Copenhell 24: Autenticitet og ubehag
Populær
Alex Terrible tog Copenhell med storm og sendte publikum fra Hades, med en fuldstændigt vanvittig, tilnærmelsesvis ubehagelig oplevelse rigere
Exil-russeren Alexander Shikolai har dyrket Youtube. Haft succes med at opbygge en brandmæssig profil, der, for en udefrakommende, virker forholdsvist over the edge. Ekstrem og unødvendig i forhold til hvor uinteressant Slaugther to Prevails musik reelt er, i en Deathcore-kontekst.
Det sagt, er det en profil, der har skabt enorm interesse omkring bandet – og her er vi så, med en russer på Copenhell 2024, midt i en krig, mellem øst og vest (i hvert fald i overført betydning). En krig Shikolai har taget afstand fra flere gange, hvorved kunstnerens optræden på festivalen vel er legitimeret?
Heldigvis, for hvad der på papiret lignede en malplaceret koncert, sat på en alt for stor scenen, af et band med et mindre interessant musikalsk bagkatalog, viste sig at være en af de mest autentiske koncerter på dette års festival. En decideret mangelvare.
’core-kedelig
Få timer inden Slaughter To Prevail står parat på Hades, leverer Harm’s Way en af årets største skuffelser. Dagen før er det Thy Art Is Murder, der ikke rigtig gad lege med. Mange er eksemplerne på bands, der i løbet af Copenhell mislykkes med at komme ud over scenen. Kunstnere, der står og glor på et ellers hengivent publikum. Kedelig metervare-metal af værste skuffe. Manden bag kunstnernavnet Alex Terrible er alt andet end metervare.
Hvor Pligge var en skygge af forventningerne, er Terrible vanvid. Indbegrebet af vanvid. En mand der umiddelbart enten vil kramme dig og byde dig på en hjemmedyrket brandevin, eller muligvis stikke dig ned, mens du ser på dine børns lig. Det er en brandprofil, men den bliver solgt i en sådan grad, at tvivlen blomstrer. Hvad er skuespil, hvad er virkelighed?
’Bonebreaker’ indleder og det hele lyder nok lidt generisk. En svag start, men det ændrer sig radikalt med ’Baba Yaga’. De russiske strofer falder som lægtehamre, bandet står stærkt i lydbilledet og en bund af trommer og bas dundrer gennem beton-gulvet. Den slaviske folkefortælling lever i forsangeren, der smider masken, viser det overtatoverede ansigt og fremviser vanviddet i øjnene. Eller øjet om man vil. Teatralsk, er venstre dækket af en hvid linse.
Galskaben afspejler sig i frontmandens færden. På ingen tid får han kommanderet et fyldt Hades rundt i manegen. Ikke kun pitten. Det insisterende blik trænger igennem fra front til bakken. ”I want the real wall. THE REAL ONE!” brøler Terrible, mens pitten langsom splittes til en wall of death. Det går for langsomt. Med blod i panden efter utallige slag med mikrofonen, hopper Terrible ned i pitten, skubber folk tilbage, kommanderer dem ud med mikrofonen i hånden. ”I SAID THE REAL ONE!”. Droppet kommer som forventet og Terrible har ikke flyttet sig. Han står midt i det hele, som de to styrker brager ind over ham. Et ocean af mennesker og kaos. Kameraerne fanger forsangeren kortvarigt inden det sker – en ekstrem, ubehagelig entusiasme står ud af det højre øje, mens læberne er krænget nedaf som en bjørn parat til at slå til.
Tvivlen lever stadig
Publikum og band fanger nærmest hinanden fra start. ’Viking’ sender pitten ned i den der åndsvage ro-båd, ’Agony’ skaber mosh fra højre til venstre, mens coveret af Rammsteins ’Du Hast’ medfører et moment af fællessang. Terrible smiler og to sekunder efter ser han ud som om han vil rive dit hjerte ud og æde det råt. Modsat Pligge, er der en reel frygt for at manden hopper ned blandt publikum og bader sig i blod fra de nærmeste – symbolsk naturligvis, men man føler sig sjældent helt sikker.
Det her er et teater, der føles alt for virkeligt. Det er den tvivl, der lever i hele koncerten. Det element, der gør at Terrible er en eminent formand. Hvad der gør, at dette års koncert på Copenhell var intet mindre end fantastisk. Spørgsmålet er, hvor længe man kan fremstå vanvittig, uden reelt at være det.