Årsliste 2023 – Jacob Dinesen

Jeg kan ikke besluttet mig for, om 2023 var et godt eller dårligt år. Højdepunkterne var vilde, alt lykkedes, og der var intet, der kan betegnes som nedture.

Trods det, forsøger jeg at forholde mig til en følelse af, at meget ret beset ikke var så vildt igen, men bare sådan lidt midt-i-mellem. Har jeg ladet mig nøje, eller har jeg blot ikke opdaget hvor fedt det i virkeligheden var? Ønsket om at besvare disse spørgsmål, det er afsættet for min 21. årsliste, og med det sagt, så er...

Årets danske album:

1. Rot Away: ‘Heavy Weight’ – Det er med afstand den plade, jeg har lyttet til mest i år, så hvis ikke denne - hvad skulle så være årets danske?

2. St Digue: ‘Toxic Kiss’ – Som synthwaven langsomt afliver sig selv gennem talentløs leflen, er det befriende, at St. Digue genopliver dansefesten på egne præmisser.



3. Los: ‘Galdrablót’ – Søren Sols Los kan for udefrakommende bedst beskrives som en art Heilung, bare som enmandshær. Mytologien er den samme, musikalsk er der også fællestræk. Vokalen er blot melodi og udtrykket er ritualistisk.



4. Eyes: ‘Congratulations’ – 2023 udgivelsen var ikke helt på niveau med den overjordiske ‘Underperformer’, men niveauet er stadig vanvittig højt. Hele året har jeg diskuteret med mig selv om jeg savner det poppede, det tunge eller det støjende.
Min eneste konklusion er, at når ‘Congratulations’ støjer mest, er glæden størst.



5. Oxx: ‘The Primordial Blues’ – Bedst som vi troede scenen var død i Århus, kom Oxx med en ny plade, der igen var støj og kaos på internationalt niveau.



På trods af både genre og vokal stikker Timechild: ‘Blossom & Plague’ også ud som en af årets bedste danske plader. Alt er lækkert på den rockede måde. Jeg ved, det er forkert, men jeg skammer mig ikke.



Årets internationale album:

1. Maggot Heart: ‘ Hunger’ – Hvad bestod mit sommer-soundtrack af? Mestendels iskold galoperende punket rock, flakkende mellem 70'erne og nutiden. Det er opskriften på årets internationale plade. Jeg ved oprigtigt ikke, om det er den bedste, men det er en af de få, jeg er vendt tilbage til som året er gået.



2. Vastum: ‘Inward To Gethsemane’ - Som den traditionelle metal, og dødsmetallen i særdeleshed, nærmer sig sin kunstneriske udløbsdato, er det opløftende at kunne søge tilflugt i mørket med Vastum. Som altid er lyden møgbeskidt, men samtidig er det tekniske niveau tårnhøjt og tilsammen betyder det at ‘Inward to Gethsemane’ er en af 2023s bedste internationale plader.



3. Fights: ‘Scampirock’ – Har du nogensinde spekuleret på, hvordan Kvelertak ville lyde, hvis man fjernede alle de irriterende særegent norske fjollerier? Sådan her! Der sker noget i Norge for tiden, og Fights er et fandenivoldsk eksempel på dette.



4. Jaaw: ‘Supercluster’ – Psykedelisk industrial super-supergruppe. Lyt til den før din nabo!



5. Primordial: ‘How it ends’ – Hvis nu vi leger, at der skal være noget, der hedder tryghed, så lad den være kendetegnet ved visheden om, at i ny og næ udgiver Primordial en ny plade, og at denne altid er på et niveau, der matcher ens egen sejhed. ‘How it ends’ er ikke irernes bedste, men den er stadig god nok til at blive nævnt i dette ophøjede selskab.



Listen af boblere bliver længere end godt er, men hvis man er nysgerrigt anlagt OG samtidig får tilsendt flere hundrede plader hver måned, er det uundgåeligt, at det hele griber om sig.

