Sylosis saver i den gren, de selv sidder på
Sylosis brøler og spiller kompetent på ‘The new flesh’ – men bag den polerede metalmur gemmer der sig kun få for alvor mindeværdige øjeblikke.
2. Erased
3. All Glory, No Valour
4. Lacerations
5. Mirror Mirror
6. Spared From The Guillotine
7. Adorn My Throne
8. The New Flesh
9. Everywhere At Once
10. Circle Of Swords
11. Seeds In The River
Britiske Sylosis er nået til deres syvende langspiller, ‘The new flesh’. Man kunne håbe på et manifest. En flænsende ny retning. I stedet får vi en plade, der føles som et katalog over metalhistoriens mest slidte greb – spillet kompetent, men uden den gnist, der retfærdiggør endnu 47 minutter i selskab med dobbeltpedaler og vredesudbrud.
Lånt, lånt og lidt for pænt
Allerede fra den punkede åbner ‘Beneath the surface’ står det klart, at Sylosis stadig mestrer teknisk thrash-riffing og melodiske death metal-leads. Det galoperer, det hugger, og Josh Middleton leverer ubesværet sit artikulerede growl. ‘Erased’ leverer et fængende clean-omkvæd midt i de hektiske rytmer, og ‘Lacerations’ rammer pladens højdepunkt med linjen “Are you alive / or is it just a chemical feeling?” – et omkvæd skabt til ølkast og festivalbrøl.
Problemet er bare, at det hele føles slidt. Der lånes lystigt: et Metallica-agtigt riff her, et Pantera-groove der, fraseringer, der lugter af Slipknot, og en metalcore-æstetik, som har været allemandseje i over et årti. Det er fint at være inspireret – men det er kedeligt at være uoriginal.
Produktionen hjælper ikke. Den er så poleret, at man kan spejle sig i lilletrommen. Musiksoftwaren har tydeligvis haft travlt med at udglatte enhver ujævnhed og klippe aggressionen i perfekte segmenter. Resultatet er mekanisk. Stramt, ja. Men også sterilt.
Melodier gemt bag muskler
Det mest frustrerende ved ‘The new flesh’ er, at melodierne faktisk er der. ‘Adorn my throne’ balancerer det bistre med synth-baggrunde og et hæderligt hook, og ‘Circle of swords’ er pladens mest vellykkede aggressive øjeblik med legende dobbeltpedal og temposkift. Her mærker man bandets potentiale.
Til gengæld snubler de fælt på ‘Mirror mirror’, der knap nok kvalificerer sig som en færdig idé, og både ‘All glory, no valour’ og titelnummeret ‘The new flesh’ forsvinder i mængden af filler. ‘Everywhere at once’ prøver balladeformatet med akustisk guitar og blotlagt vokal – et modigt, men noget uvedkommende indslag. Albumlukkeren ‘Seeds in the river’ vil være melankolsk, men ender rodet og halvhjertet.
Pladen føles i det hele taget længere end sine 47 minutter. Der er for langt mellem snapsene og for mange ord, hvor musikken burde have talt selv. Sylosis puster sig så voldsomt op med aggression, at de overser det melodiske guld, de tydeligvis selv jagter.
‘The new flesh’ er en blandet fornøjelse – men ikke uden fornøjelse. Man skal bare grave den fri af et tykt lag metal-klichéer først.