Metaldiktator: Biohazard - State of the World Address
Biohazard vil aldrig blive omtalt som et metallens største bands. Men i løbet af en håndfuld år i de tidligere 90'ere bandt hardcore-kvartetten fra Brooklyn ender sammen, forgyldte dem og skabte nye veje, efterfølgerne kunne bevæge sig ud ad.
2. Down for Life
3. What Makes Us Tick
4. Tales From the Hard Side
5. How It Is
6. Remember
7. Five Blocks to the Subway
8. Each Day
9. Failed Territory
10. Lack There Of
11. Pride
12. Human Animal
13. Cornered
14. Love Denied
Året er 1994.
Puddelrocken er endegyldigt blevet lagt i graven, thrashen har spillet sine største kort og er blevet trumfet i en grad, hvor den går ind på sit værelse og bliver i en del år, mens grungen har sejret sig ihjel i en sky af heroinbuffeter og et pladesalg, der matcher flere mindre landes BNP.
I stedet er metallen blevet en mangefacetteret og sjældent nytænkende størrelse, hvor alt er tilladt og nye idéer er comme il faut. Anthrax' indledende eksperimenteren er blevet til Rage Against the Machine, og rapmetal er blevet en genre. Funk metal er ved Gud også blevet en genre. Oppe i Norge (og Sverige) gentænkes ekstremmetallen nærmest dagligt, et velbjærget navn som Sepultura udfordrer konventioner, ikke mindst på bandets egentlige svanesang, 'Roots', der dog først ser dagens lys i 1996. Året inden bryder Fear Factory også regler på gennembruddet 'Demanufacture', og netop i 1994 gør Machine Head thrashen endnu mere ondskabsfuld, trækker den ned i groovet gear og kalder den 'Burn My Eyes'. Hardcore-punken i sin reneste form er også på vej til at blive en hofret, selv for metalfans, med hjælp fra bands som Madball og Sick Of It All, og i efteråret '94 er der guddødeme også en flok fordrukne Adidas-entusiaster fra Californien, der, sikkert helt uden at ville det, går hen og opfinder en rodet punch-bowle, der i det 21.århundrede med en let næserynken vil blive tituleret nu-metal.
Og så har vi endda kun kradset i overfladen.
Og så siger man, at metallen i 2020'erne er fragmenteret.
Midt i dette sødt syndige roderi af nye tanker og lyst til at udfordre stod Biohazard.
Knægtene fra gaden
Kvartetten fra Brooklyn var en efternøler, født af New Yorks blomstrende hardcore-scene i 1980'erne. Omend sandheden er, at da Billy Graziadei, Evan Seinfeld, Danny Schuler og Bobby Hambel udgav bandets første demo i 1988, var den scene, de var børn af, på vej til at dø ud.
Stilskabende Agnostic Front havde deres bedste udgivelser bag sig, Cro-Mags begyndte at spille crossover når de ikke lige havde travlt med at bekrige hinanden og Carnivore havde lavet to grimme og fremragende albums for derefter at gå i opløsning. Blot for at nævne de største navne.
Med barndomsidolernes delvise deroute begyndte Biohazard at gå i nye retninger. Hardcorens rå attitude, tekster om livet i og omkring rendestenen, hidsige stilskift og breakdowns blev blandet med tunge, potente riffs, en god del thrash-inspiration og, frem for alt, med hiphop.
Hiphoppen var musik for gadens børn, ganske som punken, og det faldt bandet naturligt at integrere den musik, de alligevel mødte hver dag, i den hardcore de brændte for. Resultatet blev en selvbetitlet debut i 1990, som man uden alt for dårlig samvittighed godt kan skøjte let hen over; ikke mindst fordi pladens to absolut mest potente tracks, 'Hold My Own' og 'Wrong Side of the Tracks', blev genindspillet til bandets andet album, 'Urban Discipline', udgivet på Roadrunner Records i 1992.
Her begynder historien om Biohazard for alvor. Roadrunner i 1980'erne, -90'erne og godt op i -00'erne var stedet at være, hvis du som metalband skulle skabe røre i vandene. En pladekontrakt dér betød naturligt en betydelig opmærksomhed, ikke mindst fordi A&R-manden Monte Conner gang på gang formåede at grave nyt talent med nye tanker frem. Alene fra New York kom Biohazard og vennerne fra Type O Negative og Life of Agony, mens navne som Sepultura, Machine Head, Fear Factory og sidenhen Slipknot også trådte deres barnesko hos Roadrunner.
