Oplagt band nedlagt af lyd

Oplagt band nedlagt af lyd

Deicide var i sjældent godt humør og leverede en fornuftig koncert, men lyden druknede guitarerne, så oplevelsen blev derefter.

Kunstner
Dato
17-06-2011
Distributør
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Deicide på dansk jord. Antallet af aflyste koncerter gennem tiden gør, at man næsten ikke tør tro på det. Men her var de igen. Efter seks års fravær kunne det danske publikum på Copenhell lytte til de sataniske toner fra Glen Benton og co. Og Benton fik da også lige forsøgt at redde lidt kastanjer ud af ilden ved at sige, at nu var de tilbage fordi de endelig havde fået en kompetent manager.

Og så fyrede Deicide ellers den ene klassiker af efter den anden. Jeg var specielt glad for 'When Satan Rules This World', 'They Are the Children of the Underworld' og generelt musik fra pladen 'Once Upon The Cross'. Der blev selvfølgelig også plads til nyere sange, såsom "How Can You Call Yourself a God" og "Hang In Agony Until You're Dead". De bedste var dog klart de to afsluttende fra debutpladen, nemlig 'Lunatic of God's Creation' og naturligvis 'Sacrificial Suicide'.

Men selv for en Deicide-connoisseur, var det sommetider vanskeligt at dechifrere hvilket nummer de spillede. Guitarerne var væk i en mur af lyd der hvor jeg stod. Det hjælper så heller ikke på humøret til karaktergivning, at Glen Benton måtte have noter med på scenen for at kunne huske teksterne til enkelte af de nyere numre.

Der er således langt til topkarakter, men Deicide mødte op og fyrede den af på Copenhell.  Det i sig selv er noget af en bedrift. Jeg kvitterer med to stjerner for en solid koncert, hvor jeg dog manglede selve sangen "Deicide", der jo er en af deres bedste.