Årsliste 2024 - Jacob Dinesen
Det herrens år 2024 har været intenst; om det skal elskes eller hades står hen i det uvisse, men her hvor året går på hæld står en ting klart: fotografen har udviklet et potentielt usundt forhold til musik.
Alt henstår i en tåge; der er helt klart sket en masse siden samme tid sidste år, men hvad? Hvor
de allerbedste fra den den danske scene står rimelig skarpt i erindringen og årets koncert det samme; så blev det næsten for meget med overfloden af udenlandske kvalitetsudgivelser. Rigtigt mange er blevet gennemlyttet, kun få er lyttet til mere end en enkelt gang.
Jeg kan ikke beslutte mig for om niveauet for middelmådighed er højnet, eller om jeg har udviklet et misbrug af kvalitetsmusik. Måske finder jeg ud af det i løbet af det kommende år? med det sagt, videre til den vanlige planlagte sending.
Årets danske album:
1. Night Fever: ‘Dead End’ – Catchy-slås-heavy-metal min sjæl hvad vil du mer’? det er muligt at det ikke er årets mest episke plade, ej heller den mest komplicerede, men som så mange gange før, så vinder det simple, når året gøres op.
2. Blazing Eternity: ‘A Certain End of Everything’ – Tilbage i marts, efter at promoen havde ligget og modnet i indbakken i næsten en måned (= at samle sig mod til at lytte til den, hvad nu hvis den er dårlig?) fik jeg lyttet til den. Førstehåndsindtrykket var så godt, at jeg blev aldeles forvirret, så forvirret, at jeg måtte spørge i Devilutions idiotiske fælleschat, om pladen virkelig var god, eller om jeg igen var blevet revet med af en stemning. Nogle dage efter havde resten af flokken givet den et lyt, og de gav mig ret. Applaus.
3. Alkymist: ‘Unnderr’ – Hver eneste gang jeg ser Alkymist live bliver jeg imponeret over hvor utroligt sammenspillede de er. Til min dødsdag vil jeg hævde, at det er vigtigere at være sej end dygtig - men Alkymist får mig til at tvivle på visdommen i det udsagn.
Hvad har det med ‘Unnderr’ at gøre? blot det albummet lyder aldeles fantastisk og fremstår som et sammenhængende værk. Det Triptykon’ske har muligvis triumferet over tidligere pladers afgrundsdyb, men det storslåede lydbillede klæder mørkemændene.
4. Situationsfornærmelse: ‘Længe leve de vrede’ – Hil vreden. Vrede er ikke for sjov, vrede har en retning og det her Situationsfornærmelse også. Æstetikken er stadig helt fucked, men skud ud til ‘Situationsfornærmelse’ for at lave årets vredeste plade. At den oven i de skarpe budskaber også udelukkende består af hits, trækker ikke fra i det samlede regnskab.
5. Strychnos: ‘Armageddon Patronage’ – Hvad skete der lige der? fra ren black til en - i visse kredse - relativt poleret, opdateret melodisk død? Sædvanligvis slipper bands ikke ustraffede af sted med et sådant skifte, men for Strychnos går det legende let.
Velkommen til toppen af den danske scene.
Årets internationale album:
1. Blood Incantation: ‘Absolute Elsewhere’ – Dette er årets i særklasse bedste udgivelse. Med tanke på hvor ekstreme ‘Blood Incantation’ alle dage har været, er det imponerende hvor meget opmærksomhed ‘Absolute Elsewhere’ har fået i mainstream-medier.
Albummet er en formidabel omgang progget ekstremmetal, der lykkes i overhovedet ikke at være irriterende, men i stedet lader lytteren måbende tilbage. Hver gennemlytning giver mere til forståelsen af værket og når 20’ernes bedste plader skal rangeres, så vil denne utvivlsomt være meget tæt på toppen.
2. Gewalt: ‘Doppeldenk’ – På mange måder er dette lyden af mit dystopiske 2024. Hvor ‘Absolute Elsewhere’ ikke rigtigt har hits, så består ‘Dobbeldenk’ ikke af andet, og det er mere elektronisk end metallisk. Musikaliteten er i top, udtrykket stramt og festen foregår stadig i mørket!
