13 års ventetid – og et rungende ekko af ingenting
Australske Karnivool vender tilbage med ‘In Verses’ efter 13 års tavshed. Resultatet er velspillet, velproduceret – og bemærkelsesværdigt ufarligt.
2. Drone
3. Aozora
4. Animation
5. Conversations
6. Reanimation
7. All It Takes
8. Remote Self Control
9. Opal
10. Salva
Der er gået tretten år siden ‘Symmetry’. Tretten år med kreative pauser, sideprojekter og perfektionisme. Derfor er forventningerne til ‘In Verses’ naturligt tårnhøje. Karnivool leverede trods alt et af 00'ernes mest monumentale numre i ‘Themata’ – en stadionhymne med både kant og hjerte.
Men intet på ‘In Verses’ når bare i nærheden af dén styrke.
Luftig lyd uden retning
Bandets lyd har bevæget sig i en mere luftig, atmosfærisk retning, der i dag minder påfaldende om danske VOLA: tunge riffs, svævende flader og en lys, næsten poppet vokal. Ian Kennys stemme har en pæn klang, men den balancerer flere steder faretruende tæt på det overpolerede.
Åbneren ‘Ghost’ lægger linjen: mellemtempo, kontrollerede, dynamiske løft i omkvædet og tekster, der svæver i abstrakte floskler. “See what we’ve all become / ’Cause we don’t feel nothing,” synges der – uden at det for alvor føles som andet end generisk samtidsmelankoli.
Store dele af pladen bevæger sig i samme, trygge tempo. Er det overhovedet prog længere? Strukturerne er forudsigelige, klimakserne kommer som forventet, og de musikalske chancer er få. Sammenlignet med den eventyrlyst, man finder hos Deftones på deres seneste udgivelser, fremstår ‘In Verses’ som en overraskende forsigtig affære.
Glimt af gnist – og langstrakt dvale
Der er øjeblikke, hvor det lykkes. ‘Drone’ bygger en effektiv singalong-stemning op, og både bas og guitarsolo løfter nummeret mod en tilfredsstillende afslutning. ‘Animation’ er pladens klare højdepunkt med et stærkt flow, et fængende riff og hooks, der faktisk sætter sig fast. Her mærker man en puls og en vilje.
Men så falder tempoet igen. ‘Conversations’ drukner i selvhøjtidelige linjer som “Slowly slipping away again” og “How long have I been staring at the mirror behind the door.” Det føles mere som X Factor-pop end progressiv metal.
Afslutningen med powerballaderne ‘Opal’ og ‘Salva’ cementerer helhedsindtrykket: kompetent håndværk, enkelte lovende passager – og en gennemgående mangel på nerve. Hvis ikke lytteren allerede er faldet hen, fungerer de som effektiv bedøvelse.
‘In Verses’ er professionel, gennemtænkt og teknisk velfungerende. Men den er også mat, forudsigelig og uden den risiko, der engang gjorde Karnivool vitale.