RB'22: Torsdag - I det musikalske legeland

Førstedagen på årets festival var the Roadburn-feeling i en nøddeskal – på tværs af ørkevandringer og sublime højdepunkter en spændende opvisning i tidens musikalske eksperimenter uden genremæssige begrænsninger.

Kurven er stejl, når man onsdag morgen er landet fra seks ugers ferie i Kazakhstan og Nepal og kun har ét døgn til at pakke om, nuppe en Green Lung-koncert på Stengade i farten, så man har lidt mindre travlt om søndagen, og stå klar i Kastrup Lufthavn kl. 7 næste morgen. Nu er jeg dog ikke typen, der fordriver min ferie i liggende stilling, så otte mand drog vi af sted med Transavia mod Eindhoven og var fremme kl 12 til en hurtig pils og kortlægning af dagens gang.

Lige præcis torsdagen var måske ikke umiddelbart på forhånd den med de højeste peaks, men på Roadburn kan alt som bekendt ske, udover det alt for ordinære naturligvis. Grænserne prøves af, og her var dagens første musikalske indspark, Big Brave, et glimrende eksempel.


En canadisk trio, der excellerede udi en gang minimalistisk Swans-tonalitet, hvor trommerne byggede op til bombastiske crescendoer, mens sangerinden skreg inciterende, ikke ulig Julie Christmas anno 'Mariner'. Uanset hvor meget hun kæmpede for at bryde lydmuren, gjorde det hverken helheden mere eller mindre spiselig, men ikke desto mindre Roadburnsk efter alle kunstens regler.



Forventningerne var højere til det svenske énmands-projekt Forndom, der for et par år siden udgav 'Faþir'. Måske, fordi det umiddelbart virkede som en lidt mere oplagt måde at starte dagen blidt med lidt dystopisk hedenskab af Heilungsk sindelag, men sikke en skuffelse. Al musik kørte på backingtrack, mens hovedpersonen selv sad gemt under en kutte og lod til at synge med. Ikke fordi man havde en chance for at vide, om han overhovedet gjorde det, for han var uden skyggen af sjæl eller nærvær. En enkelt gang tog han det kuriøse strengeinstrument ved sin side og spillede til tracket, han lige havde sat på afspilleren – men ak, også det var umuligt at høre. Dybest set kunne hele seancen være playback, og så kan musikken være nok så stemningsfuld – hvilket den da trods alt også er på plade, men det her var bare sløset. Hvem der sad der bag kutten med ærmer langt ud over hænderne, kunne man ærligt talt være i tvivl om – jeg håber da, det var ham fra Forndom, men som koncert var det under alle omstændigheder komplet spild af tid.

En hurtig falaffeldurum senere gik turen tilbage til Koelpelhal og Terminal-scenen. En vandring, som man hurtigt kan tage frem og tilbage mange gange på en dag. For de ubevandrede foregår de største koncerter typisk i 013-bygningen, hvor man både finder Main Stage og Next Stage, der i mangel af bedre vel kan sammenlignes med hjemlige Store og Lille Vega. Koelpelhal er til gengæld en hal ti minutters gang derfra, hvor man både finder The Terminal, lillebror Engine Room, den mindre udendørsscene Hall of Fame samt skateparken, der kun bruges til surprise-shows annonceret med kort varsel (som insider-joken går: påfaldende ofte i form af det lokale sludge-husorkester Thou).

Year of No Light er også velkendte her i Roadburn-verdenen. Dog ikke for undertegnede, og det gjorde måske heller ikke så meget. Seks mand høj post-metal af den instrumentale, guitarmurrende skole. Isis-melodier og den grænseløse søgen efter crescendoer var også deres gruppe-mantra, og det gjorde de for så vidt glimrende. Især når der blev tilføjet lidt ekstra 80'er-gotik til helheden, hvor fx 'Aletheia's bastone og ambiens afslørede et blødt punkt for Robert Smith, men jeg savnede nu også en mere effektiv brug af personaget i lydbilledet, når nu de havde seks mand på scenen, og fire af dem alt for ofte bare spillede samme toner uden at føje noget særligt til helheden.



