Årsliste 2024 – Kent Kirkegaard Jensen

En påskeferie i Oslo med pilgrimsrejse til Helvete, Cattle Decapitation og Marduk live. Strychnos, Blazing Eternity, Livløs, Vitriol og Kanonfieber på plade var højdepunkter i 2024.

2024 blev året, hvor jeg omsider fik besøgt Inferno Metal Fest i Norge. Set Helvete-shoppen, der nu hedder Neseblod, besøgt den berømte og berygtede kælder og kippet med hatten til det fysiske samlingspunkt og ophavssted for den genre, vi i dag kalder black metal.

Som en slags pilgrimsrejse. Interessant at stå i de lokaler, hvor historiske og, for nogles vedkommende, nu afdøde figurer har haft deres dagligdag med socialisering, forretning og generelt været omdrejningspunkt for scenen dér i starten af halvfemserne. Artefakterne, de sjældne udgivelser, billeder, autografer, historier. Det hele hænger på væggene i butikken og minder den besøgende om, at det var lige her, der blev tænkt såvel hel- såvel som halvbagte tanker om oprøret, som endte i kirkeafbrændinger, mord og interne opgør, der var tæt på at tage pusten fra scenen, lige akkurat som den stod til at få sit gennembrud.

Man kan med rette diskutere fra nu og til evighed, om den musik nogensinde havde fået den affyringsrampe den fik, hvis ikke disse kontroversielle hændelser fandt sted. Mange tanker løb gennem hovedet i den halve time, jeg gik og kiggede på det, der reelt er museumsgenstande og da jeg få uger efter fik nyheden om, at butikken var brændt, var min frygt, at alt det her historiske materiale var gået tabt. Det var det heldigvis ikke.

Og man burde måske overveje, om det hele skal bag brandsikkert glas. At flytte det til et regulært museum vil jo netop fratage andre muligheden for at træde i genrens fodspor bogstaveligt, som man kan lige nu, men som en del af den nyere, norske kulturarv var det måske værd at tænke lidt over langtidsholdbarheden i de historiske genstande – omend der er en skæbnens (sorte) ironi over, at genrens minder var tæt på at dø i flammer.

Ellers har 2024 været et år med ny musik, koncerter og alt derimellem. Der blev ikke udgivet deciderede mesterværker, hverken i ind- eller udland, men mindre kan også gøre det. Blood Incantation, Livløs og Blazing Eternity er de navne, jeg umiddelbart tænker på, når jeg tænker 2024. De plader bør man give sig selv tid til at høre nogle gange.

Årets danske album:
1. Livløs: ‘The Crescent King’ – Årets danske udgivelse ifølge denne anmelder. Livløs når nye højder med deres melodiske dødsmetal, der er tilsat progressive elementer, som sammenlagt hæver niveauet for både dem selv og hele den danske dødsmetalscene. 

2. Blazing Eternity: 'A Certain End of Everything' – et melankolsk comeback, der i den grad satte sig fast i anlægget og baghovedet. Er man til den atmosfæriske og tunge musik, så er denne plade umulig at komme udenom.

3. Strychnos: 'Armageddon Patronage' – Der er efterhånden stor enighed om, at Strychnos har begået en af årets klart bedste plader i Danmark. De bevæger sig i en blodig balancegang mellem døds- og black-metal og gør det virkelig godt på deres toer her fra 2024.

4. Horned Almighty: 'Contagion Zero' – Ligesom Strychnos flirter Horned Almighty også med de to populære genrer – dog er de klart mest i den kulsorte lejr. En knusende effektiv plade for kendere af såvel band og genre. 

5. Crocell: 'Of Frost, of Flame, of Flesh' – Der danner sig et mønster. For Crocell blander også døds- og black metal og har et helt særligt, melodisk groove, der har fanget denne anmelder fra første gennemlytning. Crocell kan både være hurtige og vilde samt melodiske og tilbagelænede. Det fungerer rigtig godt.

Årets internationale album:
1. Blood Incantation: ‘Absolute Elsewhere’ – Blood Incantation har absolut været alle steder og ikke kun andre steder. For de er også øverst på min liste. En af de plader, der for alvor har udfordret hvordan dødsmetal kan laves. Masser af progressive og jazzede tendenser. Som én, der selv er faldet på halen over de seneste par plader fra Rivers of Nihil, var det ikke svært at lade sig forføre på 'Absolute Elsewhere'.

2. Vitriol: ‘Suffer & Become’ – Det kan være nemt at glemme amerikanske Vitriol, der udsendte deres plade allerede i januar måned. Det er dog stadig nok den bedste, stilrene dødsmetalplade, der er blevet sendt på gaden af et udenlandsk band her i 2024. Det er deres kun anden plade, så det er muligt, de ikke har toppet kunstnerisk endnu!

3. Kanonenfieber: ‘Die Urkatastrophe’ – Jeg var svært begejstret for det tyske band, da de udgav debutpladen 'Menschenmühle' tilbage i 2021, og det blev kun bekræftet med 'Die Urkatastrophe' i år. Udviklingen er gået mod større omkvæd og en mere tilgængelig lyd, hvilket enten afskrækker eller tiltrækker. Jeg blev suget helt ind i musikken og den omfattende research, manden bag Kanonenfieber har lagt i at gennemsøge breve fra soldater under 1. verdenskrig, der har dannet grobund for teksterne og emnerne i sangene på pladen. 

