ACW 24: Fælles i skrøbelig skønhed
At høre Ole Luks univers udfoldet akustisk med strygere er en oplevelse, de færreste forundt. Vi hastede ned i kælderen og fik en føler, vi ikke havde været foruden.
Efterårsvind
Glemsomhedens Elv
Solityde
Sorte Vand (outro)
Livets Væld Udrinder
Angst (outro)
Sig Nærmer Tiden …
Tak for Alt
Mens Kollapse i loungen ”tonede ud i et kaotisk støjende syrebad” er jeg i et helt andet mindset.
Et støvet, 70'er-brunt stuearrangement er oplyst af en trehovedet standerlampe med skærme i trafiklysets farvetoner, mens en rund skærm veksler mellem billeder af trækroner, snebedækkede landskaber og andet godt fra naturens skattekammer. Et stemningsladet akkompagnement til mødet mellem Afsky-EP'en ’I Stilhed’ og den københavnske strygerkvartet Halvcirkel, der over cello og to violiner tidligere bl.a. har fortolket Sjostakovitj og Philip Glass. Inspirationer, der måske i tristesse og tonalitet ikke ligger milevidt fra Afsky, om end temperamentet uden tvivl er noget helt andet, hvis vi snakker det mere gængse materiale – men ’I Stilhed’ kan noget andet. Den dvæler og føler sig frem, og det er da også dét, vi får at føle her på Basement i dag.
Med hver sin nodebog foran sig er hvert et anslag sirligt udvalgt. ’Altid Veltilfreds’ sætter tonen med intrikat sammenspil mellem Luk og hans medguitarist Frederik Øgaard Jensen (Mother of All), og stille og roligt folder lydbillederne sig ud. Meget stille. Ikke et ord bliver talt, og violinernes vævende opbygninger tilføjer ekstra lag til pladen, der ellers kun er baseret på det intrikate fingerspil.
I momenter kan man godt mærke, at Luk er lidt udenfor sit element, hvor nervøsiteten bliver mere tydelig. Hvor det måske kunne lyde som en svaghed, så udmunder det faktisk i lige det modsatte, i at forstærke musikkens nøgne udtryk tone for tone, med denne orkestrerede lagkage af strygere, der får den nordiske, folkemusikalske tone til at stå skarpere i karakter.
Selvom Ulvers ’Kveldssanger’ er en åbenlys parallel, så er der alligevel et større arrangement her, som runger og forstærker ambiensen i kælderen. Det kan godt være, at hver sekvens ofte er bygget op af relativt simple akkord-strukturer, men alligevel er der noget levende og drømmende, der gør dette til en helt anden oplevelse, end jeg nok havde forestillet mig det kunne udvikle sig til. En sand Colossal-koncert, hvor kunstneren udfordres i sine grundvolde, og havner et nyt, stærkt sted, der snildt kunne udforskes yderligere, interessant afrundet af en alternativ fortolkning af ’Tak for Alt’ – jow tak!
Hvis jeg ignorerede mit forhold og kendskab til den person, der står bag materialet, så er jeg stadig ikke i tvivl om, at jeg ville huske dette som en bevægende smuk og inderlig seance, der rørte dybt sent på en koncertaften, der mestendels stod i ekstremernes navn – og selvom denne kontrast uden tvivl også har givet seancen lidt medvind, så er jeg nu stadig glad ved at vide, at koncerten er optaget, og muligvis også engang ser dagens lys udenfor Basements kradse rammer.