Død med damp og dæmoner
Shadowspawn leverer solid, groovy dødsmetal med bid – men mangler det sidste, uforglemmelige hook.
2. The Apostate
3. Devil's Breath Retribution
4. Dark Waters
5. Eir to the Profane
6. Cadaver Dogs
7. Requiem of the Dispossessed
8. He Who Slept in Fire
9. Hollow Gods
10. Demonized and Blasphemous
Med ‘Cadaver Dogs’ cementerer Shadowspawn deres position som et af landets mest stabile navne i den tunge ende af metalscenen. Det er bandets femte udspil siden 2013, og de gør, hvad de plejer: leverer ti groovy dødsmetalnumre sat i et mørkt fantasiunivers af dæmoner, steampunk og religionskritik.
Forsanger Bue T. Jensen lyder stadig som en ork, der læser godnathistorie ved kanten af Helvedes flammer. Hans mørke, kradsende fortællestemme er en af bandets største styrker og giver sangene karakter i et felt, hvor mange growls flyder sammen i én lang gravrøst.
Groove før glitter
Albummet åbner stærkt med ‘Spiral of Torment’, en regulær banger med tungt groove og et omkvæd, der sidder solidt i nakkemusklerne. Det er den slags nummer, der kommer til at fungere fremragende live, hvor pitten kan koge over på de helt rigtige steder.
Shadowspawn dyrker “sovs og kartofler”-død uden for mange dikkedarer. Rødderne i klassisk dødsmetal er tydelige, men der er også klare nik til den svenske scene. Lyt bare til ‘Devils Breath Retribution’, hvis riffparade sagtens kunne have sneget sig ind på en plade med Amon Amarth. Det er effektivt, velspillet og uden at lefle for lytteren med billige hooks.
Alligevel har bandet krydret retten. Flere steder som i ‘Dark Waters’ brydes brutaliteten af et spoken word-sample: “As they drag your body to the slab / they cheer and dance and light the oil / dark demons live to watch you die.” Det skaber en cinematisk stemning, som klæder pladen og løfter den ud over ren øvelokale-brutalitet.
Hymner til de fortabte
Titelnummeret ‘Cadaver Dogs’ er blandt pladens stærkeste øjeblikke. Refrainet – “we were all once cadaver dogs / trying to behave but made it worse!” – fungerer som en grum fællessang for skæve eksistenser. Der er flow og pondus, og man fornemmer et band, der kender sin lyd og sit publikum.
‘Requiem of the Dispossessed’ byder på en saftig guitarsolo, som isoleret set er pladens måske bedste 40 sekunder – et glimt af, hvor højt niveauet kan blive, når alt går op i en højere enhed.
Shadowspawn har en bundsolid grundlyd, som kan bære dem langt. Der er knap et dårligt nummer på ‘Cadaver Dogs’. Men vil de op i superligaen, kræver det endnu stærkere melodier og hooks, man ikke kan lade være med at sætte på igen. Indtil da er de konger af deres egen mørke kælder – og det er trods alt også et sted at herske.