Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Er der et liv efter Nifelheim?

Updated
907441

Efter Nifelheims opløsning viser Hellbutcher hvor skabet skal stå med et debutalbum, der er det mest metal, nogen kommer til at høre i år.

Kunstner
Titel
Hellbutcher
Dato
31-05-2024
Trackliste
01. The Sword of Wrath
02. Perdition
03. Violent Destruction
04. Hordes of the Horned God
05. Death’s Rider
06. Possessed by the Devil’s Flames
07. Satan’s Power
08. Inferno’s Rage

NB: På anmelderens lp-version er der byttet rundt på 'Death's Rider' og 'Possessed by the Devil's Flames', selvom tracklisten står som ovenfor.
Forfatter
Karakter
4

Hvis metal var en konkurrence, ville Nifelheim vinde den. Helt uden diskussion.
Af samme grund gav det et stik i hjertet, da de svenske galninge sendte Nifelheim til tågeverdenen i 2022. Forud havde der i årevis verseret rygter om, at bandets brødreakse, Erik "Tyrant" Gustavsson" (bas) og forsanger Per "Hellbutcher" Gustavsson, var grundigt trætte af hinanden og dårligt kunne være i stue sammen. At de ikke kunne blive enige om coveret til en indspillet Nifelheim-plade. Og at grunden til, at Nifelheim aldrig havde været på et ordentligt pladeselskab, var, at brødrene nægtede at godkende selv gode ideer, hvis de kom fra broderen (Tyrant udkommer nu hos High Roller Records, Hellbutcher på Metal Blade: Teorien virker sandsynlig, eftersom de nu pludselig begge er på gode selskaber).

Svanesangen, 7"-singlen 'The Burning Warpath to Hell', kom da også med to forskellige covers – en Tyrant- og en Hellbutcher-version – fordi brødrene angiveligt heller ikke her kunne blive enige. Var man parterapeut – selv en af dem, der i 'Gift ved første blik' konsekvent forsøger at presse tydeligt lidende par til at blive sammen – havde man nok rådet dem til at gå fra hinanden.

Er der så et liv efter Nifelheim for tvillingerne, hvis ikoniske udseende og grumme grimasser nærmest blev synonymt med metal i sin allermest metalliske afart?
Ja. Men Hellbutchers liv ser alt andet lige ud til at blive det mest succesfulde.

Tyrant tog de fleste af bandmedlemmerne med sig og dannede Crank, hvis debut-ep 'Mean Filth Riders' fra sidste år var en mildt uophidsende affære med pumpende og beskidt bikerrock, der dels var hæmmet af, at genrens potentiale for at være sådan rigtig fed ikke er så stort (Motörhead har ligesom været det, og er alligevel federe), dels, at Tyrants vokal var ret flad i sin Lemmy- og Blaze Bayley-imitation. Det går jo ikke, når man vil være sej og køre på motorcykel.

Hjernen bag Nifelheim
Hellbutcher dannede derimod et nyt band under eget navn med veteraner fra den svenske scene. Men selvom han ikke fik bandet med, får man et klart indtryk af, at det er ham, der var den dummiale hjerne bag Nifelheim. Modsat hvad heavymetal.dk påstår i deres anmeldelse handler det næppe om, at bandet har fået besked på at genskabe Nifelheim. Det handler om, at det er den slags musik, der kommer ud af Hellbutcher.

Og selvom stilen stadig er hæsblæsende ("1000 RPM/ TO BE PLAYED AT POSERKILLING VOLUME", står der på lp'ens label) black/speed/thrash, så er der lidt nyt under Hellbutchers flotte måne. En del mere melodi og tydelig inspiration fra klassisk metal end i Nifelheim, hvor den nok var der, men slet ikke kom så langt frem i lydbilledet (fraset afskedssinglen og antydninger på 'Envoy of Lucifer'). Det er også mere struktureret, mindre kaotisk end Nifelheim. Og mindre smadret produceret, uden dog ligefrem at være poleret.

Tramper lytteren ned
Åbneren, 'The Sword of Wrath', smadrer fuldstændig overlegent derudad, vælter sig i melodiske leads, mens tammerne pisker nummeret fremad. 'Perdition' og 'Violent Destruction' (passende titel) lægger vægten på den smadrede, tidligt teutoniske thrash, mens 'Hordes of the Horned God' er komplet åndssvagt catchy. 'Death's Rider' har et mere rocket, Motörheadsk drive, og sådan kunne man blive ved.

Og så er der leveringen. Hellbutchers snerren er som altid over-the-top og lyder, som om han er 'Possessed by the Devil's Flames', som et af numrene med vanligt subtil underspillethed hedder. Både han og bandet oser af overskud, og selv når man hører albummet ved lav volumen hjemme i stuen, mærker man kraften fra livebandet. 'Hellbutcher' føles simpelthen enormt nærværende – hvis man kan bruge sådan et følelseskonnoterende ord om det nådesløse angreb, der kommer fra hinsidan og tramper lytteren ned.

Otte numre, 30 minutter, strålende sangskrivning – den sandeste metal, man kommer til at høre i år.