Oceaner af vellyd

Populær
Oceaner af vellyd

Med texanske Oceans of Slumber er der for alvor vakt et håb om en fremtid for den progressive rock. Bandets nye album ’Winter’ er en rigtig vinder.

Titel
Winter
Trackliste
1. Winter (07:57)
2. Devout (05:07)
3. Nights In White Satin (05:45)
4. Lullaby (01:45)
5. Laid To Rest (01:41)
6. Suffer The Last Bridge (05:00)
7. Good Life (02:07)
8. Sunlight (05:34)
9. Turpentine (05:31)
10. Apologue (06:55)
11. How Tall The Trees (01:33)
12. ... This Road (07:43)
13. Grace (03:20)
Karakter
5

’Winter’ er Ocean of Slumbers andet fuldlængdealbum. Bandet debuterede med ’Aetherial’ i 2013. Men siden da er en relativt stor forandring sket. Den kvindelige sanger Cammie Gilbert har gjort sin entre i bandet. Hun debuterede på ep’en ’Blue’i 2015, hvor Oceans of Slumber bl.a. indspillede coverversioner af ’Solitude’ (Candlemass), ’Kashmir’ (Led Zeppelin) og ’The Wanderer’ (Emperor).

Nu er Oceans of Slumber så klar med ’Winter’, der er bandets andet og Gilberts første fuldlængdealbum. Debutalbummet gav ikke ligefrem de største overskrifter i musikpressen, men noget tyder på, at der allerede er ved at ske en helt masse mere. Dette skyldes til dels, at bandet nu har fået kontrakt med Century Media, men det skyldes uden tvivl også Cammie Gilberts bidrag på albummet. For hun synger helt igennem strålende og giver bandets musik en helt ny dimension.

Som valget af sange til ep’en ’Blue’ kunne antyde, så er Oceans of Slumber et metalband, og stilen er i retning af det progressive. Men det er ikke et progressivt metalband i stil med Kamelot, Symphony X, Dream Theater, Queensrÿche eller lignende. Det er mere henad at være et band, der spiller progressiv rock, hvor der lejlighedsvis krydres gevaldigt med nogle fornuftige metalliske krydderier.

Flot åbningssang

På ’Winter’ lægges der ud med titelsangen, der i sin optakt ikke er det mindste metallisk. Det skal dog ikke afskrække selv den mest forbitrede modstander af alt andet end metal fra at lytte videre. Sangen ’Winter’ begynder stille og roligt, med guitar, keyboard, bas og trommer og så Gilberts rolige og samtidig insisterende, ja, nærmest dragende vokal. I modsætning til en lang række af de kvindelige sangere, der gør sig inden for metalgenren, så synger Gilbert ikke hele tiden i høje registre, men holder sig meget nede i stemmeleje og lader være med at give totalt slip. Halvvejs inde i ’Winter’ får Gilbert følgeskab i den vokale front af guitarist Sean Gary, der sætter i med en omgang behersket growl, imens musikken langsomt skruer mere og mere op. Det bliver hurtigere og tungere, men samtidig holder Cammie Gilbert sig stille og roligt tilbage og holder fast i sangens lidt melankolske stemning, indtil sangen slutter tilbage i den stille indledning. Det er flot, flot som åbningsnummer.



Men det flotte indtryk fortsætter albummet igennem. Anden sang, ’Devout’, begynder også relativt stille, men udvikler sig til i en sang, der trækker på inspiration fra såvel gothic rock, black metal og en smule jazzinspireret fusion. På skrift lyder det måske tungt og meget lidt fristende, men det er bestemt rart at lytte til, på trods af sangens meget bratte afslutning.

Fremragende fortolkning

’Winters’ tredje sang er en overraskelse, der i første omgang lander i kategorien ”hvorfor?”, men snart giver en åbenbaring til lytteren, som fjerner al tvivl. Oceans of Slumber har valgt at indspille og udgive bandets helt egen version af den gamle klassiker ’Nights in White Satin’, som det gamle engelske rockband Moody Blues komponerede og udgav helt tilbage i 1967. Oceans of Slumbers version er som sådan ret tro mod originalen i begyndelsen, hvor sangen er langsom og ldrømmende, og instrumenterne afventende. Men hvor der på originalen indsættes en tværfløjtesolo, hvor man kunne forvente en guitarsolo, smider Oceans of Slumber en guitar ind, der oser af black metal, og ved den efterfølgende tilbagevenden til verset høvles guitaren løs i en synkoperet rytme. Oven på det hele svæver Cammie Gilberts smukke vokal. Det er simpelthen en af de bedste coverversioner indspillet meget længe. Det er ligefrem en gåsehudsfremkaldende oplevelse at lytte til.

Næste sang er til gengæld helt metalfri. ’Lullaby’ er, som titlen antyder, en vuggevise. Og det er nærmest at sammenligne med en middelaldersang, hvor der udover Gilberts smukke stemme kun indgår en uforvrænget guitar. Det er en meget kort sang, men meget smuk, og lyder nok som Candice Night fra Blackmore’s Night selv tror, at hun fortolker en gammel vise. Men Cammie Gilbert er altså i en helt anden liga.

Albummet byder på flere af disse korte intermezzoer. Men af de længere sange skal nævnes ’Suffer the Last Bridge’. Her blandes en ganske ordinær rocksang med melodød, black og prog. Gilbert synger på denne sang nærmest, som om hun befinder sig på en bluesjoint i et ikke særligt fashionabelt kvarter. Det er også smukt.



Uden for gængse genrer

Oceans of Slumber er svære at sætte i en musikalsk bås. I pressematerialet anfører bandet selv, at medlemmerne er opvokset med den lokale musik i Houston, Texas i ’90’erne med bands og musikere som Stevie Ray Vaughan, King’s X, Watchtower, Pantera, Absu, Imprecation osv. Det er jo noget af en blandet forretning, men det er helt åbenbart, at nogle af disse kunstnere har sat deres aftryk i Oceans of Slumbers måde at kreere sange på. Et andet band med ,som måske også kan sammenlignes lidt med Oceans of Slumber, er Opeth. Det kunne faktisk være interessant at høre bandet produceret af Mikael Åkerfeldt eller Steven Wilson.

’Winter’ er et fængende flot album, og Oceans of Slumber er et herligt band, der må forventes store ting af i fremtiden. ’Winter’ kan forventes være højt placeret på mange årslister over bedste album, når 2016 skal gøres op.