Tilbage på den forkerte side af sporene

BL_FTF-C_1500x1500
BI_FTF_P10

Billy Graziadei er blevet midaldrende og har fået trang til at genfinde ånden fra Biohazard. Det slipper han ikke fra med æren i behold.

Kunstner
Titel
Feed the Fire
Trackliste
Freedom’s Never Free
Feed the Fire
No Apologies, No Regrets
Generation Z
Sick and Tired
Remedy (interlude)
Sodality
Rise and Slay
STFU
Trepidation (interlude)
Untruth
Enemy
Disaffected World
Karakter
2

Jeg har et svagt punkt for Biohazard. Det er sådan noget, det ikke er særligt cool at indrømme, for Biohazard er ikke udtryk for vanvittigt god smag, og de er ikke engang et af de oprindelige NYHC-bands, men deres følsomme tough guy-attitude fungerede perfekt i sin tid.

En af de første større hardcore-koncerter, jeg så, var Biohazard på Rytmeposten i Odense i 1991. På det tidspunkt havde de kun udgivet deres debutalbum, som ikke havde solgt mere end 40.000 eksemplarer på verdensplan, og dens tidstypiske blanding af andenbølge-NYHC og rapmetal var gået lige i mine boardshorts. Der var stadig to år, til de skulle få deres store gennembrud med titelsangen fra filmen ‘Judgment Night’, men den varme majaften i provinsen, hvor deres booker af uransagelige grunde som eneste danske stop på ‘Stomping the World’-touren sammen med Wargasm havde sendt dem til Odense, var Biohazard konger. 

De gik på scenen i bare overkroppe, som var muskuløse, men endnu ikke så overtatoverede, som de skulle blive, spillede ‘Victory’ og kørte den derfra igennem 40 minutter med fuld smæk på, indtil de lukkede med ‘Hold My Own’ og gik af scenen uden videre. Ingen ekstranumre, de havde leveret det, de skulle, og de var ikke rockstjerner, forklarede de. Ikke endnu. Efter koncerten sad jeg oppe i backstagerummet sammen med dem, og Evan Seinfeld, der endnu heller ikke var blevet pornostjerne, for den sags skyld, tog mine hvide basketstøvler i hånden og så på de bandlogoer, jeg havde skrevet på dem, inden han resolut skrev sit eget navn på. Hvad jeg ikke ville give for at have de støvler nu, bare for affektionsværdien.

Tilbagevenden til de klassiske dyder
Noget af det, der gjorde Biohazard så stærke dengang, var vekselvirkningen mellem Evan Seinfelds dybe, hæse vokal og Billy Graziadeis lyse snerren, og på de senere plader, hvor Evan Seinfeld blev stjernen og dominerede pladerne, var det det, jeg savnede mest.

Af den grund alene burde en hel soloplade med Billy Graziadei jo være bomben. Hvis det selvfølgelig ikke lige var, fordi der er gået et kvart århundrede, og Biohazard efter en blomstrende popularitet i starten af 90’erne havde beskrevet en støt nedadgående kreativ kurve. Meget symbolsk udkom den sidste rigtig gode plade, ‘Uncivilization’, 11. september 2001, den dag, hvor deres hjemby led sit største knæk. Bagefter var intet længere det samme, hverken New York eller dens hardcore. Der bliver stadig lavet fremragende og vitale plader inden for NYHC, som Agnostic Front for nogle år siden demonstrerede, men der bliver også bare lavet sådan noget sjask som Madballs seneste fra tidligere i år.

Med navnet Billybio signalerer Billy Graziadei overtydeligt, at det her projekt er ment som en tilbagevenden til de klassiske Biohazard-dyder, mens det band endnu en gang ligger stille. Han er tilbage i sit gamle hood, og selvom meget har forandret sig ">med gentrificering og alt muligt, er der nogle ting, der forbliver eviggyldige. I hvert fald lægger den afsluttende ‘ Disaffected World’ sig i umiddelbar forlængelse af tidligere albumlukkere som ‘Scarred for Life’ og ‘Cross the Line’. Det er dybfølt og rørstrømsk, men også hurtigt og rasende, når Graziadei proklamerer, at han er “dying inside from all the evil that surrounds.” Om det er ham selv eller et kollektivt os, der er omgivet af ondskab, afstår han fra at sige, men som det oftest er med selvhjælpshardcore, må man gå ud fra, at det er meningen, at vi lyttere skal kunne spejle os i Graziadeis kamp med sine indre og ydre dæmoner.

I de år, der er gået, er Graziadei dog også modnet og har indset, at verden ikke er så sort/hvid og let at reducere til hurtige soundbites, som nogle kræfter i hans land gerne vil gøre den til. Ikke at Billybio selv afstår fuldstændigt fra den slags: I ‘Generation Z’ besynger han “a new generation and it’s kicking ass / Fuck the world and the upper class,” og den slags slogans er ‘Feed the Fire’ fuld af, men man skal se på det ledsagende billedmateriale for at forstå, at Graziadei prøver at anskue situationen fra mere end én side. På coveret står han med en molotovcocktail i den ene hånd og guitaren i den anden foran et sammenstød mellem kampklædt politi og desperate demonstranter: på et af pressebillederne står den ene halvdel af ham sammen med demonstranterne, mens den anden står sammen med betjentene i fuldt uro-gear.

Uværdigt og trættende
Det er ikke ligefrem subtilt, men det angiver den dualitet, der er til stede i Billybios musik. På den ene side vil Graziadei gerne please de gamle Biohazard-fans med hurtige thrashers som ‘Enemy’, ‘STFU’ og ‘Freedom’s Never Free’, og der er sågar et throwback til rapmetallen på ‘No Apologies No Regrets’ og ‘Sodality’, som næsten kan tilfredsstille gamle fans. Det er der sådan set også på ‘Untruth’, men den har løftet sit bærende riff fra Deftones’ ‘My Own Summer’, og det er lidt svært at abstrahere fra.

Det er i det hele taget et problem for Billybio, at Graziadei ikke har kunnet skrive lige så gode hooks, som han gjorde i Biohazards storhedstid. Der er ingen ‘Resist’ her, ingen ‘Blue Blood’, intet, der for alvor bliver hængende.

Men så er der på den anden side det andet, altoverskyggende problem, som også gjorde sig gældende på Madballs ‘For the Cause’ og Sick of It Alls ‘Wake the Sleeping Dragon!’: Jovialiteten. Jeg ved ikke, hvorfor alle NYHC-veteraner død og pine skal søge tilbage mod deres barndoms streetpunk, når de bliver ældre, men sange som førnævnte ‘Generation Z’, titelsangen og ‘Enemy’, men det gør det hele præcis så dumt og ølbøllet, som Biohazard af mange altid er blevet anset for at være. Bare af en anden grund.

Når det er de sange, man må gå i de efterfølgende dage og prøve at få ud af sit hoved igen, efterlader det et helhedsindtryk af ‘Feed the Fire’, der er træt og lidt ærgerligt. Det er ikke noget værdigt comeback, hvis man ellers havde været jubeloptimistisk nok til at sætte næsen op efter den slags. Om noget er det en påmindelse om, at Biohazard engang var noget, der kunne få blodet til at rulle hurtigere i ens årer. Og en oplagt anledning til at finde de gamle plader med dem frem i stedet for at beskæftige sig yderligere med ‘Feed the Fire’.