Americana på vrangen
Puscifer fik behændigt vist os bagsiden af amerikansk kultur anno 2023 og udstillede det absurde i vores verdens selvvalgte overvågningssamfund.
2. Postulous
3. Fake Affront
4. Underwhelming
5. Grey Area
6. Theorem
7. Upgrade
8. Apocalyptical
9. Remedy
10. Personal Prometheus
11. Singularity
12. Indigo Children
13. Humbling River
14. Bullet Train
15. Vaginamine
16. Flippant
17. Conditions
18. Bedlamite
Med et splitsekunds (eller i hvert fald 8 timers) varsel drog vi til Puscifer og venner på Store Vega tirsdag aften. Jeg har ved et par lejligheder haft mulighed for at se Puscifer, og det er altid lidt af en fest. Denne aften var ingen undtagelse, men først skulle vi igennem Night Club, som Puscifer havde valgt at tage med sig på tour.
Talentløshed kamufleret i skolepige-goth
Da de gik på scenen begge to, virkede det mest som en slags spydig kommentar til USA og goth og skolepigefantasierne. Men som koncerten skred frem blev det tydeligt, at de nok ikke mente det for sjov. En sanger, i skolepigeuniform, der gav den med vriden og vrikken for alle pengene til håbløst forældede og naive melodier – helt uden at kunne synge. Vi var gudskelov forskånet for lyden af hendes rene vokal det meste af tiden, fordi det hele var så sovset ind i backing tracks og effekter, at bandets andet medlem bag knapperne nok i virkeligheden mest var der for syns skyld. Og med effekterne og backingtracket gik det meget godt. Hvis man altså er til overfladisk, naiv og let fordummende electro-goth-pop.
Egentlig troede jeg, at vi var vokset fra skolepigeuniformer på voksne kvinder, men det var vi så åbenbart ikke, og i salen var der ikke nogen, der rigtig købte præmissen. Et par enkelte halvhjertede næver i luften kom der, når opfordringerne fra scenen blev desperate nok, men de varede aldrig ret længe, og folk havde vist mest travlt med at tale om sidst, de var til Tool, eller weekendens netop overståede Copenhell.
Nu skal vi ikke ønske død over nogen, men jeg tog mig selv i at ønske, at det var det var sandt, da sangeren sang “California killed us”. Ja, hvis bare – i hvert fald som band og koncept. Det var underlødig underholdning forud for en længe ventet koncert med forvandlingskuglen Maynard James Keenan, og det er mig også her dagen efter en stor gåde, hvorfor en så åbenlyst talentfuld kunstner vælger at tage et så håbløst overfladisk projekt med sig.
Nuvel, med tanke på hovedattraktionens show, så kunne det måske være deres kommentar til americana gone wrong, men i så fald blev Night Club taget som en art gidsler, og det virker jo ikke specielt sympatisk. Skal man fremhæve det gode ved Night Club, så havde de adskillige interessante, industrial beats med sig, som desværre blev ødelagt af ret dårlig lyd – og det kan vi ikke klandre dem for. Trods alt.
Men mere end to sorte firkanter kan vi altså ikke snige os op på.
Circus Puscifer
Og ‘Trods! Alt!’ var også mantraet for aftenens hovedforestilling, der bød på to timers show med Keenan og Co. i form af Cirkus Puscifer. Og det er sagt i den kærligst mulige betydning. Efter behændigt at have undgået årets Copenhell, var lisen nok ikke helt så stor for mig som for fotografen, men det er herligt at se et band, der har alt talent i verden til at understøtte en selvhøjtidlig, hoved-oppe-i-egen-ananas-attitude, men så faktisk vælger at gøre det stik modsatte. Gennem maskering og slet skjulte spydige kommentarer til den typiske konspirations-amerikaner, fik Keenan og Carina Round fyret et show af, der bød på noget nyt og noget gammelt, men ikke noget lånt og kun et enkelt nummer i indigo.