3. Candy: ‘It’s inside You’ – Albummet indeholder musikalske referencer til alt mellem himmel og jord og hvis ‘Slipknot’ stadig var fede, ville de lyde som ‘Candy’. Fuld fart frem, alle mod alle, ren energi - alle positivt opbyggelige begreber kan knyttes til ‘It’s inside You’.
4. Thot: ‘Delta’ – Når Pelagic Records skriver “post-rock” i en mail, skal man tage sig i agt. Sædvanligvis betyder dette at midaldrende mænds ligegyldigheder truer. I dette tilfælde var der dog tilføjet “industrial” og dermed fik albummet en chance.
Tro det eller lad være; Belgiens scene er i disse år utroligt spændende, og ‘Thot’ er endnu et eksempel på dette. Lyt til det og føl dig fancy.
- pladen ER fra 2024, sangen her blot udgivet som single for nogle år siden.
5. Julie Christmas: ‘Ridiculous and full of Blood’ – Ja, jeg tilstår: jeg har ikke forstået begejstringen for Julie Christmas før, end ikke når hun sammen med Cult of Luna har opført ‘Mariner’. Men i år, på ‘Ridiculous and full of Blood’ og på Roskilde Festival faldt det hele omsider i hak for mig. Pladen er jo mesterlig?! Hole x Björk? Nej! Julie Christmas er helt sin egen.
Udover de fem favoritter herover er der jo blevet lyttet til nogle hundrede internationale udgivelser i 2024 - meget har været igennem maskinen, meget lidt har sat sig spor, men særligt fremhæves bør:
Sun and Sail Club: ‘Shipwrecked’ – Hvor mange bands kender du med to medlemmer af samme navn? Nu kender du ‘Sun and Sail Club’ der har 2x Scott Reeder. Lyden er punk’et, men med stærke riffs. Lyt til det mens du kører bil.
Opium warlords: 'Strength!' – lyt til den mens du laver noget tungt og vigtigt.
Inter Arma: ‘New Heaven’ – Årets konger af Roadburn. Da vi talte med dem beskrev de sig selv som “hillbilly dødsmetal”. Hvis det fungerer for jer, så fungerer det for os.
Årets danske hit:
Alkymist: ‘Unnderr’ – At kalde det et hit er måske mod pointen, men denne sang skal fremhæves på bekostning af alt andet, der er udgivet i Danmark i 2024. På lige under ti minutter udviser den større spændvidde end de fleste danske 2024-plader.
&list=OLAK5uy_nF6td3SO4MEwwvHXRFf_W4vJbnsICYzzs&index=3
Selvom en sang SKAL fremhæves, fortjener disse også en plads på nytårsplaylisten. Sammen med årets hit vil de tre nedenstående sange dække alle tænkelige stemninger og situationer.
Night Fever: ‘Lone Wolf’ – 'Come on and fight me like a man!"
Pink Plague: ‘Party in my head’ – Næsten hele 2024 har denne sang været en fall-back plan, når alt har virket en tand for tumpet.
St Digue: ‘Get Caught’ – Med fare for at tage munden for fuld, så er dette essensen af Death Wave og dermed meget præcist hvad DU skal bruge mere af i dit liv.
Årets internationale hit:
Gewalt: ‘Schwarz Schwarz’ – Tysk, stramt, sort. Du ved du vil have mere af det samme, med det samme.
Årets genfundne klassiker:
Den dag, jeg føler for at udfylde denne kategori – det bliver også dagen hvor jeg sletter Devilution.
Se dig aldrig tilbage - videre, fremad, mod fremtiden - for fremtidens skyld.
Årets koncerter:
1. John Cxnnor: Copenhell, 21-06-2024 – Som så mange gange før skabte ‘John Cxnnor’ et før og et efter. Dem der var til koncerten vil aldrig glemme den - dem, der ikke var der, ved, at de gik glip af noget.
I Brdr. Sejersens all-star doomrave var Copenhells med afstand bedste koncert, og tvivlerne blev overbevist, mens The OGs fik alt de drømte om. Vi ses i Vega!