Tausend Augen og Voodoo Beach Club udgav begge plader, der minder os alle om, at det er vigtigt at vedligeholde tyskkundskaberne, og jeg ville ønske, at jeg tidligere havde taget anbefalingerne af Dødheimgard: ‘Black Medium Current’ alvorligt, og rent faktisk lyttet til pladen før to minutter i deadline, thi der er jo noget over pladen - den fortjener bare mere tid førend jeg med æren i behold kan placere den højere oppe på min liste.
Mouths hypermusikalske 70’er pastiche ‘Echoes and Dust’ blev spillet endnu mere end Damokles: ‘Swing, Pendulum, Swing’, der var endnu en interessant norsk plade, der ikke handler om at brænde kirker, men i stedet blot blander genrer og skaber vedkommende moderne musik, og til sidst viste Marduk med ‘Memento Mori’ at alt håb trods alt ikke er ude for den mere traditionelle black metal.

Årets danske hit:

Rot Away: ‘Swing the Hammer’ – På en plade fuld af bangers er det svært at vælge den største, men ultimativt falder valget på ‘Swing the Hammer’. På samme tid er det både den tungeste, mest avancerede og den mest banale - perfekt.



På trods af Rot Aways alsidighed er der øjeblikke, hvor du bare har brug for noget andet, og her kommer St. Digue: ‘Countess of the Night’ ind i billedet.
Festen er i mørket.



Årets internationale hit:

Persekutor: ‘Night Job’ – De stærke opbyggelige budskaber gør denne sang til et internationalt hit.



Årets genfundne klassiker:

Den dag, jeg føler for at udfylde denne kategori – det bliver også dagen hvor jeg sletter Devilution fra det dersens World Wide Web.

Se dig aldrig tilbage -  videre, fremad, mod fremtiden - for fremtidens skyld.

Årets koncerter:

1. Orm: DR Koncerthuset, 04-11-2023 – For et år siden fortalte Orm, at de ikke ville lave en koncert til metalhoveder, men derimod opføre et værk for musikelskere. Det blev en fuldendt aften, der på ingen måde kunne være gjort bedre.



2. Sierra: Roadburn Festival, 22-04-2023 – På mange måder er det den koncert i år, der har gjort størst indtryk på mig og sat sig de dybeste spor. Lige netop her gik vi fra “Redefining Heaviness” til “Underground Futurism” - udtrykt gennem Roadburns 2023 og 2024 paroler gik vi fra nutiden og ind i fremtiden. Vi skal andet og mere end det, vi plejer, og kun få koncerter i år udtrykte det bedre end Sierra gjorde på årets Roadburn Festival.



3. John Connor: Roadburn Festival og Ideal bar, April + September/Oktober, 2023 – Sidste år fik Brdr. Sejersen udmærkelsen for årets koncert, og selvom det ikke kan blive til dette i år, så gav John Cxnnor stadig tre fantastiske koncerter. Kæmpeshowet på Roadburn var det elektroniske orgie, der efterlod publikum med tårer i øjnene, og koncerterne på Ideal Bar var fuldendte slås-og-bolle-og-dansefester.



4. Backxwash: Roskilde Festival, 30-06-2023 – Stort set hele festivalen valgte forkert denne aften; de gik til Blur. Vi vidste dog bedre og gik til Backxwash på Gloria sammen med 50 andre. Her var vi en del af en koncert, der inkluderede alle, og i en eksplosion af vildskab skabte festivalens bedste koncert.



5. Midnight: Pumpehuset, 13-07-2023 – Sådan burde alt være! Band og publikum, hulter til bulter, en morgendag på kontoret - hvor jeg skulle have kandidater til jobsamtaler - uden hørelse, tømmermænd og med blå mærker over det hele. Perfekt.



