RB 24: Hiphop er kommet for at blive
Clipping. samlede bolden op, hvor Backxwash smed den fra sig i 2023, og udfordrede Roadburn-publikummet med sin eksperiementerende, noisy hiphop.
Det er ikke, fordi Roadburn ligefrem bugner af hiphop men efter sidste års succes med Backxwash’s dobbeltkoncert, er det ikke overraskende at festivalen fik lyst til at prøve flere kræfter med genren.
Publikummet var overvejende positive omend det i Roadburners-gruppen på facebook også fremgik, at visse publikummer foretrækker de gode gamle dage, hvor hiphop var forvist derhen, hvor peberet gror.
Heldigvis trækker de progressive hårdere end de reaktionære, og da vi i al beskedenhed regner os blandt de progressive, skulle vi selvfølgelig se clipping.. Både til deres første koncert torsdag og til deres anden koncert fredag. Clipping. er ved have nogle år på bagen, og de blev dannet tilbage i 2009 af William Hutson og Jonathan Snipes. Daveed Diggs, der i øvrigt også er skuespiller, kom til i 2010 og så er resten historie, som man siger. De har udgivet fire fuldlængde-albums, et væld af remix-albums og en håndfuld EP’er og singler. Så der var også et fornuftigt bagkatalog at trække på ved opførelsen af de to koncerter, hvilket fx ikke var kendetegnet ved Backxwash’s to koncerter i 2023.
Clipping. laver eksperimenterende hiphop, der trækker elementer ind fra andre traditioner inden for scenen, og selvom Daveed Diggs er noget nær den dygtigste rapper, jeg kender til, og også ofte ham, der fremhæves i clipping., så er clipping. en gruppe. Diggs ville stå langt svagere alene uden Hutson og Snipes, ligesom deres minimalistiske musik slet ikke ville være det samme uden Diggs. Heldigvis er det bare teorier, for hele 2x60 minutter fik vi fornøjelsen af at se dem sammen.
Programhovedpine og anmeldelse af halvanden koncert
Roadburn er kendt for sine programhovedpiner og flere gange ville jeg ønske, at jeg kunne klone mig selv. For mens Inter Arma spillede en virkelig god koncert på The Terminal, satte clipping. gang i deres mindst lige så gode koncert i den modsatte ende af festivalen på Main Stage. Irriterende, men når man har sagt A må man også sige B, og derfor valgte jeg Inter Arma til på bekostning af clipping.'s første show.
Jeg er blevet fortalt, at jeg gik glip af noget af starten torsdag, men jeg nåede at komme cirka midtvejs og måtte flere gange samle kæben op fra gulvet. Musikken, jeg kom ind til, var tungt tilbagelænet med groovy beats og noise som baggrundstæppe. Diggs rappede med et flow, der nærmest fik karakter af spoken words, og hvornår han trækker vejret, er en gåde. Måske gennem ørerne? I hvert fald fik han sendt lange kaskader af krøllet lyrik ned over hovederne på en godt fyldt Main Stage, og selv Backxwash stod i civil helt i front og var ét stort smil.
Livsforandrende Counterfeit Madison?
For clipping. er noget man bliver glad af. Dels sender Diggs selv oceaner af positive vibes ned over publikum, og dels så er der noget uendeligt lækkert ved at band, der bare læner sig tilbage i det, de kan og finder plads til pjatte og hygge på scenen. Omkring fe, minutter efter min ankomst til torsdagskoncerten, annoncerede Diggs, at de havde en overraskelse i ærmet. At vi - publikum - aldrig ville blive de samme bagefter. Helt så vildt vil jeg nok ikke beskrive det, men da Counterfeit Madison kom på scenen, var det til store bifald.
Counterfeit Madison, der går under det borgerlige navn Sharon Udoh, er pianist, sanger, arrangør og komponist, og kender man hende ikke, så kunne være værd at give hende et lyt. Hendes dybe alt er som et brusebad for sjælen, og akkompagneret af dels Hutson/Snipes og dels af enkelte linjer fra Diggs selv, styrede hun sikkert resten af koncerten igennem til et show, der fra det øjeblik hun trådte ind på scenen, skiftede retning fra eksperimenterende hiphop til klaver-infused, groovy soul. Det betød også, at Diggs spillede andenviolin i resten af koncerten, men uden at stå og flagre nervøst og irriterende. I stedet var der smil fra øre til øre, og han faldt fint ind i deres medley af soul og hiphop, understøttet af dyb, tung bas, noise og fremragende klaverarrangementer.
Da koncerten sluttede på Main Stage, erklærede Diggs, at koncerten dagen efter på The Terminal ville blive et andet sæt og noget helt andet.
Ny dag, ny koncert
Der var dog gengangere fra sættet dagen før, blot med en anden placering end i torsdagens sæt, og det forstår man måske godt. Det er nok noget af mundfuld at øve op til 2 helt forskellige sæt og tilgift lave en special guest optræden, og lidt forskelle var der da også i forhold til torsdagens koncert.
Counterfeit Madison spillede også en lidt mere tilbagetrukket i rolle i hovedparten af sættet og så var sættet mere noise-præget end den del, jeg så torsdag. Ubesværet cruisede gruppen fra tung noise, der byggede op og op og op og lod publikum hænge i en spænding, der aldrig rigtig blev forløst, som i nummeret 'Club Down', til beats, der sendte os helt ned i knæ med en arm ud af vinduet, for derefter at ende i smadrede og dissonante kontrollerede sprængninger. Og det er her vi for alvor ser, at det her er et band. Det er på samme tid improviseret og programmet, og lader uden problemer Counterfeit Madisons bløde, dybe vokal sno sig ind og ud mellem mere rå og industrielle passager.
Med kæben på gulvet
I koncertens næstsidste nummer folder Counterfeit Madison sig ud for alvor, da hun fik scenen "for sig selv" kun svagt akkompagneret af mændene bag pulten, og hun sang, så publikums kæber bogstavelig talt lå på gulvet. Selv Diggs sendte fra scenen nogle spontane halvkvalte, vantro grin ud over publikum, for selv for ham, var det her særligt. Det var rørende og smukt, og noget aldeles andet end hvad Roadburn ellers plejer frembyde, og efter omkring 5 minutter, hvor hun i ensom majestæt lod sin fede og samtidig fjerlette soul flyde ned over The Terminal, gled nummeret ubesværet over i lukkeren, ‘Blood of the Fang’ fra deres album ‘There Existed An Addiction To Blood’ fra 2019. En upbeat sag, der med en strøm af ord mesterligt rappet af Diggs, endte koncerten med høj puls.
Mon ikke, at selv de mest reaktionære på festivalen trods alt lod sig overbevise? Det håber vi, for clipping. er et fremragende eksempel på, hvordan tung musik kan komme i alle afskygninger.