Dødsraket mod det sorte intet
Phreneliths 'Ashen Womb' er 39 minutter uden nåde og uden lys - en stemningsmættet rejse gennem kosmos, lava og eksistentiel undergang.
2. Astral Larvae — 03:03
3. A Husk Wrung Dry — 03:51
4. Lithopedion — 03:47
5. Nebulae — 06:00
6. Stagnated Blood — 04:32
7. Sphageion — 01:57
8. Chrysopoeia — 04:08
9. Ashen Womb — 09:56
Sort tjære og stjernestøv
Der sker ikke voldsomt meget nyt på 'Ashen Womb' – men hvorfor skulle der også det, når lyden er så knugende velafstemt? Phrenelith har skabt et album, der fungerer som én sammenhængende masse: tung, langsom og altopslugende som et sort hul. Stemningen er tyk som varm tjære, og produktionen er så massiv, at hvert riff føles som et tektonisk skred.
Det kosmiske tema gennemsyrer hele pladen, både musikalsk og visuelt. Coveret forestiller et voldsomt vulkanudbrud på en fremmed planet – som en rumrejse til Mount Doom – og musikken lyder præcis sådan: buldrende, eksplosiv og uafvendelig. Der er klare fællestræk med den mere rumvendte dødsmetaltradition, især når bandet strækker riffene ud i hypnotiske forløb badet i rumklang.
Blandt højdepunkterne er ‘Astral Larvae’, ‘Nebulae’, ‘Stagnated Blood’ og titelnummeret ‘Ashen Womb’ – sidstnævnte især for sin riffparade, tromlende dobbeltpedal og melodiske guitarslør, der svæver oven på det brutale fundament. Men det er især ‘Nebulae’, der står som pladens mørke centrum: et nummer, hvor rumklangen folder sig ud som et uendeligt ekko i et dødt univers.
Growls som bundplade
Forsanger David “Torturdød” Mikkelsens vokal fungerer mindre som fortælling og mere som en ekstra bas i lydbilledet. Sammen med bassist Simon Daniel leverer han dybe growls i stil med Suffocation og Immolation, men med en mere dæmpet, brummende karakter, der smelter sammen med instrumenterne frem for at ligge ovenpå dem. Resultatet er noget af det mest overbevisende vokalarbejde i dansk dødsmetal i nyere tid.
'Ashen Womb' er dramatisk musik, men ikke uden melodi og finesse. Melodiske guitarlinjer og lydbilleder i start og slutning på flere numre giver albummet dybde og gør oplevelsen rigere end ren, nedbarberet garage-død. Det føles som en dødsraket ud i rummet, hvor ingen kan høre dig skrige – et ondt, ubarmhjertigt kosmos, der efterlader lytteren lille og ubetydelig.
Phrenelith har lavet en forrygende dansk dødsmetalplade i international klasse. Ikke meget variation – men maksimal effekt.