Røgelse til headbangingmusklerne
'The Third Temple' er usædvanligt gennemført og catchy black metal, der emmer af begravede templer og nærorientalsk mystik.
2. Unblessed
3. Under Wings Of Cherubim (Dvir, Part I)
4. Yahweh's Vengeance
5. Desert Demons
6. Hounds Of Herod
7. The Spoils Of Judea (Dvir, Part II)
8. The Black Moon (Yare'ach Shachor)
9. Where Dust Cannot Fall
10. The Stone Sakrah
11. The Dark Ark (Dvir, Part III)
12. The Third Temple
Det er svært at komme på et black metal-album fra i år, der er mere umiddelbart fængende og medrivende end amerikanske Spites andet album, 'The Third Temple', der udkom i det tidlige efterår efter en albumpause på hele seks år efter debuten 'Antimoshiach'. Hvis man kan lytte til den rockede 'The Spoils of Judea (Dvir, Part 2)', uden at headbangingmusklerne bevæger sig bare en lille smule, ja, så er der nok noget alvorligt galt med de headbangingmuskler.
Og hvis ikke man kan mærke storheden i pladens afsluttende titelnummers åbningssekvens med dens hysterisk hylende vokal, ja, så forstår man ikke storhed. 'The Third Temple' er noget så sjældent som et black metal-album, der både er virkelig underholdende og samtidig hverken giver køb på skummel atmosfære, hvirvlende riffs eller overraskende sangstrukturer.
Spite er Jesse "Salpsan" Balgleys (Horns & Hooves, ex-Tower, ex-Negative Plane) soloprojekt. Det har eksisteret siden 2010, men er først kommet på min radar nu. Det, der først vakte min interesse, var projektets koncept, der er funderet i hebraisk mytologi og jødisk mystik – et i black metal forholdsvis sjældent koncept, og sjældne koncepter i black metal vækker altid håb om en forsøg på original tankegang, som også afspejler sig i musikken.
Nu skal man passe på med at gøre konceptet mere originalt end som så: Selvom udgangspunktet er jødisk mystik, kong Salomons tempel i Jerusalem og det såkaldte andet tempel (bygget under kong Herodes), så ender også dette koncept i Satan, undergang og Antikrists komme.
På samme måde er Spites musik også først og fremmest et frisk pust eller et personligt og interessant bud på en genre. Det er ikke rasende originalt som Dødheimsgard eller Doedsmaghird. Men Spite har en distinkt personlighed, som er tydelig fra første færd. Catchy riffs, en dejligt aggressivt hvæsende vokal, et rocket, stampende trommedrive og alligevel nogle snirkede kompositioner, der er mere langtidsholdbare end det meste andet i genren.
Musikalsk er vi i omegnen af en blanding af Negative Plane og Malokarpatan, et mere uptempo Mortuary Drape, Funereal Presence og ABSU, og altså en black med klar indflydelse fra klassisk metal. Spite kiler sig ind i samme musikalske omegn, men lyder alligevel ikke helt som dem, men mere som sig selv.
Atmosfæren er en af røgelse og svovl, af begravede templer for glemte præ-kristne mellemøstlige guddomme, at nærorientalske dæmoner og ditto landskaber – også afspejlet i det meget gennemførte cover. Med sin spilletid på lidt over en time er albummet lidt for langt; selvom sangskrivningen er medrivende, er den stilistiske variation akkurat for lille til, at spilletiden virker helt berettiget. Men det er en ringe indvending mod et så gennemført album som 'The Third Temple'.