Mental moshpit
Oxx har med sit fjerde udspil, 'The Primordial Blues', begået en udfordrende og spændende plade, der kræver sin lytters fulde opmærksomhed – og som slet ikke burde fungere.
2. The Song of The Rivers
3. The Fishing Village
4. The Lake and Everything Arount It
5. The Haruspex
6. The Flagellant
7. The Hypostasis
8. The Primordial Blues
“Hold da kæft” var mit første udbrud, da jeg satte Oxxs fjerde fuldlængde-udgivelse, 'The Primordial Blues', til at underholde mig på min uendelige daglige togtur til arbejde. Hvad der til at starte med lød mere som de mere syrede jazz-frembringelser, der ind imellem havner på pladetallerkenen hos undertegnede, holdt ret hurtigt op med at lyde som noget som helst velkendt. For efter den lækre, skæve pianointro i første nummer 'The Coast', går det løs. Direkte og lige på. Ikke at forveksle med lige ud af landevejen, for det er der intet på den 8 numre lange plade, der er.
Omend genren vel mest korrekt betegens som math-core, så er 'The Primordial Blues' også spækket med proggede elementer, hist og her krydret med slimet sludge, og i grunden er det besynderligt, at det fungerer, men det gør det. Der er musikalsk ekvilibrisme på alle strenge og tangenter, og er man lidt nørdet, så er det bestemt anbefalelsesværdigt at grave sig ned i de dybere lag i musikken. Hør for eksempel her 'The Lake And Everything Around it', der byder på lækkerbiskner i overflod.
Er man ikke så nørdet kan man nøjes med at nyde de mange kontraster, der hele tiden og konstant opstår i musikken – enten ved at konstrastere taktarter, hele stykker eller simpelthen musikalske genrer. Vi kastes frem og tilbage mellem guitarlir, skæv smadder som ingen kan tælle til, og så de mere tilgængelige stykker med åbne akkorder og fuld tryk på trommerne. Men alle bekendtskaber er kun ganske kortvarige, for ind fra højre dukker noget nyt op, og vi rykkes igen rundt i vores eget lille mentale moshpit.
Det er fascinerende, men også krævende, at lytte til Oxx, der tvinger al opmærksonhed ud af lytteren, og som ikke viser nogen former for nåde i processen. I grunden er det besynderligt, at det fungerer, men det gør det. Det er ikke en plade, der er egnet til en søndagsstener for andre end de få dedikerede. Men det er en plade, hvor man i fulde drag kan nyde det åbenlyse musikalske talent, der befolker Oxx, for det er der rigeligt af. Nogle gange falder talenterne lidt over hinanden, og personligt synes jeg godt musikken kunne bære lidt mere luft til de enkelte instrumenter, uden at de pludselig bliver trumfet af andre instrumenter. Vokalen er ret langt tilbage i et ellers rigtig tydeligt mix, og det er helt klart et bevidst valg. Men den kommer ikke rigtig til sin ret og virker på sine steder lidt overflødig, fordi der er så mange andre om buddet. Produktionen af pladen er dog, personlige præferencer fraregnet, påfaldende god, ja næsten afrundet, på trods af de mange skarpe kanter i musikken – og det er bestemt med til at gøre lytteoplevelsen til en af de bedre. Der er simpelthen ikke nogen irritationsmomenter i form af lidt for høj lilletromme eller dårligt balancerede guitarer.
De mange skift, de mange lag i kompliceret instrumentering og den lidt enerverende vokal burde blive trættende ved flere lyt af pladen. Men det er først ved flere lyt, at man for alvor opdager de mange finurligheder der gemmer sig i musikken, for den der gider at bruge lidt tid i dens selskab – og så kan man godt tilgive, at vokalen ligger som den gør.
Efter godt 40 minutters hårdtslående og stærkt kompliceret musik, så falder outroen i titelnummeret 'The Primordial Blues' på et tørt sted, og dermed sørger Oxx også for at bringe os sikkert tilbage til en verden, der rimer mere på 4/4.