Koncertåret 2023 har budt på alt mellem himmel og jord, og naturligvis kan alt ikke opsummeres i blot en håndfuld oplevelser. Jovist, der var fem koncerter, der var lige lidt bedre end resten, men det betyder ikke, at boblerne ikke er værd at se tilbage på. Rot Away smadrede igen Warpigs i en smukt doseret omgang alle mod alle, lidt som The Night Flight Orchestra tidligere på året gjorde i Pumpehuset, hvor det kanske nærmere var alle MED alle.

Roskilde bød som altid på en masse gode koncerter, men særlig hæder fortjener Queens of the Stone Age, der ikke gav en fuck for noget og krævede frie rammer til festen på Arena. På bette Gloria gav Soul Glo en befriende ren hardcore koncert; ikke så meget pis. Tak.



KEN Mode gav Roadburn en lektion i, hvad det vil sige at være sammenspillet, og tørrede samtidig røv med elendige Pupil Slicer - der blot en time forinden havde demonstreret, hvor dumt det er at have dødstømmermænd inden karrierens vigtigste koncert.



Slutteligt skal to vidt forskellige oplevelser på Amager fremhæves. Electric Callboy var Tekkno og alt gav mening, fordi det var maksimalt meningsløst. Stik modsat dette efterårets koncert med Kellermensch; findes der et dansk band der igen og igen giver SÅ gode koncerter?



Årets danske navn:

Feminist på prøve – Christina Schrøders podcast tog fat om nældens rod og med afsæt i podcasten ‘Den hårde tones’ bizarre interview med natklubbestyreren, blev der gået dybt i alt det, alle allerede vidste - men ikke talte om. Med tanke på hvor meget lort der er foregået bag kulisserne i denne sag, krævede dette mod fra alle medvirkende.

Årets internationale navn:

Sierra – for at vise vejen.



Årets nye danske navn:

Debbie Sings – Hyper-hyper-hyperpop. Musikken har fået et navn! Tænk et kemisk maksimeret Eskimo Callboy. Alt der er godt og smukt i denne verden blev blandet i vildskab, og derefter blev der skruet op! Debbie Sings spillede på årets Roskilde, og koncerten var en smuk blanding af hardstyle, idiotisk dans og metallisk guitar.

Årets nye internationale navn:

Det er i al fald ikke Kerry King og hans soloprojekt. Hvad skal vi med det? Har han klattet alle Slayer-pengene væk? Det virker usandsynligt, at der brænder en ukontrollerbar kreativ ild i ham? Hvis han bare vil ud og spille, kunne han så ikke melde sig som reserve hos Exodus? Før eller siden skal de vel bruge en ny guitarist.

Derudover er det gået op for mig at min kommentar fra sidste årsliste naturligvis stadig gælder. Alt  er stadig i bevægelse, og intet må være som i går. Det betyder, at det som sådan ikke giver mening at vælge blot et enkelt nyt internationalt navn. Alt SKAL altid være i bevægelse. Det er nødvendigt at tænke over, om det er et udtryk for kvalitet at lytte til den samme plade igen og igen – eller om tiden er bedre brugt på at lytte til noget nyt, hele tiden!

Årets comeback:

Relativismen – Vi lever i en tid hvor enhver holdning kan vinde moment, hvis blot den gentages længe nok. Hvad blev der af faglighed, objektive kriterier og almindelig snusfornuft? Mit 2023 har på næsten alle fronter været fyldt med meningsløse kampe mod synsninger og vrangforestillinger. Til næste år lover jeg kort proces og anviser gerne den direkte vej til skafottet, når det er nødvendigt.

Hvis jeg skal iføre mig de mere nostalgiske briller, så var det en fornøjelse at se Electric Wizard koncerten sammen med de folk, der betød noget i de første mange år af Devilution.



Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:

Stikkersvin: ‘...og de levede ulykkeligt og alt for længe’ – Stikkersvin vinder ikke, fordi det var en særligt lækker vinyl eller noget - de vinder for at sende en promopakke, der blandt andet indeholdt en patron, en smadret tand og en vinyl foldet samment til noget der +/- kan være i en baglomme.



