Onkel Syre går til filmen
Zio Acido e i Fannulloni sono tornati, ma ben poco è più come prima.
2. Giustizia di strada - Lavora fino alla morte
3. La vipera
4. Vendetta (tema)
5. La bara resterà chiusa
6. Cocktail party
7. Il tesoro di Sardegna
8. Nell' ora blu
9. Il chiamante silenzioso
10. Tortura al telefono
11. Pomeriggio di novembre nel parco - Occhi che osservano
12. Il ritorno del chiamante silenzioso
13. Solo la morte ti ammanetta
14. Il gatto morto
15. Guidando veloce verso la campagna
16. L' omicidio
17. Resti umani
18. Sorge anche il sole
19. Ritorno all'oscurità
Knap seks år er gået, siden Uncle Acid & the Deadbeats i 2018 udgav deres seneste studiealbum, til vi nu sidder med deres sjette af slagsen, ’Nell’ Ora Blu’. Den globale pandemis årelange nedlukning og isolering bærer selvsagt en del af skylden for den lange ventetid, men har givetvis også inspireret bandets frontfigur, Kevin Starr, til at tænke i nye baner, når han pludselig ikke længere kunne samle bandet i øveren og jamme nye sange frem.
At lave konceptalbums er sådan set ikke noget nyt for Uncle Acid – ’Mind Control’ (2013) handlede om den diabolske kultleder Charles Manson, og ’The Night Creeper’ (2015) om den victorianske seriemorder Jack the Ripper – men på nærværende album går Starr og co. all in på historiefortællingen.
Pronto. Chi parla? Pronto!
’Nell’ Ora Blu’ er en 77 minutter lang ode til italienske giallofilm – æstetisk veldrejede og makabre mordgådegysere fra især 60’erne og 70’erne – udformet, ikke bare som soundtracket til en imaginær spaghettislasher, men som en slags dramatiseret narrativ fortalt gennem stemningsfulde instrumentalnumre krydret med italiensk dialog, og kun lejlighedsvis afbrudt af regulære, engelsksprogede stoner/psych-sange, som vi kender dem fra Onkel Syrebasse. Det skal nok skræmme nogle lyttere væk på forhånd, men de tålmodige og eventyrlystne har en oplevelse i vente.
Kevin Starr er gialloafficionado, ingen tvivl om det, og som en musikalsk Tarantino låner han lystigt fra genrens vældige bagkatalog. Her er alt fra syret prog i stil med Goblin og frygtindgydende Fabio Frizi-synths til romantisk loungemusik a la Riz Ortolani og Ennio Morricones episke temaer, alt sammen bundet sammen af Uncle Acids umiskendeligt ildevarslende vokal- og guitarharmonier.
Projektet er i det hele taget gennemsyret af attention to detail. Speaken på ’Nell’ Ora Blu’ leveres af nogle af italiensk genrefilms helt store navne som Franco Nero (Django), Edwige Fenech (All the Colors of the Dark), Luc Merenda (Torso) og nu afdøde Giovanni Lombardo Radice (Cannibal Ferox). Albummets artwork er tilmed lagt i hænderne på den kendte plakatkunstner Renato Casaro, der på ægte italiensk metamanér sampler/planker motivet fra plakaten til gialloen ’So Sweet So Dead”. Så bliver det næppe mere autentisk.
Cos'è questa cacofonia? Metti della vera musica, bastardo!
Fra intronummerets ildevarslende synths og slæbende, dystre riffs slår stemningen an, til det afsluttende temas behagelige strengeleg beroliger nerverne, er vi som lyttere blevet ført gennem en grum fortælling om en korrupt lokalpolitiker, der udpiner et lille arbejdersamfund, indtil de hævnlystne borgere går sammen om at terrorisere og til sidst gøre det af med ham. Og musikalsk kommer vi som nævnt hele paletten rundt. Undergangsdoom glider over i westerninspireret psych. Funky bossa nova glider over i gotisk gyserrock. Laber ARP 2600-lir glider over i svulstig saxofonsovs på den syrerockede ’Il tesoro di Sardegna’, og en kakofoni af kimende telefoner og rasende stemmer afløses af skrigende guitarer på ’Tortura al telefono’. Selv til lidt jazz bliver der plads.
Vi skal til gengæld helt frem til slutningen af track nr. 11 for at finde noget, der minder om et klassisk Uncle Acid-jam, og det er slut, før man ved af det. Jeg kan sagtens forestille mig, at nogle fans føler et stik af skuffelse, for albummet er meget langt fra bandets tidligere udgivelser og blottet for bangere som ’13 Candles’, ’Pusher Man’ eller ’Mind Crawler’.
I stedet har bandet med ’Nell’ Ora Blu’ beriget os med en uhyre alsidig og stærkt stemningsmættet tour de force af et konceptalbum, der ikke indbyder til hverken headbanging eller luftguitar – men derimod opfordrer lytteren til at skænke sig en J&B, synke ned i sin bedste lænestol og træde ind i gialloens lækkervæmmelige underverden.