ACW 24: Uforlignelig intensitet
Kollapse lagde 120 % på scenen i Vegas lounge, og umuliggjorde dermed lounging.
AUTOFAGIA
DRIFT
DEKOMPOSITION
DER, HVOR JEG TÆNKER, ER DER ALTID MØRKT
TRANSFORMATION
Da jeg anmeldte trioens seneste album, beskrev jeg lytteoplevelsen som et nydelsesfyldt dyk ned i en sært smuk, kulsort pøl af levret blod.
Sådan føltes det også lidt denne torsdag på A Colossal Weekend. Til lejligheden har festivalen forvandlet VEGAs ellers tomme og hedengangne lounge til en lille, intim scene, som dannede en perfekt ramme om aalborgensernes strubegribende og følelsesfulde musik.
Lyden var fremragende, og det løftede musikken. Det kan lyde lidt mærkeligt, når man tænker på, at Kollapses musik i høj grad dyrker grimme og grumme soniske territorier, men den klare lyd fremhævede bandets crunchy og tunge støj. Kudos til lydpersonen, som havde gjort sit arbejde forbilledligt. Musikken tævede løs på os med grusomme guitarhug og frådende vokalarbejde. Det føltes opløftende sammen at befinde os i den kolde mangel på håb, der stråler ud af gruppens musik. Når den fremføres så suverænt, som den blev her, får den en katarsisk effekt.
Undervejs i koncerten tænkte jeg på, at det må føles fedt at spille de riffs og rytmer. Det må være tilfredsstillende og måske endda rensende at banke lydknytnæver mod eksistensens tomhed og råddenskab på den måde. Sådan så det i hvert fald ud, for jeg har aldrig før set Kollapse lægge så meget i en performance.
Misforstå mig ikke, Kollapse er normalt ikke bange for at levere varen til deres koncerter, men den her koncert var på et højere niveau. Det er en betragtning, som mange, jeg talte med bagefter, delte. Numrene ‘Død’ og ‘Autofagia’, begge fra gruppens seneste album ‘AR’, lagde fra start en stærk bund under den her oplevelse, og derfra gik det kun opad!
Peaktime in the pit of putrid existence
‘Dekomposition’ var det nummer, hvor det hele peakede, måske ikke mindst fordi, at Thomas Burø (Lack, Tvivler) fik publikums begejstring op i et endnu højere gear. Hans performance var da også vanligt intens og rørende. Kollapse fortsatte med ‘Der, hvor jeg tænker, er der altid mørkt’, et virkelig sindsrystende nummer fra debutalbummet ‘SULT’, inden vi fik ‘Transformation’ fra ‘AR’ som koncertafslutter. Kollapse tonede ud i et kaotisk støjende syrebad, som sendte bassist Thomas Martin Hansen og guitarist Peter Clement Lund i gulvet – men ikke til tælling. Sidstnævnte stak også scenegulvet en knytter for at hjælpe feedbackstøjen på vej.
Sikke en slutning på en koncert, som der ganske enkelt intet var at udsætte på. Tak for den oplevelse, Kollapse.