Som runner-up vil jeg nævne at jeg har foræret mig selv et kamera, der kun kan tage sort/hvid billeder, koster mere end en gennemsnitlig månedsløn og ikke rigtigt er egnet til koncertbrug - jeg elsker det! alle årets favoritbilleder er taget med dette weirdo-lommekamera.

Det overså jeg i 2022:

2023s oplevede ligegyldighed – Ved udgangen af 2022 virkede det som om at 2023 ville blive mere af det samme - på den bedst mulige måde. Når jeg ser tilbage på det forgangne år, ser det ud til at alt har været fedt, men hvor har det dog føltes ligegyldigt undervejs.

Årets optur:

På trods af at 2023 på mange måder har føltes aldeles ligegyldigt, har der samtidig været klare markører på, at det nok ikke har været helt tosset endda.

Copenhell anno 2023 satte sig ikke just de vilde musikalske spor, men det var dog fedt at se at hardcoren endelig lever i Danmark. Særligt koncerterne på Gehenna var et frikvarter fra de store sceners meningsløse forsøg på at fremtvinge et oplevet fællesskab. Skud ud til de danske bands, der brugte lige så meget tid på scenen som i pitten!
Under samme Copenhell var jeg helt ærligt vildt stolt over at Devilution endelig er blevet eksperterne, man ringer til, når der skal eksempelvis skal bruges en til at forklare almenvældet, hvad der gør Mötley Crüe til det argeste lort. Udover at tage lidt billeder og holde sammen på flokken føltes det som om, jeg brugte en stor del af festivalen på at koordinere deltagelse i radio og TV.

Som en art afledt konsekvens af dette, endte jeg også med at bruge den fornødne energi på at definere overfor os selv, og verden omkring os, hvad Devilution er - og samtidig også hvad vi IKKE er. Vi tager de nødvendige kampe, men vi har ikke behov for at skabe fjender, blot for at have nogen at slås imod.

En lille nørd-præmie vil jeg give til mig selv, for under årets sommerekspedition at slå vejen omkring Montségur og spadsere op til borgen; dette alene fordi Iron Maidens ubestridelige mesterværk ‘Dance of Death’ indeholder en sang af samme titel.



Som året gik på hæld nåede jeg også at fejre mig selv, og mit 20-års jubilæum som koncertfotograf; det føles helt ok at være en af de gamle i faget uden egentlig at være specielt gammel. De mange år i graven har også gjort at jeg efterhånden kender mange af de musikere, jeg hylder andre steder i denne årsliste. At kende mennesker der laver så god musik, at det betyder noget, og at man kan tale med dem om deres kunst, er noget jeg først i år er begyndt at tænke på som et privilegium.

Årets største skuffelse:

Den hårde tone og alle afledte effekter - Er formålet blot at være en ny tids Rudy Frederiksen? podcasten er en clickbait generator, men jesus-fucking-christ, hvor er det journalistiske niveau dog lavt. På papiret var den skabt af de bedste intentioner, men virkeligheden blev et obskønt mix af selvmål, udstilling af deltagerne og pudseløjerlige langemænd i retning af Devilution.



…and now for something completely different. Som den sidste i landet fik jeg i år set Nyredolk og det var virkelig ikke ventetiden værd. Konstrueret kaos af værste skuffe.

Største ønske for 2024:

At det ikke igen bliver nødvendigt at hyre gidselforhandlere, at ikke alle i den nære familie igen rammes af alvorlige sygdomme, at jeg ikke skal bruge mere tid på andres idiotiske vrangforestillinger og at jeg undervejs tager pejling af om kursen overordnet set giver mening.

Som altid vil jeg også drømme om færre glade amatører; både på scenen og bag tasterne. Jeres bidrag tjener intet andet formål, end at nusse om en dødfødt drøm.

Det glæder jeg mig mest til i 2024: