Punkens svar på regnbueis
Sick of It All havde target Violent Way med under armen, og sammen med Smertegrænsens Toldere dannede de rammen om en aften med tre forskellige, genretrofaste smagsvarianter af punkrock.
Insurrection
Clobberin' Time
Inner Vision
Maladjusted
Take the Night Off
Goatless
DNC
My Life
Consume
Busted
Cease Fire
Machete
Desperate Fool
Us vs. Them
Good Lookin' Out
Who Sets the Rules
Injustice System!
Scratch the Surface
Uprising Nation
Step Down
Første band var altid intense og stabile Smertegrænsens Toldere, som er aktuelle med albummet ‘Mere Benzin’, hvorfra vi fik (næsten-)titelnummeret ‘Benzin’ som åbner. Tolderne var et godt valg som opvarmere denne aften, og der var fuld intensitet fra første færd. At publikum, som var venligt og interesseret lyttende, ikke rørte forfærdeligt meget på sig, skyldtes måske nok en kombination af det tidlige tidspunkt på aftenen og det sene tidspunkt på ugen. Jeg fornemmede en vis søndagsmathed – ikke hos Smertegrænsens Toldere, men hos publikum, der lige skulle trækkes op ved hårrødderne. Og tolderne gjorde et forbilledligt forsøg på at få os til at deklarere vores begejstring i form af slåskamp på gulvet. D-beatsene var nådesløse, speederen var ret konsekvent helt i bund, og førnævnte åbner samt den bølgende ‘Falske Tårer’ og ikke mindst sidste nummer ‘Ekstra Liv’ imponerede mig denne aften. Tyve minutter blev det til, men de var af høj kvalitet.
Oi, oi, oi!
Aftenens andet indslag havde et lidt mere hyggeligt og melodisk antrit. New York-bandet Violent Way har tydeligvis ingen ambitioner om at bevæge sig uden for oi!-genrens grænser og æstetiske troper, men de befandt sig sådan set også godt inden for dem – omend der måske er en grænse for, hvor mange sange om, hvordan de spiller oi! og er skinheads, man har brug for. Således var der ikke mange musikalske overrumplinger, men gruppens sange er ganske fængende, og de spiller dem godt live – især føjede bassisten Mason Hutchins en del til groovet. For eksempel var ‘This Is For Us’ fra albummet ‘Oi! This Is Violent Way’ et fint indslag, også selv om det måske var lidt vel overmodigt at gå på scenen til tonerne af Wendy Carlos’ titelmusik til ‘A Clockwork Orange’. Jeg mener, hun er et musikalsk geni, og det er jo lidt svært ikke at stå lidt i skyggen af den slags. Violent Way glimrede heldigvis, da de spillede ‘Don’t Worry ‘Bout Us’ fra gruppens selvbetitlede debut-EP. Et charmerende og øretæveuddelende nummer, og hen mod slutningen af deres sæt lykkedes det Violent Way at få publikum i gang.
Syg og træt af søndag
Således var scenen sat til hardcore-legenderne i Sick of It All, der har 38 år på bagen som band. Det kunne man nu ikke høre og se på dem. Bandet var tændt og spillede skarpt og energisk, og selv om forsanger Lou Koller erkendte, at S.O.I.A har haft svært ved at få gang i sangskrivningen på denne side af coronapandemien, så var det – i hvert fald ikke i denne livesammenhæng – ikke en afviklingsforretning, vi var vidner til.
Stemningen var sådan set også ret høj lige fra første nummer, som var ‘No Cure’ fra gruppens succesalbum ‘Scratch the Surface’, og vi fik en god stribe numre fra Sick of It Alls ganske store bagkatalog. En trippel-slagmanøvre i form af ‘It’s Clobberin’ Time’ (fra gruppens allerførste syvtommersingle), ‘Inner Vision’ og ‘Maladjusted’ fik sendt publikum op i det røde felt, og der blev de resten af koncerten. Sick of It All ved, hvordan man skal skære et liveshow, og den erfaring drog de nytte af i Pumpehuset. Der blev joket og underholdt mellem numrene, og musikken blev forbilledligt serveret. Selv et nummer som ‘Consume’, som egentlig irriterer mig lidt med sit let bøvede rap/rock-groove, fungerede fint denne aften, inklusive referencen til Grandmaster Flash & The Furious Five, som jo er temmelig svær at hade på. ‘Injustice System’ fra Sick of It Alls første album, ‘Blood, Sweat and No Tears’, var en personlig favorit for mig, og det er egentlig lidt rammende og trist, at denne sang fra 1989 sådan set stadig er en rammende beskrivelse af USA’s retssystem:
There are those who change the laws
For gain and furthering their needs
A small group possess the power
A minority dictating what's good for the majority
Money has the real influence
Som sagt er bandet gode performere, og opsatte på at underholde publikum, men det virkede aldrig påklistret eller falsk. Det føltes som et oprigtigt forsøg på at give os en underholdende ventil at lukke lidt samfundsinduceret damp ud gennem, og dét, parret med at bandet stadig kan levere varen, gjorde, at koncerten hævede sig over ren nostalgi. Det gav koncerten relevans.
Og hey – regnbueis fejler ikke en skid.
Smertegrænsens Toldere: 4/5
Violent Way: 3/5
Sick of It All: 4/5