Copenhell 25: Det tiltrængte nordiske pust
Gåte henførte os midlertidigt til anden tid og rum med sin episke folk, der både emmede af mørke og tyngde – en fantastisk booking inden for den mangelfuldt repræsenterede folkgenre!
Mange på disse kanter får nok en spontant dårlig smag i munden, når de tænker Eurovision. Ærligt talt, inklusiv undertegnede. En institution af rygklapperi og ligegyldig populisme, pakket ind i en naiv forestilling om, at vinderen rent faktisk måtte have noget mere/bedre på hjerte end så mange andre. Og at taberen dermed måtte være ringere at agte.
Well – man kunne jo kalde Gåte taberen, idet de rent faktisk havnede på sidstepladsen i Eurovision-finalen. Omvendt kunne man også være hamrende ligeglad og forholde sig til det, de laver, uden at forvilde sig ind i unødvendige blindgyder vedrørende deres plads i den der anden kontekst – og der skal ingen tvivl sås om, at de norske folkstere så til gengæld er et glimrende fit på Copenhell-plakaten i år!
Fra start med Gunhild Sundli solo i front, der udfolder sin sopran på mere og mere dramatisk vis, efterhånden som hver musiker træder ind på scenen. Stille og roligt tager sangene form som små fortællinger, med brormand Sveinings underliggende nøgleharpe, bassens svulstige puls og Gunhilds rullende, norske tunge, der bevæger og også udfordrer os til at synge med, så godt vi nu kan, uagtet at hendes udfoldelser er i en helt anden liga end vores tredjedags-rustne ditto.
Selvom folken absolut er det bærende element, så fortjener guitarist Magnus Robot Børmark også ekstra ord med på vejen, som den utroligt bærende showmand han er. Ikke fordi han supplerer så meget til det nordiske touch, som han breder deres lyd videre ud end det, skejer ud og giver Gåte den tiltrængte kant, så der ikke bliver alt for højloftet i deres arkaiske, nordiske folkunivers. Vrider sig stående på ét ben på monitoren ét øjeblik. Sætter sig i hug på monitoren det næste og rejser sig gradvist op, mens han hugger hårdere og hårdere på gribebrættet, så feedbacken udvikler sig til et større, afrundende crescendo med hele bandet. Eller da han klatrer op i toppen af Pandæmonium-scenen og tager et helt nummer hængende i stilladset.
Et friskt, vildt touch til helheden, der giver Gåte lige dén tand ekstra drama for pengene, ligesom Gunhild heller ikke spilder en lejlighed til at mane masserne op til flamboyant fællessang. Det bliver måske lidt anstrengt i længden, så meget som hun spiller sopran-kortet, hvor jeg havde foretrukket lidt flere facetter i brug, men det er trods alt småting i det større billede.
Man kunne bestemt ikke fornemme, at de kom direkte fra studiet og derfor ikke havde været ude at spille de sidste to måneder. Uanset hvad man så ellers måtte mene om Trold, så forstår jeg fuldt ud folks utilfredshed over at placere to af festivalens eneste, folkede indslag oven i hinanden – jeg fortryder bestemt ikke, at jeg traf dette valg, for Gåte skriver mange gode sange og er et stærkt liveact, der både forstår at udnytte scenen, få publikum med samt mestrer det mørke og det tunge, når det lige passer dem. Og på den måde et strålende fit her på Copenhell, mere end jeg lige havde set komme!