Årsliste 2024 - Mads Peder Lau Pedersen

Kompleks musik er for svært for småbørnsforældre; alligevel foregiver de at forstå det, også når det eneste, de forstår, er vanvidsvokal og masser af hooks.

Årets danske album:

1. Blazing Eternity: ‘A Certain End of Everything’ –  Jeg bryder mig ikke om comebacks. Undtagen når de er gode. Blazing Eternity overgik alle forventninger og viste comebackets relevans ved at lave en ekstremt gennemført gotisk metalplade.



2. Strychnos: ‘Armageddon Patronage’ – Strychnos hvilede ikke på laurbærrene efter deres flotte debut fra 2022. I stedet udviklede de deres lyd mod noget mere atmosfærisk, storladent og melodisk, uden at give køb på aggressionen og hårdheden.

3. Steel Inferno: ‘Rush of Power’ – Steel Inferno stopper ikke for nogen eller noget, men drøner derudad med fornøjelig sangskrivning og toptunet speed metal. Kun for fartdjævle og motorbøller.

4. Iotunn: ‘Kinship’ – Jon Aldara er virkelig en god sanger. Iotunn er virkelig gode musikere. 'Kinship' er en virkelig god plade. Den er lovlig letfordøjelig til min smag, og lidt længere, end den behøver at være, men der er virkelig styr på sagerne.

5. Pectora: ‘Twilight Knights’ – Med Philip Butler bag mikrofonen tog Pectora et ordenligt skridt fremad med et album, der nok var ujævnt, men som også havde adskillige sange af virkelig høj kvalitet.



Årets internationale album:

1. Hexenbrett: ‘Dritte Beschwörung: Dem Teufel eine Tochter’ – Hvis kan man lide vanvidsvokal, skummel b-filmsstemning og masser af hooks, så er Hexenbrett noget for én. Hvis ikke man kan det, så er der noget galt med én.



2. Spite: ‘The Third Temple’ – Vanvidsvokal? Tjek. Masser af hooks? Tjek. Skummel b-filmsstemning? Tjek. Et af årets mest fængende black metal-album, som samtidig har masser af personlighed? Også tjek.




3. Hellbutcher: ‘Hellbutcher’ – Nifelheim lader til at være helt færdige, men frontmand Hellbutcher nifler det bedste, han kan, og det bedste, han kan, er vældig godt. Albummet viser i hvert fald tydeligt, at han var hjernen (hvis man kan bruge sådan et ord i denne sammenhæng) bag Nifelheim. Der er i øvrigt masser af hooks og vanvidsvokal også på dette album.

4. Doedsmaghird: ‘Omniverse Consciousness’ – Vanvidsvokal er der masser af på Dødheimsgard-sideprojektet; hooks er det straks sværere at vurdere, for det er ærligt talt en rundtosset og svimmelhedsfremkaldende omgang. Jeg aner stadig ikke, hvad jeg skal mene om det, men det synes jeg også er en kvalitet, når nu min primære kvalifikation for at skrive for nærværende medie er, at jeg altid ved, hvad jeg skal mene om ting, og at mine forudfattede meninger altid viser sig at holde stik.

5. Oranssi Pazuzu: ‘Muuntautuja’ – Se ovenfor.

Inden for den traditionelle metal leverede de britiske veteraner Satan endnu et klassealbum med 'Songs in Crimson'. På en eller anden måde er det lykkedes Devilution at undgå at anmelde alle briternes virkelig gode comebackalbum; det er for sløjt og sikkert et resultat af, at de gemmer på en vis kompleksitet, så det altid tager tid, før de synker ind. Inden for den nyere episke metal var jeg glad for Writhen Hilts 'Ancient Sword Cult'; den ep var jeg lige så glad for, som Writhen Hilt er glade for det gamle US power metal-band Warlord. Bütcher levede ikke helt op til forgængeren med 'On Fowl of Tyrant Wing', men der var stadig meget guf. I den mere doomy ende leverede tyske Grendel's Sÿster med 'Katabasis into the Abaton' en lille perle af et doomy og episk album med folk rock-inspiration, som sikkert godt kunne have sneget sig ind på en top 5, hvis jeg havde opdaget dem lidt tidligere.



Noget, der er svært at håndtere, når man er småbarnsfar med for meget arbejde, er kompleks musik. Det er sikkert derfor, jeg ikke helt forstår hverken Doedsmaghird eller Oranssi Pazuzu, og sikkert derfor, jeg slet ikke har orket at lytte til Blood Incantation eller Opeth endnu. Det virker så uoverskueligt. Men jeg kunne akkurat finde ud af at lytte til Mefitis og deres goth metal-inficerede progdød på 'The Skorian//The Greyleer'. Det skulle andre gøre sig den tjeneste også at gøre. Småbarnsfarfrustrationerne fik frit løb med norske Abhorrations 'Demonolatry', som jeg også sad og hørte, mens jeg var sur. Norske Djevel med deres melankolske andenbølgeblack var også flittigt forbi afspilleren, men føltes måske en tand for traditionelt til at ende på en top 5.



