2023:
Altså, det ved jeg jo af gode grunde ikke …
Årets optur:
Må helt klart være alle de fede festivalfotojobs, der var gang i i sommers. Heilung blev fulgt fra de tidlige morgentimer til de sene nattetimer, da de gav en fænomenal koncert på Arena på Roskilde Festival, samtlige optrædender under A Colossal Weekend blev dokumenteret, og ligeså blev alle undergrundsartister på Copenhells Boneyard-scene. Min skridttæller var næsten lige så lykkelig, som når jeg tager på vandretur.
Årets største skuffelse:
Ikke at lykkes med sidste års drøm om at opleve Mare live, tage billeder af dem eller bruge alle mine penge på deres merch. Æv.
Største ønske for 2025:
På et personligt plan må det være, at livet bliver lidt mere chill. Skal vi have de musikrelaterede briller på, så savner jeg, at sortmetallen bliver farlig igen. Er der ikke please nogen, der vil sprætte en blodåre op, lege med ukontrolleret ild eller andet godt? Det hele er blevet så kedeligt, upersonligt og pænt.
Det glæder jeg mig mest til i 2025:
At finde ud af, hvad der er at glæde sig til.