Når trommerne stjæler spotlightet

_XTD6972
_XTD6810
_XTD6903
_XJD7328

Russian Circles var tilsyneladende det rette kort til at lukke A Colossal Weekend 2022 – men er det for tidligt, efter trioens knap 20 år på bagen, at efterspørge noget mere variation?

Spillested
Dato
21-05-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Det startede forrygende med Dave Turncrantz´ indledende trommesolo, inden Brian Cook introducerede det enkle fire-akkorders basgroove fra 'Arluck'. Den fremragende åbner fra 2019s 'Blood Year' med letgenkendelige melodilinier, der også live blev fremført i organisk ping-pong med Turncrantz´ hypnotiserende takter, og så var grundstenene til Russian Circles-lyden ligesom lagt. Chicago-trioen har gennem årene opbygget en loyal fanbase, der hylder deres lige så loyale, gennemgående sangskrivning i form af instrumental, bastant post metal-riffing med tung vægt på trommernes bærende drive. Groovet er centralt, og har altid været det – og således var det også her på Lille Vega i aften. Cook og guitarist Mike Sullivan stod som fastmonteret i hver side af scenen, så Turncrantz fik æren af center stage, og det er for så vidt meget indikativt for, hvad Russian Circles er for en størrelse.

Nu havde jeg også æren af at se dem lukke torsdagsballet på Roadburn for en måned siden, hvor jeg blankt måtte tage hatten af for Turncrantz, der lod til at være overvældet af menneskemængden og spillede, som gjaldt det hans liv. Dybt imponerende var det, og så må det stå hen i det uklare, om en procentdel af denne vurdering skyldtes min ufatteligt søvnudhungrede tilstand ovenpå et noget jetlagget efterslæb.
Hvorom alt er, så var det indlysende at se aftenens koncert på A Colossal Weekend i lyset af den aften i Tilburg, og her var det synligt, at dynamikken desværre ikke var nær så fremtrædende. Ikke på grund af Cook og Sullivan – de gjorde, hvad de skulle, og det er måske min væsentligste anke efter efterhånden at have set dem en håndfuld gange. Melodierne bærer for lidt, er ikke levende nok til reelt at give et modspil til den åbenlyse dominans fra trommerne. En pointe, som lyssætningen også mere end forstærkede ved at kaste alle spots på Turncrantz, mens de to andre mestendels rockede ude i skyggerne. Han havde også en god aften, leverede masser af schwung henover de enkle riff-figurer, hvor han havde frie tøjler til at give numrene det ekstra punch, som nu engang er deres force i live-situationen. Det var bare ikke med samme blændende indlevelse, som jeg bevidnede på Roadburn – måske kørte den på rutinen, måske var der bare ikke lige så meget på spil, men under alle omstændigheder gjorde han som forventet, hverken mere eller mindre.

Det ændrer dog stadig ikke på, at Russian Circles var et godt valg til at lukke hovedscenen på A Colossal Weekend. En festival, der i særdeleshed fokuserer på navne i den tungere ende af metalspektret, og tyngde fik vi i stor stil med drevne riffs og opbyggende trommemønstre, lige til at få den sidste adrenalin pumpet ud af kroppen. I længere passager spillede Cook og Sullivan blot samme tone på repeat, mens det var op til Turncrantz at gøre alt det hårde arbejde, og nogen gange faldt det bedre ud end andre, men vi må nødvendigvis tage hatten af for hans evne til at bære koncerter aften efter aften med så meget dedikation.

At det så efter en halv time går op for én, at man ikke kan adskille numrene, fordi der er så lidt melodi at gribe fat om, og dynamikken konstant trækker på de samme virkemidler, er en faktor, som nødvendigvis må trække fra i regnskabet. Lidt Pantera-breakdowns her og der sparkede da lidt mere liv i salen undervejs, og 'Youngblood', som vel nærmest er deres kendingsmelodi, lukkede sættet lige så stærkt, som det blev åbnet. Cook kæmpede med udfald på baslyden et par gange undervejs, og selvom det kostede ti minutters fumlen rundt midt i sættet, var det trods alt kun småirritationer i det større billede.

Lad det være klart, at Russian Circles er dygtige til det, de gør – det ville bare klæde dem at udvide lydbilledet, ikke mindst med mere vægt på Cook og Sullivans melodiske tilsnigelser, men så igen. Der er jo en stor fanbase, der hylder opskriften som den er, og det er vel også fint nok – vi er jo ikke alle skabt til at opfinde dybe tallerkener.