Årets danske hit:

Strychnos: ‘Nattevandrerinden’ – Strychnos' albumlukker, hvis tekst er inspireret af B.S. Ingemanns gotiske digt om forbudt søskendekærlighed, vampirisme og nekrofili, trykker på alle de rigtige episke knapper. Storhed!



Årets internationale hit:

Bütcher: ‘Speed Metal Samurai’ – Perfekt doseret idioti.



Årets genfundne klassiker:

Diverse: ‘Åh Abe!’-cd'erne – Egentlig ville jeg have skrevet 'Far Away From the Sun' med Sacramentum her, men reelt er det alle 'Åh abe!'-cd'erne, der er blevet spillet mest, efter min 5-årige søn fik en cd-afspiller. Den bedste af sangene er fra 'Tangokat', hvor C.V. Jørgensen synger en uhyggelig 'Pjerrot og månen', der føles lidt som at få et opkald af Herman fra City-Bilen.



Årets koncerter:

1. Current 93: East Hastings Sea Angling Association Club, Hastings; Union Chapel, London; Nalen, Stockholm, 25-05-2024, 24-04-2024, 28-09-2024 –  At se Current 93 live er næsten altid tæt på en religiøs oplevelse for mig. Også i år, hvor jeg ramte koncert nr. 22. I år genbesøgte orkestret en del af bagkataloget, som jeg troede var begravet. En storslået oplevelse alle tre gange jeg så dem, især i ydmyge rammer i en sejlklub (man skal forestille sig et interiør meget lig en dansk sejlklub) i Hastings med havet bag os og en lukket vandforlystelsespark til venstre. En perfekt solnedgang.




2. Cirith Ungol: Gimle, Roskilde, 19-09-2024 – Tim Baker, Cirith Ungols sanger, er næsten så gammel, at amerikanernes storslåede doomhymne 'Paradise Lot' kunne være baseret på hans egne erindringer. Men hans stemme er stadig vildere end de fleste 50-, 40-, 30-, 20-årige. Og Cirith Ungol, de var majestætiske og uovertruffent gode på deres første og sidste besøg i Danmark.



3. Tiamat: Slagmarken, Næstved Metalfest, 30-08-2024 – Iført tornekrone af gummi, spøgelseshvid makeup med dårligt optegnede sorte læber, læderjakke og, selvfølgelig, solbriller midt i aftenmørket genopførte den karismatiske excentriker Johan Edlund m. band størstedelen af de atmosfæriske 90'er-hovedværker 'Clouds' og 'Wildhoney' på Næstved Metalfest. Man burde ikke være til fals for den slags nostalgi, men Tiamat føltes lige så berusende originale som dengang, materialet er stadig ikke for alvor overgået inden for sin genre, og aftenen blev magisk.

4. Blazing Eternity: Metal Magic Festival, Fredericia, 13-07-2024 – Der er påfaldende mange hel- og halvgamle bands på denne top 5, men så må de nyere bands jo tage sig sammen og være lidt bedre. Fx lige så gode, som Blazing Eternity var med en blanding af nyt og fornemt såvel som gammelt materiale. En rørende oplevelse at se Albertslunds stolthed igen, og endnu bedre var det, at de nye sange stod så stærkt live.

5. Backworld: Beta, København S, 15-06-2024 – Et af mine yndlingsbands inden for neofolkgenren – her i en let poppet psykedelisk aftapning – er amerikanske Backworld. Jeg holder meget af bandleder Joe Budenholzers vokal, og den kærlighed kunne hverken en forkølelse eller lette halsproblemer lægge en dæmper på til en dejlig aften på Amager.

Årets danske navn:

Strychnos– Det virkede da, som om de havde meget godt tur i den med koncerter og ros i Ekstra Bladet, hva'?

Årets internationale navn:

Blood Incantation – Ja, jeg har ikke lige fået hørt pladen, den føles efterhånden lidt som fysik-lektier, men alle er enige om det, og jeg skal ikke være den, der siger alle imod, jeg er for gammel til at gide at opsøge konflikter.

Årets nye danske navn:

Afstumpet – Det er nogle halvgamle mænd i bandet, men på debut-demoen 'Maldoror' lyder de så sure, at man skulle tro, de var helt unge, og så rådne, at man skulle tro, de var meget gamle.