2. Die Wilde Jagd: Roadburn, 21-04-2024 – Minus gange minus giver plus! I 2022 spillede Die Wilde Jagd en gudsjammerlig kedelig koncert på Roadburn og i 2019 spillede Metropole Orkest Celtic Frost sammen Triptykon; og floppede på mærkværdig vis. Derfor lå det ikke i kortene, at Die Wilde Jagd med Metropole Orkest ville blive en magisk oplevelse på Roadburn Festival 2024, men det blev det! Rørende smukt, massivt som kun et symfoniorkester kan være, fuld af finurlighed.
Alle der ikke var der gik glip af noget stort, men frygt ej: det hele udkommer på alle tænkelige formater d. 27. januar 2025.
3. Limp Bizkit: Copenhell, 20-06-2024 – Den bedste headliner koncert, der nogensinde har været på Copenhell. Fred Durst var i hopla og festen fyldte hele pladsen. Vildt meget bedre end man turde håbe på.
4. Cattle Decapitation: Pumpehuset, 26-03-2024 – Rå vildskab! jeg troede jeg brækkede næsen (da jeg fik mit eget kamera i hovedet af en crowdsurfer, der fløj i retning af scenen), Travis Ryan snottede mig i hovedet (hvorefter hans straks tørrede det af) og Cattle Decapitation spillede en fantastisk koncert.
5. Rot Away: Studenterhuset, København, 27-03-2024 – Det var en fejring af Støj eller Omegalisten eller et eller andet; en helvedes masse hardcore på en meget lille scene i et kun lidt større rum. Alle fløj, alle var tæt på, alle stagedivede, alle slåssede. Gid hver fredag var sådan.
Henover det sene forår og sommeren, var det også muligt at opleve tre af de - for mig - største hardcore navne. I maj skabte Sick of it All en fantastisk søndagsfest i Pumpehuset, på Copenhell spillede Madball i midten af en kvælende støvsky og Terror lavede sørme endnu en søndagsfest en aften i juli. Hardcoren lever stadig!
Uden en særlig placering, men stadig oplevelser der stadig står klart er Patriarchy der på Roadburn spillede en grafisk stærk kaoskoncert, hvor det meste der kunne gå galt gik galt, men håndteringen af dette blev i stedet en del af det totalteater, duoen foranstaltede. 
Ligeledes på Roadburn viste clipping., at man sagtens kan have hip hop som et af hovednavnene på en festival,der er funderet i det mørke. Eneste krav er at musikken er tung og har dybde.
På Roskilde demonstrerede Foo Fighters at rock i bredformat besynderligt nok stadig har gang på jord og samme sted lavede Heilung et storslået midnatsritual i surround sound. Lige inden festivalen lukkede spillede The Armed en af de koncerter, der viser at “vores” musik faktisk kan skabe en inkluderende hardcore fest for alle musikelskere.
Årets danske navn:
SYL – fordi de mener noget, fordi de tør noget og mest af alt fordi de gør noget.
Årets internationale navn:
Israel – Hvem skulle det ellers være? IDFs prio-liste er lykkedes og org-chartet for både Hizbollah og Hamas har virkelig mange åbne positioner. Som side-gevinst er der mulighed for at Libanon igen bliver en fungerende stat og Iran er presset tilstrækkeligt til hverken at kunne hjælpe Syrien eller Rusland.
Er man i tvivl om hvor stor en bedrift det hele har været, så se dette 60minutes indslag:
…og ja, Gaza er noget rod.
Årets nye danske navn:
Pink Plague – Fordi man skal huske at festen er vigtig! alle andre håbefulde drømmer monokromt og tungsindigt og hvad skal det dog til for? alt tyder på at enden sig nærmer, så hvorfor ikke bare feste igennem?
Årets nye internationale navn:
Lambrini Girls – Hvad skete der lige her? for en måneds tid siden havde jeg endnu hørt om den britiske punkduo, og nu er det svært at se, hvem der ellers skulle være årets nye internationale navn. De er allerede booket til Roskilde Festival, deres koncert på Ideal Bar til marts er for længst udsolgt - og debutalbummet kommer en gang i 2025. Følg med her - de kan blive store.
Årets comeback:
Limp Bizkit – Jeg frygtede det værste. For mig har nærmest alle headliner-shows på Copenhell været essensen af alt, der er dårligt ved metal og folkelighed, og Limp Bizket i sig selv kunne eddermaneme også gå i alle retninger.
