Morgendagens stjerner – Pink Plague

Pink Plague er dit nye yndlings/hade-band, og efter sommerferien udkommer bandets første EP. Vi fangede Jane Insane og Lars Harsh og spurgte dem om hvorfor de potentielt er morgendagens stjerner.

Du er måske stødt på deres Instagram profil? Lyserøde prutter, bloopers fra hjemmestudiet, general positive attitude og en særartet lyst til at blande metal, rock, eurosynth og dance-elementer. Hvis ikke, så er det på tide, din Fart Smella.

Hvem er med i Pink Plague? 
Jannie: Jeg er Jane Insane, og med mig er Lars Harsh! Haha, jeg ved slet ikke om vi skal bruge de navne? Men det er i hvert fald Lars og Jannie. Vi startede som to, fordi vi ikke rigtig gad, at nogen blandede sig. Men det er alligevel federe at have andre med, og have følelsen af et rigtigt band, så vi har samlet et par stykker op undervejs.

Lars: Ja, for der er nogle søde mennesker, vi kendte i forvejen, der hørte vores demoer og syntes, det var MEGA-fedt. Christian ‘Haystack’ kom med på guitar! Jeg kender ham mest som død/core guitarist, og har spillet med ham tidligere – så han passer perfekt ind!

Jannie: Og jeg kendte Robin – Rob Bot – som er med på trommer. Han dobbelt-jobber også som vores fotograf – det er ret effektivt. Men ja, Christian på guitar, Robin på trommer. Lars og jeg synger og råber, og Lars lægger også bas. Det er mest Lars og jeg, der skriver numrene – i hvert fald indtil videre

Hvordan startede bandet? 
Jannie: Det er en god historie, heldigvis! Det skete på Copenhagen Metal Fest – så bliver det ikke mere mædl. Og der var nogen, der var fulde – os! Jeg væltede over til Lars, som jeg egentlig ikke rigtig kendte, og rablede løs om Electric Callboy og om, at der var plads til noget mere glitter og fest i dansk metal. Der var andre, der havde lagt ører til den samme sang tidligere på dagen, men Lars var den første, der råbte “Jaaaaa!”. Vi drak flere øl, talte mere og tog – som man altid bør gøre, når man er beruset – en stor beslutning: “Vi gør noget ved det!”. Men jeg tror egentlig ikke, jeg forventede at høre fra Lars igen.

Lars: Haha, ja – og i dagene efter var jeg ikke helt sikker på, hvad vi havde aftalt, og om det bare var en joke. Men efter en uges tid skrev jeg til Jannie, sådan “Hvad øh, var det egentlig for alvor, det med at starte et band?”. Og hun svarede “Måske? Eller… ja!”. Og så mødtes vi. Det gik egentlig mest ud på at lytte til musik og finde ud af, hvor vores grænse for normalitet gik – den var nærmest ikke-eksisterende.

Jannie: Ja, og vi fandt også ud af, at vi arbejder ret godt sammen – det gik stærkt med at få de første ideer på plads.


Hvor var jeres første øver?
Lars: I min øver, Gladsaxe – jeg spiller i et andet band, så vi lånte det øvelokale. Første gang var det bare os to, for vi havde lidt brug for et ‘safe space’, der kunne rumme vores skøre ideer. Efterfølgende har vi brugt Robins (trommeslagerens) øvelokale i Sydhavnen. Det er pissesjovt at spille numrene rigtigt – at få dem ud af studiet og spillet live.

Hvor var jeres første koncert?
Jannie: Den har vi stadig til gode. Det skulle have været til Dark Mental Festival, men nogen (Lars) havde rodet rundt i datoerne, så vi måtte melde fra – heldigvis før vi var blevet annonceret. Thanks a bunch, Lars! Så jeg var bare afsted som publikum, og så heldigvis nogle spændende bands.

Lars: Ja, det var noget af en smutter – men vi har et par koncerter klar længere ude i fremtiden. Dark Mental kom lidt ud af det blå, mens vi stadig var fuldt fokuserede på at skrive musik og udgive det. Og ja, det er vi nok bedre til, end vi er til at planlægge.


Hvem har fået øje på jer?
Jannie: Devilution! Haha, ja! Nej, som sagt har vi været ret fokuserede på musikken, så de tre numre vi har udgivet indtil nu er kommet lidt tilfældigt. Vi ville bare have dem ud, og har måske ikke givet selve udgivelsen den opmærksomhed den fortjente. Men vi er ret aktive på sociale medier, og har ad den vej fået lidt medvind forskellige steder i verden. Sjovt nok en del i Sydamerika.

