Intet nyt fra Helvede
Klokken slår midnat hver nat, og så tager Helvedes tjenere over. Der er intet nyt under fuldmånen, men hvad havde du også forventet dig af Helvede? Selvudviklingskurser?
Gash Scrape
Masked and Deadly
Slave of the Blade
Dungeon Lust
Nuclear Savior
Deliver Us to Devil
Mercyless Slaughtor
Doom Death Desire
F.O.A.L.
Jeg er engang blevet kaldt “elskeligt elitær”, fordi jeg godt kan lide musik, man kan kaste ord som intellektuel, avantgarde, eksperimenterende, mikrotonal og økofeministisk efter. I kender typen – en blegnæbbet, fisefornem indiefætter, der poser med noget kvlt-forladt queer black metal. Kort sagt: en fjende af metallen og en fjende af folket.
Kuren mod den tilstand er naturligvis at høre noget bullshit-fri metal. Noget, der ikke rocker soft, men rocker hard. Noget musik, der giver en ‘Dungeon Lust’, fordi bandet er ‘Masked and Deadly’.
Sådan et band er Midnight også her på det sjette album ‘Hellish Expectations’. Forvent masser af punket D-beat, masser af fræsende riffs á la thrash og speed metal, masser af flabede, pikrockende soli (skriv dog “soloer”, din studentikose klaphat, red.), der effektivt betræder allerede kendte stier, og masser af læderjakke-attitude.
Lyder det bekendt?
Det bør det, hvis du har hørt andre af enmandshæren Athenars udgivelser som Midnight.
Gør det noget?
Ikke en skid. Det har aldrig været Midnights mål at udvikle og udfolde udtrykket. Det er Midnights mål at rocke hårdt og hylde gedefyrsten med satanisk musik. Mission accomplished, også selvom man tydeligt hører Midnights forbilleder i musikken. Det er ikke en kritik, blot en konstatering.
Liderlige nonner og gustne gulvmopper
‘Hellish Expectations’ er en virkelig underholdende plade. Sådan en, man kan sætte på, når man skal pumpes op til noget. Man kan træne til den. Drikke bajer til den. Helt sikkert også kneppe til den. Jeg har med stor succes vasket gulv til den, det er en meget alsidig plade på den måde. Blandt de bedste numre er den Darkthrone-refererende ‘F.O.A.L.’, der beder os fucke pænt af og leve livet et andet sted over stærkt medrivende guitarer i slutningen af albummet.
En væsentlig grund til at ‘F.O.A.L.’, og også resten af pladen, fungerer godt, er Athenars vokalpræstation. Jeg er begejstret for, at han lyder oprigtig og ægte antændt af en djævelsk ild. Det kan man også konstatere på den hidsigt indpiskende 'Deliver Us to Devil', som er et andet højdepunkt på denne musikalske version af en justeringsflad.
Der er intet nyt i Midnights musikalske udtryk som sådan. Alt, der foregår på ‘Hellish Expectations’ er hørt andetsteds, og man bliver ikke rigtigt overrasket på noget tidspunkt, så det hele afhænger af Athenars performance og evne til at formidle. Heldigvis er det her en af de plader, hvor intensiteten føles ægte og ikke forceret, og det gør ‘Hellish Expectations’ til en plade, man kan forvente at have det helvedes sjovt med, også selv om man er sådan en patronbælteforsagende anmelder-løjser.