4. Darkthrone: ‘It Beckons Us All.......’ – Syv punktummer. Ikke tre. Derudover nærmest helligbrøde, at Darkthrone har lavet en plade, der ikke gør ondt i ørerne, fordi produktionen er lavet henover tre skraldespande af blik. Den her skive lyder faktisk godt – men ikke for godt. Trods alt. Fenriz og Nocturno Culto har det stadig sjovt i Norge. Det nyder vi andre godt af.

5. Doedsmaghird: ‘Omniverse Consciousness’ – Et sideprojekt til Dødheimsgard, der er herlig smadret. Jeg er fan af førnævnte og lod mig derfor forføre af vores anmeldelse af denne plade (ja, ananas i egen juice). Satte den på og har så haft den kørende de sidste par måneder. Den er skør på en god måde.

Årets danske hit:
Blazing Eternity: ‘A Certain End of Everything’ – en stor og trist ode til smerten ved tab. Lige så tungt et emne, lige så smuk er sangen. Jeg blev ramt.



Årets internationale hit:
Vitriol: ‘Shame and its Afterbirth’ – Lækker guitarintro og endnu vildere dødsmetal, hvor alle sejl sættes til.



Årets genfundne klassiker:
Metallica: ‘Ride the Lightning’ – Det var faktisk en fornøjelse at grave ned i det, der nogle dage i ugen er Metallicas bedste plade. Jeg veksler stadig mellem den, Puppets og Justice, og bliver næppe nogensinde enig med mig selv. At skrive om den, kommunikere lidt med Flemming Rasmussen om detaljer og bruge tid på at lytte til ekstramaterialet og demoerne på den store box, Metallica selv udsendte for år tilbage om netop pladen, var med til at give det elektriske stød, der skulle til for at genaktivere kærligheden til dette monster af en udgivelse fra 1984. Tænk sig, at vi har haft den perle i 40 år nu. 

Årets koncerter:
1. Marduk: Eksercerthuset, Fredericia, 18-10-2024 – Svenske Marduk er muligvis kontroversielle på papiret, men live er de intet mindre end fremragende, når de eksekverer deres bidske black metal med lige dele tempo og nerve. 

2. Cattle Decapitation: Inferno Metal Fest, Oslo, 28-03-2024 – Der var masser af danske bands i den norske hovedstad, men det var amerikanske Cattle Decapitation, der løb med den bedste koncert. Svedigt, klaustrofobisk, vredt. Forsangeren snerrede oprigtigt af fotograferne og var stålsat på kun at koncentrere sig om at spille for sine fans. Det kunne ses, høres og mærkes.

3. Testament: Jailbreak, Horsens, 16-08-2024 – Veteranerne fra USA beviste på en solrig sensommerdag i Fængslet, at de stadig kan levere en dosis thrash, når de skal. Chuck Billy, Alex Skolnick og resten af Testament sørgede for festen på Jailbreak, og man skulle være lavet af noget meget mærkeligt, hvis man kunne stå stille, mens de gav koncert.

4. Slaughter to Prevail: Hades, Copenhell, 21-06-2024 – Indrømmet, jeg har aldrig hørt Slaughter to Prevail før koncerten på dette års Copenhell – men nysgerrig og ingen andre planer gjorde, at jeg stod på Hades, da bandet gik på. Alexander Shikolais karisma og intensitet lyste så tydeligt udover scenekanten, at jeg stod og tog mig selv i at tænke, at hvis man nogensinde skulle finde sig selv fanget i en skyttegrav, så ville han være den helt perfekte makker. Det ville man med overvejende sandsynlighed ikke slippe levende fra, men sikke en måde at gå ud på. Vanvid på den helt store klinge.

5. Machine Head: Helviti, Copenhell, 21-06-2024 – Robb Flynn havde i et årti frasagt sig festivaler, men så fik han lyst igen, og Refshaleøen tog imod frontmanden og resten af Machine Head med åbne arme. Som tak fik Copenhell en ti tons tung hammer lige i ansigtet.

Årets danske navn:
Livløs – Med en af årets stærkeste udgivelser og en koncert på Aalborg Metal Festival, der går over i historiebøgerne, så løber de med titlen. I september gav de også en god koncert i Amager Bio.

Årets internationale navn:
Blood Incantation – Årets plade. Et regulært gennembrud. De var også gode på Gehenna ude på Refshaleøen tilbage i 2022, og de kigger forbi Amager Bio lige efter påske, nærmere bestemt 24. april 2025. Det her er bandet, der p.t. må være på alles læber. Fuldt fortjent. Så må vi håbe, de formår at udnytte det momentum, de har lige nu. 