Og Roadrunner gjorde hvad de skulle med 'Urban Discipline'. Den var i sig selv en fremragende plade, hvor Biohazards musikalske forcer, tough guy-attituder og fortælleevne om livet i skyggerne i Brooklyns slum sprang ud i fuldt flor. Lyt bare til 'Shades of Grey', 'Black and White and Red All Over' eller bandets ikoniske kendingsmelodi 'Punishment'.
'Urban Discipline' solgte over en million eksemplarer på verdensplan og beviste for verden, at NYHC var alt andet end død; den havde bare fået nye klæder, nye attituder og en, om muligt, endnu mere udtalt lyst til at slås. Biohazard var landet.
Mere vil have mere
Hvad der umiddelbart lignede et kærligt ægteskab mellem Biohazard og Roadrunner Records blev dog en kort romance. Bandet havde potentiale til mere, større, vildere. Og kort efter udgivelsen af gennembruddet slog Warner Bros. Records til og skrev kontrakt med bandet. I en tid, hvor rapmetallen solgte plader som aldrig før, var Biohazard det friske pust, der blandede netop den genre med langt hårdere elementer, og som havde potentialet til både at få respekten fra de mere dedikerede metalfans såvel som fra mainstream-publikummet, der ville udforske genren.
Biohazard var ikke de trods alt pæne drenge fra Rage Against the Machine; de var overtatoverede, halvkriminelt udseende typer fra New Yorks stadig berygtede og skumle undergrund, og de havde frem for alt evnerne til at skrive musik, der både slog hårdt og stadig favnede bredt ved hjælp af omkvæd og paroler, de fleste kunne synge med på. Sen Dog fra Cypress Hill og DJ Lethal fra House of Pain, to af tidens bedst sælgende hiphop-navne, blev hentet ind som gæster på 'How It Is'. Warner Bros. gik målrettet til værks for at markedsføre den kommende plade massivt gennem såvel metalmedier som det dengang ekstremt toneangivende MTV, og Biohazard skuffede ikke: Resultatet af et pladeselskab med masser af tiltro og et band på vej frem med rigelige ideer i støbeskeen blev 'State of the World Address'.
Albummet blev lige præcis, hvad alle havde håbet. Ideerne fra 'Urban Discipline' blev videreført og udviklet, kvaliteten af bandets sangskrivning havde taget et solidt nøk op, og evnen til at skrive en punchline, der blev siddende i lytteren længe efter, blev udført til perfektion.
Skulle man være i tvivl, var tematikken hos Biohazard stadig den samme. Bandet havde ganske vist fået sig en stor pladekontrakt, men teksterne om slummen i New York, om livet på gaden, hverdagens uretfærdigheder, vold og kriminalitet stod, om muligt, stærkere end nogensinde før. Pladen åbnes til perfektion: Bobby Hambels hvinende guitar er det universelle metaltegn på, at lige om lidt går det ned, voiceoveren med citatet fra Dante Alighieris 'Den Guddommelige Komedie' lader os vide, at nu er vi på vej ned i helvede, hvor det bliver ondt og betændt, og skulle man ikke have fanget den allerede proklameres det endeligt: ”It's the state of the world address, motherfuckers!”
Motherfuckers indeed. Velkommen til. Hold fast, for nu går det stærkt.
At verden er noget forbandet møg står ret klart gennem hele pladen. Titelnummeret, 'Tales From the Hard Side', 'Five Blocks to the Subway' og den undervurderede 'Failed Territory' fortæller historien om den hårde tilværelse på kanten af loven og livet. Pladens toer, 'Down for Life', lader os forstå, at vi heldigvis kan stå sammen om at have det ad Helvede til, og numre som 'Each Day' og 'What Makes Us Tick' giver håb for de værdier, man trods alt har, selv om man lever livet på skyggesiden. Vi er venner, mand. Og vi overlever. Når vi ikke lige skal slås, altså.
Da rapmetal endelig blev sejt
'State of the World Address' er litterært set absolut ikke et stort værk. Det er til gengæld et optimeret mix af rapmetal, grooves, nedstemte thrash-riffs, ”motherfuckers”, ”fuck you's” og lignende variationer spredt med jævn hånd over hele pladen for at understrege tough guy-attituderne. Det er frem for alt Hambels fremragende guitararbejde og Graziadei og Seinfelds særdeles karakteristiske dobbelte vokaler, som altsammen i skøn forening skaber et album, der slår hårdt, fra første tone ringer ind, til 'Love Denied' lukker pladen ned.
