ACW 24: Dragen på nye eventyr?
Fredagens koncert med Katla havde til formål at vise gruppen fra nye og mere eksperimenterende sider. Det lykkedes delvist.
Tyngden var der ikke noget i vejen med, men det er jo så også lidt Katlas musikalske hjemmebane – men hvad med det eksperimenterende?
Koncerten blev indledt med et elektronisk musikstykke domineret af en særdeles ondsindet reesebas, og den gode start blev løftet højere af Ditte Krøyer fra Vulvatorious, som gjorde det forbilledligt. Eneste irritationsmomenter var en lidt for undseelig snare og den lidt akavede overgang til næste nummer. Jeg føler lidt, at Katla her spildte chancen for at mikse det elektroniske lidt mere elegant med resten af koncertens mere traditionelt doomede lyd. Lidt mere interaktion mellem de to idéverdener ville have løftet begyndelsen på denne koncert yderligere.
Lyden var tung og dyb, og især bas og trommer sad helt ude i pappet, mens der var lidt ballade med den ene mikrofon. Jeg kunne måske godt have savnet en smule mere balance i lydbilledet, selv om det jo altid er lækkert at få masseret brystknoglerne og rystet næsetippen af basfrekvenser.
Riffsene var egentlig fede nok, og Katla formår at være overbevisende på en scene, men jeg kom ikke rigtigt i stødet over iderigdommen, eller manglen på samme, i det doomede og egentlig herligt beskidte udtryk. Det var, som om Katla ikke for alvor formåede at finde nye veje i musikken. Nu hedengangne Solbruds David Hernan var en kærkommen gæst på scenen. Han er en god performer, og han har et fedt skrig. Jeg glæder mig til at høre, hvad han finder på i fremtiden, nu hvor Solbrud er fortid.
Og nu vi taler om fremtiden: Selv om vi måske ikke fandt vejen Fra Fremtiden til Evigheden, som det stod beskrevet i foromtalen af koncerten, så fandt vi i hvert fald en koncert, som måske ikke var perfekt eller nyskabende, men som osede af stemning og tyngde, og det kan også noget.