Holdbar heavy-alliance

Populær
Holdbar heavy-alliance
Seje Slayer og formstærke In Flames toppede Unholy Alliance-showet i Oslo, hvor også Lamb of God og Children of Bodom markerede sig. Dette var en af de koncerter, jeg virkelig havde set frem til: et fedt helaftensprogram, med forskellige, spændende bands, hvoraf to af dem var koncertdebut for undertegnede, og så Slayer på top - dét lugtede sgu' lidt af gode gamle dage, men konceptet fung'er åbenbart også for nutidens tunge unge nordmænd: Oslo Spektrum - i sin miniudgave, dvs. á la Valby Hallen-kapacitet(!) - var fyldt med ekstremt entusiastiske fans, som gav den maximum engagement til alle de optrædene bands, wow!


Fyrre fede minutter

I de gode gamle 80'er dage ville den ha' stået på Smirnoff-inficeret fordruk fra kl. 16.00, men anno november 2006 stod den på barnehentning i børnehaven og dernæst barnefodring ved køkkenbordet; så jeg måtte skippe det indledende 20 minutters sæt fra åbnerne Thine Eyes Bleed fra Canada, og i stedet time den til Lamb Of God kl. 19 skarpt. Nåede lige frem til andet nummer, og tak for et tonserfriskt band at åbne den lange, tunge aften med!

Den meget kommunikerende og dynamiske frontmand Randy Blythe annoncerede, at det var bandets første show på de aktuelle breddegrader og metalfolket heroppe savnede helt åbenbart disse metalthrashers fra Richmond, Virginia, der fik en særdeles gæstfri modtagelse.

Fyrre fede minutter med skarpe, Slayeriske dræberiffs og møgintense power grooves og Pantera-kant, og så frontmand Blythes fede og offensive attitude. Rigtig godt, men lyden var blot en kende for høj og overstyret, og derfor nåede Lamb of God ikke de to-cifrede karakterer denne gang. Men næste gang, måske, og det her band må jeg bestemt få oplevet på en klub.

Hurtigt sceneskift og så fyrre minutter til finske Children of Bodum, der havde det modsatte lydproblem end Lamb of God: for lavt! Men også lidt for mudret, hvilket dog - til dels - blev udbedret undervejs. Heldigvis, for bandets udmærkede miks af power thrash, pedal metal, polka speed og pompøse keyboardflader nydes altså bedst i et glasklart lydbillede.

Når lyden var i kassen var Children og Bodom solidt kørende, og bandet har åbenlyst en massiv norsk following, som der blev kommunikeret fint med. Men lydkokseriet trækker noget ned på et ellers positivt helhedsindtryk.


Formstærke svenskere

Lydproblemer var der ingen af hos In Flames. Svenskernes tunge, growlende men elegante sound sad lige i skabet og det samme gjorde bandets nuancerede melodød, hvor der er plads til både massivt tons & thrash og drønlækre melodiforløb (også selvom guitaristen Jesper Strömblad på denne turné er midlertidigt ertstattet af Niklas Engelin fra bandet Engel).

Og i en metalverden af lidt for mange upersonlige growlere og skrigere er det et kæmpeplus, at have en mand som Anders Fridén i front. Man kan skam godt have sjæl og karakteristika, selvom man er et vokalt metalsvin, jovist, og Fridéns kommunikation med publikum var eksemplarisk.

Bandet miksede sætlisten fornuftigt, men fremdeles var det "Reroute to Remain" materialet, der fik undertegnede til at smile bredest i løbet af disse 50 energiske minutter med In Flames. Holdes niveauet på lørdag, bliver det en forrygende finale på DMeA 06 i Amager Bio.


Isnende skarpe

Godt gennembankede af tre solide supportsæt, stod salen så parate til... Slayer (bill.). Ingen nærmere introduktion her, og salens mange unge ansigter vidste tydeligvis også hvad de gamle, onde metalmænd handler om: Højintens thrash metal, med sygeligt seje riffs og soli, metalbeats af en anden - og åbenlyst sydgående - verden og så Tom Arayas hæse ord og skrig om verdens dunkle dårligdomme.

Lyden var dog - som med Lamb of God - en kende overstyret i dens voluminøsitet, men scenografien var tilgengæld perfekt: en storskærm mellem to Marshall-stacks, formet som omvendte kors, der gav et fint, visuelt supplement til Slayers lydinferno, der som altid var bygget op om de mest kendte sange fra det klassiske albumtriumvirat "Reign In Blood", "South of Heaven" og "Seasons In The Abyss", suppleret med et par sange fra den nye "Christ Illusion", hvoraf "Cult" er ondskab sat på akkorder.

Imellem numrene listede Tom Araya sig køligt frem i tørisen og op til mikrofonen, men modsat de foregående frontmænd var Arayas publikumskommunikation dog langt mere lavmælt og rolig. Her er det nemlig Slayers nådesløse riffangreb som taler, og anno 2006 taler de stadigvæk isnende skarpt.

Bundsolide en time og 10 minutter blev det til, men ville nu klæde Slayer om bandet ville ryste bare en enkelt omgang i sætlisteposen og overraske med et kultindslag. "At Dawn They Sleep" fra "Hell Awaits" fx!? Vampyrsang og djævletegn går sgu' meget godt sammen, der hvor jeg kommer fra. Men OK, vi fik da de gamle "Die By The Sword" og "Chemical Warfare" (som dog også er ret faste indslag).

Med "Angel of Death" som sidste supplement til den tiltagende tinitus, kunne Slayer modtage massernes hyldest, og man kunne tilfreds konstatere, at aftenens Unholy Alliance pakke var en af de bedst sammensatte af slagsen i lang tid (lydproblemer eller ej). Må det blive et eksempel til hyppig efterfølgelse.

NB: Unholy Alliance-turneen kommer ikke til Danmark, men rammer Malmø Mässan fredag aften (17.11), mens In Flames headliner DMeA 06 showet lørdag aften (18.11) i Københavns Amar Bio.

Kunstner
Spillested
Dato
06-11-2015
Genre
Karakter
4