Albummet rammer hårdt og målrettet. Der skal ikke være tid til en ballade hist eller en kilometer guitarsolo her. Det er en ganske helstøbt plade, der tager populariteten fra rapmetallen, gør den ondskabsfuld og kantet, tilsætter et skvæt farlighed og skældsord nok til, at tidens tweens storsmilende råber med på ”every motherfucking day”, og det er samtidig en udgivelse, hvor Biohazard som aldrig hverken før eller siden rammer plet med omkvæd, der er skåret til en perfekt symbiose mellem lyttervenligt og genkendeligt på den ene side og tilpas kantet og hårdt på den anden. 'State of the World Address' var skabt til både at vække genklang hos metalpublikummet og punkerne, såvel som hos det bredere publikum. Hvilket lykkedes. Til dels.
Biohazard blev aldrig et nyt Rage Against the Machine. Dertil var de simpelthen for hårde og farlige. Men 'State of the World Address' blev den millionsælgende plade, som opnåede den sjældne kombination af kommerciel succes og en vedblivende status som en klassiker i den kultur, der oprindeligt havde båret bandet frem. En status, som 'State of the World Address' har bibeholdt den dag i dag.
Mens bands som Rage Against the Machine og Limp Bizkit opnåede en status, hvor førstnævnte blev regnet for sellouts, og sidstnævnte rettelig for rablende idioter, så har Biohazard bevaret en integritet i metalmiljøet, hvor det ikke er nogen skam at bræge ”that's how it is!”, når bandet i skæringen 'How It Is' proklamerer ”you live like that, and you die like this”. Dette er et album, der trods påklistrede etiketter som ”groove metal” og ”rapmetal”, som ved Gud ikke er ældet med ynde, stadig står stærkt 30 år efter.
Skal man sætte en enkelt finger på 'State of the World Address' er det spilletiden. Albummet er et produkt af CD-æraen, hvor bands forventedes at give det et reelt forsøg på at fylde en hel laserdisk ud. Selv om albummet er pakket med numre, der vækker genklang om og om igen, tør man slet ikke tænke på, hvor hårdtslående et slutprodukt man havde haft, hvis eksempelvis de to eneste lidt haltende skæringer, 'Pride' og 'Cornered', samt det obligatoriske og tåbelige ”skjulte” nummer i slutningen af albummet var blevet fjernet. Novra, det kunne have været voldsomt.
...og derfra gik det nedad
'State of the World Address' var Biohazard på toppen af karrieren.
Desværre blev den også indledningen på et langt, pinefuldt fald fra tinderne. Bobby Hambel forlod bandet året efter, og med sig tog han meget af den gode sangskrivning, der havde gjort bandet ekstraordinære. Selv om det fremragende vokalarbejde og Danny Schulers eminent afvekslende trommespil stadig stod stærkt, blev opfølgeren 'Mata Leao' kommercielt set en fortjent fiasko. Warner Bros. droppede Biohazard, og selv om bandet kom stærkt tilbage med den noget mere melodiske og voksne 'New World Disorder' i 1999, manglede de et stort pladeselskab til virkelig at få dem ud til det brede publikum, de havde vænnet sig til.
Endnu tre let oversete plader med skiftende guitarister fulgte, inden bandet gik til pause, for siden at gendanne sig som liveorkester i 2008. 'Reborn in Defiance' blev indspillet og komplet ignoreret, hvorefter det denne gang var Evan Seinfelds tur til at forlade bandet.
Her havde de fleste formentlig forventet, at historien om Biohazard sluttede. Som et band, som tiden glemte.
Indtil 2022, hvor det klassiske lineup, der skabte 'Urban Discipline' og navnlig 'State of the World Address' officielt meldte ud, at de gendannede sig. Seinfeld. Graziadei. Hambel. Schuler. Nu en flok ældre herrer i 50'erne, som var klar til igen at fortælle verden 'What Makes Us Tick'.
Indtil videre har gendannelsen medført adskillige liveshows, der vidner om, at Biohazard absolut stadig har, hvad der skal til. Og med en sætliste baseret på de tre stilskabende albums fra 1990'erne, som skabte bandets navn, er Biohazard anno 2024 en af de bedre 90'er-flashbacks, man kunne drømme om. Om verden har brug for, at bandet som proklameret indspiller nyt materiale, er nok tvivlsomt. Det vil aldrig blive en ny 'State of the World Address' eller noget, der bare minder om. Dertil står netop dette album som en hjørnesten, såvel i genren som for bandet selv. Men at opleve netop de sange, med det lineup, er til gengæld en oplevelse, vi med et smil på læben kan glæde os over, at vi får igen.
Motherfuckeeeers.