Orange følelse i Pumpehuset
The Night Flight Orchestra valgte at rykke frem til weekend med et brag af en fest i Pumpehuset torsdag aften.
2. Sometimes The World Is Not Enough
3. Divinyls
4. If Tonight Is Our Only Chance
5. Burn for me
6. Gemini
7. Something Mysterious
8. Satellite
9. Paralyzed
10. White Jeans
11. The Last of The Independent Romantics
12. Joesphine
13. Stiletto
14. West Rue Ave.
Der var engang, torsdag var en slags fredag, og hvor en lille bimmelim ikke var det store problem. Med voksenlivets kedelige trummerum er der længere mellem den slags torsdage. Og så er det jo godt at The Night Flight Orchestra kan komme og ruske lidt op i de kedelige voksne med sin livlige og velspillede Adult Oriented Rock (AOR).
Aftenens optræden havde ny guitarist i cockpittet, efter at bandet for nyligt mistede sangsmed og guitarist David Andersson, der døde alt for tidligt i en alder af kun 47 år. At han har betydet meget for The Night Flight Orchestra og frontmand Björn Strid, blev tydeligt i introduktionen til 'Something Mysterious', som er et af Anderssons bedste numre.
Foran scenen udspillede der sig en pudsig lille orange happening blandt publikum. En gruppe på 5-6 unge mænd havde iført sig orange t-shirts med bandets autografer på og heldet ville, at de fik sig en slags leder for aftenen – personificeret i smukt orange jakkesæt med matchende slips og drink. Skæbnen ville, at samme orange jakkesæt fik æren af at lede konga-sneglen rundt i lokalet til ‘West Ruth Ave.’ – en tradition, som The Night Flight Orchestra har dyrket i flere år og som mod nummerets slutning havde fået samlet størstedelen af publikum op.
Musikalsk sad koncerten det meste af tiden lige i skabet, dog fraregnet en svipser eller to. Det var dog ikke noget, der trak fra i stemningen, der var høj på dansefest og hitmageri fra start til slut. Vi fik alt godt fra flere plader, og alle numre blev leveret med lige præcis den mængde selvtillid som AOR skal leveres med. Kappeklædt selvtillid flankeret af hvide jeans og stewardessuniformer. Lidt klistret, lidt for meget og med masser af smør, men alligevel helt tilpas.
Strid har ved flere lejligheder demonstreret, at han vitterligt kan synge de høje toner i numrene. Han har desværre også ved lige så mange lejligheder vist det modsatte. Man skal være heldig at fange ham på en aften, hvor stemmen er i top, og hvor han rammer alle toner rent (eller i det hele taget prøver at komme derop). Heldigvis er det en kendt svaghed (må man formode), så der blev gjort klogt brug af de fremragende korsangere, Åsa Lundman og Anna Brygård, som elegant og næsten umærkeligt samlede tråden op, hvor Strids stemme faldt, så publikum fik hele registret med uden nogen udfald. De helt høje falset-hyl sad dog mærkeligt nok lige i skabet.
Publikum derimod havde ingen kvababbelser i forhold til at ramme noget som helst rent – der blev skrålet med på numrene med den der livsbekræftende-der-er-ikke-nogen-imorgen-stemning. En forsigtig spådom er, at der var flere, der måtte hviske sig igennem fredagen.
The Night Flight Orchestra erklærer død over falsk AOR og det med rette. De har ramt hovedet på sømmen i en genre, der lugter lidt af mølkugler og slidt glimmertøj og de har formået at give den det tvist af nyt, som tiltrækker de unge. Fremragende sangskrivning kombineret med selvsikker leverance tager kegler hver gang – men vi manglede desværre lige det sidste på stemmefronten. Det skal dog ikke afholde os fra at sige tak for festen – fredag var hård, men det var det værd.