Årets nye danske navn:
Rådden Rektalvæske – Alene navnet gør, at man jo ikke kan andet end smile fra den ene ende til... ja... En trio af unge musikere, der ligesom Nakkeknækker har valgt et dansk navn og som, hvis det går godt, bliver nødt til at omdøbe det, hvis det nu viser sig, at brutal slam-metal fra Jylland bliver det næste store. Når man samtidig citerer Ole Thestrup i starten af sin EP, så vinder man altså!



Årets nye internationale navn:
Vitriol – det er for oplagt at bruge superlativet virtuos om Vitriol, men der er noget udefinerbart over det amerikanske band fra Portland i Oregon. Det er langt fra både Florida og New York, der i gamle dage stod for at lave dødsmetal. Men byen og området har de senere år også givet os navne som Uada, Red Fang, Toxic Holocaust og Unto Others. Så måske der er noget i vandet dér nord for Californien?

Årets comeback:
Metallica – Jeg havde faktisk taget afsked med dem live, da de spillede på Copenhell. Det var en god koncert, og jeg tænkte samme aften, at nu har jeg set dem så mange gange, at jeg egentlig ikke behøver mere. Slutte af med en god koncert. Det må være ok, selvom jeg i mine unge dage aldrig nogensinde havde troet at de ord og tanker ville komme fra mig.
Men ligesom Al Pacino i Godfather 3, så tror man lige akkurat, at man er kommet ud af det, før nogen trækker én tilbage i vante rammer. Jeg lod mig overtale til at anmelde Metallica i München og så dem igen i Parken. De kan sgu stadig. At overvære dem fra snakepitten i det sydtyske og have siddeplads på Østerbro var to vidt forskellige oplevelser, men begge ting fungerede faktisk udmærket. 

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
En masse bøger om D-dag og de efterfølgende måneder i Normandiet. Sommerferien gik dertil i år i anledning af 80-året for begivenheden, der ændrede Europa. De bøger, jeg fik tømt lommerne for på diverse muséer, var højdepunkterne indenfor de fysiske genstande i 2024. Og en fed hoodie købt i Fredericia!

Det overså jeg i 2023:
Intet.

Årets optur:
At besøge Oslo i påsken og være en del af Inferno Metal Fest. Som nævnt i indledningen, så var det noget helt særligt at besøge Neseblod/Helvete. Det bør enhver, der nyder black metal-genren, unde sig selv. 

Årets største skuffelse:
At det modne publikum alligevel ikke var så købestærkt eller interesseret i en rock- og heavy-festival i Horsens, som arrangørerne havde håbet på. Derfor tager Jailbreak en pause i 2025, hvor folkene bag (Live Nation og Horsens&Friends) vil gentænke formatet. Vi har de sidste to år rapporteret derfra og været meget begejstret for forholdene, ligesom vi har set adskillige virkelig gode koncerter. I år ikke mindst førnævnte Testament, Ugly Kid Joe, Baest, Pretty Maids og Tobias Sammets Avantasia.

Derudover kan man også godt frygte for spillestedet Amager Bio. Når man ved, hvordan stedet er drevet gennem årene og hvilket engagement, folkene bag har lagt i det, samt selv har været gæst ved adskillige lækre arrangementer, så er det da ikke endvidere betryggende at vide, at fremtiden er endog ganske uvis for den sal, der har stået for rigtig mange af hovedstadens heavy-koncerter. Som nordjyde, der p.t. ser 1000Fryd i Aalborg gennemgå en regulær overlevelseskamp, fordi det offentlige spænder ben, så holder man vejret og håber, at de rette kræfter får lov at fortsætte med at arrangere og afvikle i Amager Bio!

Nåhja, og at Deicide udsendte 'Banished By Sin'. Det var bedre, hvis de havde koncentreret sig om at komme til Danmark og give koncert, hvilket de ikke har gjort siden Copenhell i 2011.

Største ønske for 2025:
At flere og flere indser, at kampen for demokrati og ytringsfrihed hænger sammen. Man kan ikke have de to uden hinanden. Og at det er værdier, der skal kæmpes for. De kommer ikke af sig selv. Mørke kræfter ligger hele tiden på lur for at stjæle enten den ene eller den anden – og uanset hvilken én, der først falder, så falder den anden umiddelbart derefter. Nogle gange er det bare en lille bid, man vil tage fra dig. Hver gang bør vi sige nej tak med store bogstaver, så budskabet bliver så klart og tydeligt som muligt: Frihed er ikke en handelsvare, men et privilegium, vi er villige til at ofre alt for. Alt!

Det glæder jeg mig mest til i 2025:
Lige nu er det Cattle Decapitation i Amager Bio (16. februar), Rivers of Nihil i Pumpehuset (19. marts) og Pantera i Hamburg, jeg ser frem til i kalenderen.
Mon ikke også Copenhell bliver godt? De har i hvert fald allerede bekræftet førstnævnte grind-giganter fra San Diego, ligesom Wormrot, Strychnos, Anaal Nathrakh og Carcass også er klar på Refshaleøen i juni måned.

Derudover bliver det en glædens dag, når 1000Fryd i Aalborg genåbner og igen bliver stedet, hvor man kan opleve de store navne før de bliver store.

Og mon ikke der kommer flere koncerter rundt omkring, der gør det sjovt at være til?