Årets nye internationale navn:

Grendels Sÿster – Suk. Allerede nu kan jeg se for mig den interne Messenger-tråd, hvor redaktøren begynder at vrøvle om, at Grendel's Sÿster udgav deres debutsingle i 2017 og allerede havde lavet to ep'er, før de nu udgav deres debutalbum, og jeg skal komme efter dig. Ved du hvad, Dinesen, det her er min liste, og jeg bestemmer, om bands er nye, og de her var nye for mig, så pas din egen butik, makker, og prøv at få sendt et nyhedsbrev ud.

Årets comeback:

Blazing Eternity – Comebacks er ofte en lidt trist affære forårsaget af det midaldrende menneskes kedsomhed snarere end kunstnerisk nødvendighed. Blazing Eternitys comeback emmede af kunstnerisk nødvendighed, og de fulgte karrierens bedste album op med en række usædvanligt vellykkede koncerter.

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:

John Balance: ‘The Art, Music & Writings Of Geoffrey Rushton Alias John Balance (The Years 1979-1986)’ (Vinyl-on-Demand) – Det nidobbelte John Balance-bokssæt, inkl. bog, plademåtte (?!), booklet og T-shirt dokumenterede den visionære Coil-sanger og idémands yngre år på smukkeste og opulenteste vis. I det hele taget var det, midt i tristessen over, at det nu er tyve år, siden Balance og dermed Coil afgik ved døden, og at man således på allerkatastrofaleste vis har manglet Coil i tyve år, et interessant år for arkivudgivelser med Coil, der stadig synes at sende beskeder fra det hinsides så længe efter.

Det overså jeg i 2023:

Det ved jeg da virkelig ikke. Jeg har jo overset det.

Årets optur:

- Michael Cashmores 'The Snow Abides Completely' med Anohni, Bill Fay og David Tibet (Current 93) udkom endelig i sin fulde længde efter kun at have været udgivet som et uddrag i ep-format i 2007. Vidunderligt endelig at kunne høre dette tabte album i sin fulde længde.



-Visningen af 'A Way to Die: The Films of John Balance & Peter Christopherson' i Albertslund Musikteater; vidunderligt indblik i duoen bag den enigmatiske eksperimentalgruppe Coils visuelle frembringelser og eksperimenter gennem tiden; især Christophersons blik for billedet i fetichistiske kortfilm, reklamer og homoerotiske splattereksperimenter var en fryd for øjet.
- Selv at få lov at skrive en længere artikel om Coil for Weekendavisen.
- Hele tre Current 93-koncerter, i London, Hastings og Stockholm.
- At færdiggøre udgivelsen af den statsløse forfatter Gregor von Rezzoris såkaldte Bukovina-trilogi på Forlaget Sidste Århundrede efter alt for lang ventetid; stor tilfredsstillelse endelig at kunne gøre en af det 20. århundredes vigtigste forfatteres hovedværk samlet tilgængeligt på dansk.
- At pladebutikken Mephisto nu har eksisteret i fem år og har en betydning som en form for metalkulturelt samlingssted

Årets største skuffelse:

- At misse Hexenbrett på Beta i efteråret.
- At Amager Bio skal på nye hænder efter en dubiøs udbudsrunde. At Vega og Roskilde Festival tager over, lover ikke godt for den klassiske og hårdere rock, som Amager Bio har specialiseret sig i, og som kan føles trængt. Et stort tab for diversiteten på det københavnske musikmarked.
- At alle de kunstnere, man nogensinde har holdt af, skal tages fra én. At samme erkendelse skal gøres år efter år, gør den ikke mindre smertelig.

Største ønske for 2025:

- Mere deprimerende end tanken om, at alle kunstnere, man nogensinde har holdt af, skal tages fra én, er tanken om, at alle bands åbenbart partout skal gendannes eller blive ved i en uendelighed. I år fx My Dying Bride, der nu vil spille live uden Aaron Stainthorpe. Eller Slayer. Eller Uriah Heep på en afskedsturné, der ikke er en afskedsturné. Judas Priest i en mærkeligt amputeret version af sig selv. At høre metal føles efterhånden som at følge med i Marvel-universet: Ingen forbliver døde, der står altid en ny klar til at trække i forgængerens kostume, alt bliver større og større uden noget indhold, og det hele føles som en franchise, der vil køre i al evighed. Jeg ønsker, at bands holder op med at blive gendannet. Jeg ønsker, at gamle bands stopper, når der ikke er flere gamle medlemmer tilbage. At bands går i opløsning og forbliver opløste i al evighed, også når medlemmernes børn er blevet store, og man begynder at kede sig i sin midtlivskrise.
- At gatekeeping får en renæssance. Jeg orker ikke længere at høre på, at alt er metal, så længe det har et mørkt eller hårdt element. Hold op med det. Hellere i går end i dag.

Det glæder jeg mig mest til i 2025:

- At Devilution udgiver et nyhedsbrev igen?