Det var knivskarpt spillet og med knivskarp koreografi, og skal man sætte en finger på noget, så var det måske at koreografien ind imellem fremstod lidt stiv og indøvet. Det var bestemt ikke en klassisk rockkoncert hvor alt kan ske, men det er også OK, for der var en del halløj at holde styr på. Ikke mindst fordi hele bandet valgte at forklæde sig som Keenan, hvorfor det egentlig blev lidt svært at holde rede i, hvem der var hvem. De to frontpersoner i bandet var snart oppe, snart nede, snart hid og snart did, og da dansere iført alienmasker blev smidt ind i mikset, blev der for alvor fest på scenen.
Dynamisk på alle måder
Som lytter af Puscifer siden de var små, er det fedt at opleve, at de både bærer den særegne rock, som kun Keenan kan frembringe den og samtidig spiller supergejl elektronisk musik, der satte skub i benene og i tørsten efter mere. Det er ret få bands, der kan bære at spille to timer, uden der går lidt tomgang i den (læs evt. med her, Guns 'n' Roses), men sættet blev aldrig kedeligt, omend vi tog et lille dyk midtvejs, så alle kunne få pulsen lidt ned. Det gør heller ikke noget, og med det totalteater, der foregik på scenen, var der masser at underholde sig med i løbet af koncerten, selv for de, der var kommet efter noget bestemt.
Generelt holdt Puscifer sig ret stramt til de indspillede versioner af musikken, herligt afbrudt af intermezzos bestående af en (øjensynligt) let hjernedød konspirations-trumpist, der fremførte det ene mere absurde og dog så utroligt sande udsagn efter det andet. Om aliens, der allerede lever iblandt os, men har som har forklædt sig i form af de let oppustede plastikopererede stjerner, der når ‘Beast State”, også forkortet som BS. Det var utroligt morsomt, utroligt absurd og formåede med stor elegance at sætte americana anno 2023 på spidsen på en måde, der var så spot on, at man takkede en højere magt for at leve i et andet land.
Verden er et absurd sted
Musikalsk var det stramt, sejt og tørt, som man nærmest kun kan høre fra projekter, der involverer Keenan, og særligt bassist Mat Mitchell fik masser af plads at boltre sig på med sine legende lette og supermusikalske fills. Round gav et fremragende modspil til Keenans drævende vokal, samtidig med, at hun styrede synthen med stor overlegenhed. Vel var der backing-tracks, men ikke en eneste i bandet kunne undværes, og her fik vi en koncert, der var live. Og i live. Vi bør måske fremhæve, at vi med 'Apocalyptical' oplevede både tre-tone-melodier, der ikke kopierede, men mindede om 'Nærkontakt af tredje grad'-temaet, og også fik en ret fin reference til Terminators ildevarslende tromme-dunder (fans vil vide, hvad jeg taler om). At Keenan er bekymret over overvågningssamfundet er nok ikke nyt. Telefoner var i vanlig stil bandlyst helt fra koncerten, og voksne mennesker måtte i smug kigge på beskeder fra halvvoksne teens, der var alene hjemme for første gang. Først i sidste nummer blev telefonerne givet fri. Men egentlig var det ret befriende ikke at se en koncert gennem andres skærme for en gangs skyld og måske er det også en kærkommen anledning til at overveje vores afhængighed af sociale medier og eksponering.
Gu' skal vi være bekymrede. Eller som Keenan selv proklamerede mod koncertens sidste del: Vi lever i en verden, der er helt og aldeles absurd. Ikke mindst takket være internettet og sociale medier. Så vi skal gå ud i verden og være venlige mod andre og efterlade alt en lille smule bedre, end vi fandt det. Det er et budskab som ingen for alvor kan være uenige i, og her bliver det måske også lidt ufrivilligt amerikansk stereotypt med opbyggelige budskaber, der ikke rigtig kradser.
Hvis man ville kradses var med at spidse ørene, for teksterne er bestemt ikke uden kløer, men hvem har tid til at lytte til sprechstallmeisteren, når akrobaterne udfører kunster? Det var opløftende og nedslående på samme tid at se Puscifer, og de gav os præcist det show, vi kom for. med en interessant sætliste og veloplagte musikere, der helt tydeligt ved mere om musik end de fleste. Derfor kunne man måske også have ønsket sig lidt mere løssluppenhed, lidt mere tegnen uden for stregerne.