Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Svensk vanvid i Fredericia

Updated
Marduk1200_72A3062
Marduk1200_72A2915
Marduk1200_72A2785
Marduk1200_72A2857
Valkyrja1200_72A2763
Impalement1200_72A2571
Impalement1200_72A2663
Undead1200_72A2522

Marduk leverede en suveræn koncert i Fredericia fredag aften, der kun blev udfordret af lidt lokal geografi og et mikrofonstativ, der drillede forsangeren.

Kunstner
Titel
+ Valkyrja + Impalement + Undead
Spillested
Dato
18-10-2024
Trackliste
1. On Darkened Wings
2. Into Utter Madness
3. Shovel Beats Sceptre
4. Souls for Belial
5. The Funeral Seemed to Be Endless
6. With Satan and Victorious Weapons
7. Wartheland
8. Blood of the Funeral
9. The Levelling Dust
10. Viktoria
11. The Blond Beast
12. Throne of Rats
13. Wolves

14. Panzer Division Marduk
Koncertarrangør
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
4

De svenske black-metallere i Marduk er noget så sjældent som et band, man nærmest kan sætte klokken efter. Man ved, at de leverer live. Vi har set dem på de skrå brædder i over 20 år, og ikke én gang er vi gået skuffet derfra. Således heller ikke i fredags, hvor de spillede i Eksercerhuset i Fredericia. Spillestedet vender vi tilbage til.

Først skulle vi dog gennem tre opvarmningsbands, hvor det første var det, denne anmelder brød sig mest om. Det var spanske Undead, der spillede en solid black metal, hvor der også var det swing over musikken, som gør, at man er begyndt at kalde visse subgenrer for black'n'roll. Knap så gode var schweiziske Impalement, der dog også havde sine momenter. Særligt deres 'Death to the Gods' var en solid, tung fætter, der fik nakkerne til at bevæge sig i Fredericia. Den er at finde på deres plade 'The Dawn of Blackened Death' fra 2023. 

Valkyrja skulle så være det sidste trækplaster før hovednavnet, og de blev bare aldrig rigtig gode eller nærværende denne fredag aften. Der er umiddelbart ikke noget i vejen med deres musik, men deres koncert i Fredericia denne gang var anonym i forhold til energien fra Undead tidligere på aftenen.

Marduk sørgede dog for, at det hurtigt var glemt. Fra de gik på scenen var de i fuld kontrol. På nær mikrofonstativet, som 'Mortuus' eller hans crew aldrig nogensinde rigtig fik styr på. Det drillede hele tiden, og man måtte skrue og justere adskillige gange undervejs. Ufrivillig komik at se på.

Marduk turnerer stadig for 'Memento Mori'-pladen fra sidste år, og denne aften var det netop ved nummeret 'Shovel Beats Sceptre', at koncerten for alvor blev sparket i gear. Forsanger Daniel 'Mortuus' Hans Johan Rostén brølede kommanderende ud til publikum, at nu skulle vi i gang. De fremmødte i Fredericia lyttede og brølede med.

Derefter var det en ren tour de force gennem snart sagt hele Marduks lange diskografi. Hidsige leveringer af sange som 'Souls for Belial', 'The Funeral Seemed to Be Endless' og 'Wartheland' sørgede for, at ingen gik skuffede fra koncerten. Klimaks var, da 'The Blond Beast' blev igangsat og gik videre i 'Throne of Rats' og den afsluttende 'Wolves'. Der blev moshpitten aktiveret for alvor, og folket kunne lukke de sidste kræfter ud.

Det samme gjorde Marduk, der, helt som ventet, lige fik en puster og kom retur og hastede sig gennem 'Panzer Division Marduk', hvorefter de takkede af efter lidt over en times kulsort black metal fra hinsidan. Vi har som nævnt set Marduk mange gange, senest i Odense tilbage i 2022, hvor vi også gav dem 4.

Ligesom vi gjorde i Fredericia i 2019, hvor vi kaldte dem universets sejeste liveband. Dengang spillede de på Tøjhuset. Det spillested var også med til at arrangere fredagens koncert, og på de sociale medier stod der på begivenheden, at den fandt sted på netop Tøjhusets adresse Gothersgade i centrum af Fredericia by. Men det var faktisk på Eksercerhuset ude ved fortet, hvor der også har været afholdt Metal Magic Festival. Så en del publikummer startede aftenen med at måtte gå forgæves i Gothersgade. Lidt uheldigt, at det ikke var kommunikeret tydeligere ud. Vi undgik forvirringen ved lige at dobbelttjekke hos en lokal, inden vi tog af sted.

Men selv lidt drilleri fra et mikrofonstativ og lokal geografi kunne ikke ændre ved det faktum, at Marduk igen sørgede for festen. Man kan mene hvad man vil om bandet, men deres kvaliteter på en scene lader sig ikke fornægte. Vi tager gerne en tur i fuldkommen vanvid med dem igen!