Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 24: Velkommen tilbage, Robb!

Populær
Updated
448911339_1002523808096769_7384269055652418372_n

Trods en lille byge undervejs tog Machine Head værdigheden som hovednavn på sig og løb med den. Vi takker for en lækkerbidsken af en koncert!

Kunstner
Dato
21-06-2024
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Det er efterhånden mange år siden, vi har set Machine Head på en festival. På et tidspunkt blev Robb Flynn simpelthen træt af at stå udendørs i forskelligt vejrlig, til forskellige typer publikum og på forskellige tider af dagen. Så derfor stoppede Machine Head med at spille festivaler.
Heldigvis genoptog bandet den praksis for et par år siden, og derfor kan Copenhell fredag aften præsentere dem som headlinere på Helviti. Det store samlingspunkt til at skyde weekenden i gang.

Skudt i gang blev det da også. Machine Head går på scenen præcis klokken 21.30, og starter tungt ud med 'Imperium' og videre i 'Ten Ton Hammer', hvor der bliver delt ballonhammere ud, som man kan slå hinanden oveni hovedet med. Det gør publikum. Og danser i de få regndråber, der kommer fra oven. Da vi når et af de nye numre i 'Chøke Øn the Ashes Øf Yøur Hate' går publikum amok oppe foran og laver en kæmpe circle pit. Måske en regndans, man skulle have undladt.

For i det efterfølgende nummer åbner himlen sig. 'Locust' er en lidt anden bibelsk plage end den, der rammer Copenhell og da 'Is There Anybody Out There' må regnjakker og regnslag frem, for nu står det ned kraftigt. Men da de igen spiller en af de nye numre i 'Nø Gøds, Nø Masters' aftager regnen heldigvis igen, og fokus kan komme mere på hvad der sker på scenen end at få sig pakket ind.

Publikum får så også en lille puster, da den nye guitarist, Reece Alan Shruggs, serverer en guitarsolo til Copenhell. Han ligner faktisk lidt Dimebag Darrell, og spiller da også på samme facon guitar, men så hører lighederne også op.

Robb Flynn tager over og serverer en lille monolog før 'Darkness Within' om at have det hårdt, og at alle enten kender eller har kendt én, eller selv været i et sort hul, og hvordan man skal huske at spørge ind og selv bede om hjælp, så man ikke ender med at begå forfærdelige ting mod sig selv. En velment tanke, som vi også har hørt James Hetfield gengive så sent som for en lille uges tid siden i Parken.

Machine Head buldrer derefter videre i 'From This Day' og lukker koncerten ned med klassikerne 'Davidian' og 'Halo'. Lige akkurat den sidste er der, hvor fårene skilles fra bukkene, og Shruggs må se sig placeret i den første kategori. Vi har set Machine Head live i over 20 år, og guitararbejdet på netop 'Halo' fra 'The Blackening' er noget af det bedste, bandet nogensinde har præsteret. En solo, hvor de to guitarister duellerer frem og tilbage og til sidst finder hinanden i harmoni.

Det har vi set blive gjort til perfektion, blandt andet på Wacken Open Air i 2009, hvor vi netop skrev 'Guitarspil i verdensklasse' og gav Machine Head den forjættede karakter 666. Dengang hed Robb Flynns makker Phil Demmel, og det var en ekstra omgang salt i såret, at selvsamme Demmel stod hensygnet på Hades tidligere på dagen og spillede sekunda-Slayer. Tænk, hvis Demmel havde været der under 'Halo'. Bevares, Flynn og Shruggs spiller nummeret og soloerne, men noget magisk øjeblik er det aldrig i nærheden af at blive.

Men det er godt nok. Faktisk er hele koncerten god. Det er rart at se Machine Head tilbage på en festival i Danmark. Det er ikke sket siden Roskilde Festival i 2012, der netop var i den periode, hvor Robb Flynn mistede tålmodigheden med festivaler. Her 12 år senere gør han og Machine Head så comeback, og det var et flot et af slagsen.

Flynns nye legekammerater gør det godt uden på noget tidspunkt at overgå hverken frontmanden eller de tidligere bandmedlemmer. Publikum er med fra start til slut, og en smule regn i et kvarters tid er kun med til at forstærke gåpåmodet hos de fremmødte. Folk bliver på pladsen og bliver belønnet med en af de koncerter, vi vil komme til at huske fra Copenhell 2024. Job well done!