Heldigvis blev dette et koncentreret triumftog, hvor numetallens største fik et fantastisk comeback i Danmark.
Årets fysiske udgivelse:
Mastercard Platin – Egentlig var det mest bare tænkt som en back-up i tilfælde af xyz, men når alt går helt, helt galt langt væk hjemmefra, så gør det pludselig en forskel med ekstra forsikringer og diverse hotlines på speed-dial.
Det overså jeg i 2023:
Hvor hårdt 2024 ville blive og hvor lidt jeg kunne have gjort for at forberede mig på det.
Årets optur:
Det absolut bedste der skete i 2024 var tre uger i det vilde vesten, mere specifikt ørkenen i Californien, Nevada, Arizona og New Mexico. At være væk fra alt, blot se på sten og klipper i alskens farver, være så langt væk at bredskyggede hatte og pick-ups er det eneste der giver mening giver perspektiv på både USA og Europa.
I det forgangne år har den såkaldte “rigtige” karriere fyldt mere end som så og det har helt klart haft en konsekvens for Devilution at jeg til tider vitterlig har haft nul tid tilovers til at agere indpisker, fikse akkrediteringer, nyhedsbreve og alt det andet jeg laver udover at tage billeder. At det ikke er gået mere galt end det er, kan i høj grad tilskrives min tårnhøje navnebrohder Jacobh Hansen. Han tog på sig at holde sammen på lortet, når jeg ikke har haft tiden.
Som afstressende foranstaltning har jeg, i stedet for at tænke Devilution, brugt mere tid på at redigere billeder og gøre fotoopgaver helt “færdige”. For almenvellet har dette absolut ingen betydning, men for mig selv er det dog yderst tilfredsstillende at se tilbage på et år hvor der ikke rigtigt er nogle hængepartier.
Årets største skuffelse:
Sidste år skrev jeg dette som mit største ønske for det kommende år:
“At det ikke igen bliver nødvendigt at hyre gidselforhandlere, at ikke alle i den nære familie igen rammes af alvorlige sygdomme, at jeg ikke skal bruge mere tid på andres idiotiske vrangforestillinger og at jeg undervejs tager pejling af om kursen overordnet set giver mening.”
¾ af ovenstående lykkedes, men den sidste del blev voldsomt præget af en uges ophold på en sofa, på et hospital i Las Vegas. Hvad der skulle have været drømmeturen til USA, blev i stedet en følelsesmæssig rutsjetur og selvom alt gik godt var alt alligevel forandret da vi igen blev sluppet fri i ørkenen.
Ved siden af dette virker det let ligegyldigt, men det skal dog bemærkes at både Roadburn og Copenhell, trods formidable koncerter, trådte vande i 2024; i en grad der fik en til at tvivle på om festivalerne hver især havde mere end et par år tilbage.
Største ønske for 2025:
For mig vil 2025 blive defineret af en kamp for at opnå total kontrol der hvor det betyder noget, for derefter at kunne give helt slip og lade alt blive vildere.
Herudover håber jeg at vi, Devilution, igen vil mene mere. Det er som om at alt er blevet lidt for mageligt og perspektiverne stærkt forvrængede. Scenen trænger til en hovedrengøring.
…og nå ja, så vil jeg virkelig gerne have en pick-up! jeg aner ikke hvad jeg skal bruge den til, men på mange måder føles en Ford Ranger Raptor mere rigtig end en Mercedes stationcar. Det store spørgsmål er blot om der skal flammer på siden?
Som altid vil jeg også drømme om færre glade amatører; både på scenen og bag tasterne. Jeres bidrag tjener intet andet formål, end at nusse om en dødfødt drøm.
Det glæder jeg mig mest til i 2025:
Lige nu ser det faktisk ud til at der er festivaler som det er værd at glæde sig til. Det er nærmest en sensation.
Både Roadburn, A Colossal Weekend og Roskilde har alle allerede nu mange spændende navne på programmet, og jeg glæder mig til at opleve dem - og alle dem vi ikke kendte - sammen med flokken af dem der vil noget mere.
Lad det blive vildt.