Et problem, som til gengæld absolut ikke gentog sig under næste navn på Main Stage. Messa udgav fornylig 'Closer', som vi fik at høre det meste fra i tilfældig rækkefølge, og hvor især sangerinden og guitaristen kom ud over scenekanten med deres lettere mellemøstlige tone og levende sangskrivning. Selvom de måske, sammen med Solstafir, var det mest melodiske, man fandt på programmet denne torsdag, så er deres progressive doom bare enormt velskrevet og indlevende, og på den måde var Messa et godt fit til at kaste lidt afveksling ind i programmet; det kan man læse mere om her.

The Devil's Trade overlod jeg til en kollega, lettere lydmættet og måske stadig lidt i jetlag oven på omstilling fra turistlivet i Kathmandu. En lille byvandring i luftforandringens navn førte mig til en stor torveplads, der var propfyldt med vinylstande, og som pladesamler fik jeg pludselig meget travlt med at gennemsøge arkiverne på den halve time, der var tilbage, inden salget lukkede ned. Debuten med Dr John og 'Lust for Life' med Iggy Pop, sidstnævnte i øvrigt passende nok på hans 75-årsfødselsdag, røg med i original stand, og så var lykken gjort, inden turen gik videre til improviseret stamme-flip på Hall of Fame.

Lili Refrain kalder hun sig, sværtet til med sorte streger i hovedet, mens hun stille og roligt tilføjer nye trommer, synths, strenge og hvad har vi til lydbilledet. Opbygning og dissektion, udvikling og indvikling, chanting og messen, inciterende og skrigende afskrækkelse. Excentrisk er vist nøgleordet, og det var sådan set fint som opvarmning til noget andet, selvom de lange (de-)konstruktioner blev lidt for lavpraktiske og mekaniske at lægge ører til i længden.

Måske en noget aparte ting at bruge som forsmag inden Solstafir, der kastede alle eksperimenter på hylden – medmindre det da tæller med at spille diverse ti år gamle sange, man aldrig har prøvet kræfter med før. Ikke at det nødvendigvis talte i deres favør. 'Svartir Sandar' er, uanset det blandede held med genformidlingen, en uomgængelig klassiker – men hey Addi, hvis du læser med, så behøver I ikke at genskabe den live én gang til.

Mens venner rundede aftenen af med lidt mellemøstlig spacerock a la Wyatt E.. skyndte jeg mig hen til jazzklubben Paradox, der i år er blevet integreret i Roadburn-lineuppet med nogle af de mest avantgarde-/jazz-prægede indslag på festivalen. Således også Zaäar, som var ren østerlandsk eksperimenteren med finurlige instrumenter, rangler, stokke, percussion og lignende uvante syn. At klubben så var så komplet proppet med mennesker, at jeg dårligt kunne se scenen, og lyden blev forskudt derefter, hjalp heller ikke just, så det blev til beskedne fem minutter, hvor mine Devilution-kolleger var smuttet hjem til hotellet i mellemtiden.

For nærig til at betale en taxi solo joinede jeg derfor Rockfreaks-følget, selvom jeg var alt, alt for træt til andet end kun lige at holde mig oprejst – men det til trods er det umuligt at benægte, at Russian Circles leverede en af de bedste koncerter på førstedagen. Godt nok har jeg set dem 3-4 gange før, men denne aften var suverænt det mest imponerende, jeg har set dem bedrive. Især Dave Turncrantz bag tønderne stod ud med en nærmest Animal fra 'The Muppet Show'-agtig anarkistisk fleksibilitet, hvor han konstant byggede oven på numrene og tilføjede ekstra små finesser til helheden, mens Mike Sullivan og Brian Cook usædvanligt nok virkede mere som den stabile rytmesektion, som Turncrantz kunne improvisere hen over. Skal man tro programmet ret, var det 2019's 'Blood Year', som amerikanerne fokuserede på, og det er derfor også skrevet bag øret, at den skal have et par ekstra lyt for at sikre, om det var live-feelingen, der gav det ekstra niveau til helheden, som amerikanerne hidtil har manglet for mig på plade.
Sådan noget, koncerter kan gøre, når de skiller sig lidt ud fra det sædvanlige, og det er nu heller ikke så værst – selvom man stadig et eller andet sted befinder sig i en tidszone på den anden side af kloden.