RF 24: Sidste rockkoncert på Orange?
Populær
Foo Fighters viste skeptikerne, at rocken lever i bedste velgående og gjorde alle andre bands på Orange i år til skamme.
I hvert fald er det den sidste rockkoncert på denne Orange, da teltdugen er ved at være lidt slidt og skal skiftes næste år. Og uanset om det er det ene eller det andet, så fik Foo Fighters bragt stadionrocken hjem til Orange, hvor den hører hjemme.
Deres knapt 2,5 time lange show stod i skærende kontrast til Ice Spice’s sølle 35 minutter lange koncert (og det er, hvis man er venlig og tæller det hele med), og forhåbentlig blev en ny generation af (stadion)rock-elskere født lige netop til denne koncert, hvor det blev bevist, at man sagtens kan holde et stort publikum fanget i mere end 20 minutter, og at man ikke nødvendigvis behøver at rappe for at få en hyldest, der er konger værdig.
Koncerten var en hitparade, hvilket også var forventeligt. I denne sammenhæng havde det været underligt andet, og fraset lidt nedgang i energien omkring 50 minutter inde i sættet, hvor der blev gjort plads til et par af deres mere stille numre, så var koncerten en energibombe med alt, hvad en stadionkoncert skal indeholde.
Lad os være ærlige – Foo Fighters spiller rockmusik sådan ret meget lige ud af landevejen. Deres sangskrivning er generelt på et rigtig højt niveau, men forekommer i ny og næ at forfalde til skabelon-kompositioner. Ikke at der er noget galt med det. Utallige rockbands før Foo Fighters har gjort præcist det samme og det er jo egentlig meget lækkert at stå der blandt titusindvis af andre fans udstyret i alt det tøj, der ikke var vådt i dag, og bare føle sig hjemme. For os, der er lidt oppe i årene, var koncerten et deja-vu af fordums storhedstid på Orange. Dengang, hvor mange koncerter var sådan. Hvor det var forventet. Nu er det en sjældenhed, så fandme om ikke vi skal gribe dagen og bare nyde, når det sker.
Frontmand Dave Grohl virkede oprigtigt begejstret for at være på Orange, og oprigtigt stolt, da han præsenterede sine bandkammerater efter tur med rigeligt plads til, at de hver især kunne give et halvt covernummer af noget, der lå lige til højrebenet. Det var både sødt og nostalgisk, og hvor jeg dog er vild med at der midt i al nostalgien er plads til at sende en cadeau ud til Otoboke Beaver, som spillede ganske kort tid før Foo Fighters.
Med langtrukne afslutninger, stærkt forlængede numre ('The Teacher' varede i 13 minutter), guitarsoli og masser af lir, var det her en stadionkoncert, der var Orange scene værdig. Og der der er ærlig talt ved at være langt mellem snapsene. Storskærmene afslørede at koncerten appellerede til unge såvel som gamle, og jeg så ikke nogen særlig overrepræsentation af det grå guld, hvor vi stod.
Og det er jo det, Foo Fighters kan. De kan lave tidløs rockmusik, der måske til tider virker lige gammelfar-artigt, men som appellerer bredt og kan sende både den 17-årige popentusiast og den stædige Copenhell-gænger ud i dans, lommelygter (ingen ryger længere, så lightere er åbenbart dømt ude) og fællessang. For det siger vi tak.