Lars: Og så en masse mennesker i periferien af vores omgangskreds. Det er tit, at folk kommer hen, når vi er til koncerter eller noget, og siger: “Hey, det er fedt, det I laver – mega forfriskende – hvis det er, spiller jeg gerne med jer live! Jeg kan spille tamburin. Eller blokfløjte? Det bliver pissefedt!”. Uanset om de kan spille på noget eller ej. Det er ret fedt, at vi på en måde “inspirerer” andre til at tænke ud af boksen. Jeg tror, det er fordi folk kan fornemme, at vi har det sjovt med det, vi laver.


Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?
Lars: Det sværeste er nok at blive hørt af de rigtige. Vi passer, forståeligt nok, ikke helt i de gængse kasser inden for metal. Så vi bliver ikke placeret på en playliste med standard metalcore. Eller sat på plakaten sammen med tre bands der spiller jysk død. Men vi kan se, at der stille og roligt kommer flere og flere med på vognen.

Jannie: Og der er rigtig meget nyt og godt musik, så der er mange om opmærksomheden. Heldigvis forsvinder vi ikke i den grå masse. Men det er stadig svært at finde de rigtige kanaler til vores musik. Og bortset fra det, så er der bare rigtig mange ting, man selv skal gøre som et lille, nyt band. Men der er også en frihed i selv at have kontrol med tingene – især når man har besluttet sig for, at der ikke skal være nogen regler.


Hvordan har det været at indspille jeres debutplade?
Jannie: Det er en EP – og den kommer efter sommerferien. Men det har været nemt og svært. Nemt, fordi vi har adgang til et lille studie, og fordi vi nærmest har skrevet og indspillet i samme arbejdsgang. Men svært, fordi vi har skullet finde vores stil og måde at arbejde på.

Lars: Ja, og derfor har vi også skrottet en del af de første numre vi lavede – men det var stadig enormt sjovt og lærerigt at lave dem, så på ingen måde spildt arbejde.


Hvad er jeres inspirationer?
Lars: Uha, der er mange. Vi er forankret i metallen. Techno og EDM er fremmedelementer. Men det første album, jeg nogensinde købte, var Mercyful Fate. Nummer to var Depeche Mode – så jeg har altid haft lidt spændvidde, selvom de andre i ungdomsklubben syntes, det var mærkeligt.

Jannie: Men det var som sagt Electric Callboy, der gav troen på og inspirationen til at lave metal på andre måder. Men vi er nok et andet sted nu – lidt mindre poleret, lidt mere punk. Jeg elskede også trance og EDM, da jeg var yngre – så den slags 90’er tramp er helt sikkert også blevet et element.

Lars: Men ellers metalcore generelt, hardcore. Poppy, Wargasm, Knocked Loose, hvis vi skal namedroppe lidt.

Jannie: Men vi laver sange, ikke bare beats eller produktioner. Jeg elsker store omkvæd, som i vikingemetal eller Cascada eller Parkway Drive. Så det med melodier har vi tilfælles – selvom det er en rodet omgang.

Hvad er jeres drømme?
Jannie: Haha, at varme op for Electric Callboy! Det ville være det ultimative!

Lars: Jeg vil bare gerne ud og feste og råbe sammen med publikum!

Jannie: Spille på scener, der er store nok til en masse konfettikanoner!

Lars: Knæklys i mosh pit!


Hvordan vil I nå dem?
Jannie: Det er vi stadig ved at finde ud af. Men indtil videre fortsætter vi med at gøre det, vi gør. Som sagt går det støt og roligt fremad, så vi bliver ved – for det er en fest at lave og spille den her slags musik.


Hvordan vil I virkelig IKKE ende?
Lars: Ha! Så langt er jeg slet ikke kommet. Vi er først lige begyndt. Men vi vil i hvert fald ikke ende med at lave noget, vi ikke kan stå inde for. 

Jannie: Det bliver ikke et problem. Den her genre er for smal til, at vi nogensinde kommer til at blive drevet af andet end lyst. Og ingen af os gider lave noget, vi ikke kan stå inde for. Så der er nul chance for, at vi spiller motiveret af andet end ægte begejstring og glæde!


Hvor meget opbakning har I fra baglandet?
Jannie: Opbakning fra venner har været helt fænomenal. Hvadend det har været i form af hjælp til at lave fotos, lave logos og artwork – eller bare generel begejstring over den musik, vi har lavet.

Lars: Jeg tror, mine venner deler sig lidt i to grupper. I den ene gruppe synes de, det er det fedeste de har hørt længe, mens den anden ikke siger så meget – men jeg ved, de tænker “Jesus fuck, hvad har han gang i??!?”.

Jannie: Men altså – noget af det bedste er, at mange af de musikere vi kender virkelig er oprigtigt interesserede i at lege med os. Det er for mig en indikation af, at vi har fat i noget rigtigt. At de også har lyst til at udfordre rammerne lidt.