Farvel med manér - hvil i STØJ
STØJ og Omegalisten havde bestemt ikke tænkt sig at gå stille ned med 24/7’s lukning. Og trods påskeferie var der pakket på Studenterhuset Københavns lille scene fra start til slut.
Eller det var i hvert fald hvad vi fik at vide. For da vi ankom til Studenterhuset i København var det til kø udenfor og et stuvende fuldt lokale, der summede af glade mennesker og lydprøve for aftenens tredje band: Salver.
Konceptet var lige så enkelt som det var genialt: Tag seks danske hardcore bands, tilsæt tolder-reglen efter behov og lad det simre i alkohol i fem-seks timer. Seks bands med hvert deres udtryk og seks bands, der fik minimalt med spilletid.
Anledningen var mindre genial, for STØJ og Omegalisten lukker og slukker sammen med resten af 24/7, og Danmark er et samlende medie fattigere. At STØJ og Omegalisten har formået at samle på tværs var publikum et bevis på. Der var ikke nogen esoteriske fornemmelser, og vi mødte folk fra snart sagt alle vegne, og det mangler i den grad på den danske og københavnske metalscene, hvor man kan leve halve og hele liv uden nogensinde at krydse vej med andre subgenrer end ens “egen” scene. Og så har vi brug for STØJ og Omegalisten, for de viser os alle sammen lidt af det, de andre har at byde på. Men 24/7 er åbenbart et ord, som skærer slemt i øjnene på politikerne, og nu er det slut med endnu et af de steder, vi kan mødes om.
Men at sige, at afskeden gik stille af sig, ville være løgn og når det nu skulle være, så fik STØJ og Omegalisten taget fint afsked med lyttere og musikbranche.
Buldrende bas overdøvede alt
Til gengæld fik jeg set Salver for første gang. En slæbende start lovede godt, men der kom snart gang i kludene. Desværre for Salver var det endog yderst vanskeligt at høre, præcist hvad der foregik, for bassen var så dominerende, at mere eller eller mindre alt andet druknede. Efter lidt vandring frem og tilbage på Studenterhuset smalle tarm af et scenegulv, konstaterede jeg, at man faktisk skulle risikere liv og lemmer i pitten, hvis man ville have lidt guitar med fra baggearet. Og sådan fik vi buldret os igennem et show, der havde sine charmerende øjeblikke, men som i sin helhed fremstod noget forpustet og urutineret. Det lod dog ikke til gå publikum på, og der leget kluddermor i luften under hele det cirka 20 minutter lange (eller korte, om man vil) show.
Inden næste band var der tid til at kramme og hilse og finde en øl i den ret velassorterede bar, og i kom ørepropperne, da lydprøven lod os vide, at det var tid til ophavsmændene til den såkaldte “tolder-regel”, der foreskriver maksimalt 20 minutters spilletid pr band. Jeg er stor fan af reglen, som dybest set forhindrer publikum i at få akut metaltræthed halvvejs igennem en tæt-pakket aften.
En tolderregel er en tolderregel
Smertegrænsens Toldere selv har endvidere en regel om numrenes længde, der gør dem i stand til at presse et utroligt antal sange ind i et sæt. Dog ikke denne aften, hvor sættet var på ca 15 minutter, men hvilke 15 minutter. Luftrummet over publikums hoveder blev taget i brug igen og den stakkels diskokugle fik sig nogle hak i tuden, mens jeg stod og blev helt mor-bekymret for, om den mon kunne holde. 
I vanlig stil, hvæsede, fræsede og råbte Smertegrænsens Toldere sig gennem et sæt, hvor Mads Stobberup på vokalen sendte orale kindheste ud til højre og venstre, mens altid cool Jacob Bredahl fik det hæsblæsende tempo til at virke som en leg. Det var slut, før det var begyndt og der var nogen skuffelse at se i ansigterne på de publikummer, der kun nåede at kæmpe sig halvvejs op til scenen, inden det hele stoppede brat. Men en tolder-regel er en tolder-regel, og man må selv bestemme, om man vil bruge alle 20 minutter …
Bordfodbold med diskokuglen
Det ville Rot Away og de fik måske faktisk også lidt forlænget spilletid, da de bøllebankede sig igennem deres sæt, der slog hårdt og præcist, men med de sært dynamisk svingende trommer fra Andreas Albrechtsen til at holde det hele i kog. 
Den feel er noget af det, der gør Rot Away til noget særligt, og kernepublikummet var da også på plads og klar til start i pitten. 
Der blev spillet bordfodbold med diskokuglen, mens forsanger Jonathan Albrechtsen var indpisker for et publikum, der ikke kunne blive vildt nok. Det fløj gennem luften med opfordringer til mosh, til at smide bukserne og i det hele taget gøre, hvad der skulle til. Og det gjorde folk. Skal man måle bands' popularitet på hvor langt folk bliver båret på hænderne, så var Rot Away denne aftens foreløbige vinder – og selv der, hvor scenegulv reelt bliver til cafe-område kan man faktisk få en teenager i hovedet.
Løver i et bur
Aftenens sidste navn beholdt bukserne på, men spillede dem til gengæld af publikum. Jeg har nærmest ikke tal på hvor mange gange, jeg efterhånden har anmeldt Eyes, men det bliver aldrig nogensinde kedeligt, og jeg knuselsker deres groovy take på hardcore, som tilmed også præsenterer mig for tekster, jeg kan tænke over. 
Med Victor Kaas i front, piskede Eyes afsted som var Den Onde selv i hælene på dem, og med talrige break-beats, hidsige skrig og fræs på guitaren, var det som at se en løve være ufrivilligt i bur. Den lille bitte scene på Studenterhuset er intim, og den er fed til arrangementer som dette, men den føltes faktisk for lille til Eyes’ energieksplosioner. Og måske derfor var Eyes ikke helt oppe at ringe, hvor jeg synes det plejer at være. 
Der var noget begrænset i deres optræden, som kan skyldes alt mellem himmel og jord, men som virkede lidt afdæmpende på gemytterne nede bagerst. Forrest fløj arme og ben rundt som ved de forudgående bands, og der var godt med pres på i den forreste halvdel af scenegulvet.
Salver 3/5
Smertegrænsens Toldere 3/5
Rot Away 4/5
Eyes 4/5