WOA '15: Hardcore-piruetter
Populær
Biohazard imponerede på Wacken Open Airs solbeskinnede Party Stage med voldsom sceneaktivitet og gav den så meget gas, at det til sidst på besynderligvis ligefrem blev lidt ensformigt.
"Bliver de aldrig rundtossede?!"
Sådan kunne man nærliggende spørge efter en tur i maskinen med Biohazard, som man på en god måde nærmest fik stress af at se på. Det klassiske hardcore-band formår stadig at nå imponerende omdrejninger i minuttet, når de svinger rundt med henholdsvis bas og guitar i flotte piruetter. Nej, energien fra de glade dage i 90'erne, hvor bandet var størst, synes stadig intakt.
Den næsten klassiske Biohazard-lineup – kun Evan Seinfeld, der blev erstattet af Scott Roberts i 2011 manglede – havde indtaget Party Stage og havde ikke i sinde at forlade den, før alle festede. Det lykkedes også i stor stil, men det var nu ikke alle blandt publikum, som var helt enige i, at det var let at hoppe, når man stod i 15 cm klæbrigt mudder, på trods af frontmand Billy Graziadeis forsikringer om, at det gode vejr havde udtørret mudderet.
Run Forrest run, øh... Billy!
Igen var der herlig skarp lyd fra Party Stages lydanlæg, og man skulle godt nok have det fået det forkerte ben ud af sengen og det, der var værre, for ikke at blive smittet af frontmandens spilleglæde og iver, der gav udslag i et fantastisk løbepensum. Manden var flere gange nede i fotograven og hilse på fans, og til sidst stod han endda på hegnet og skuede ud over publikum, hvilket lidt tilbage fik det til at se ud, som om han kunne gå på sine fans.
Det var fornøjeligt at genhøre store sange fra 'Urban Discipline' som 'Punishment' og 'Shades of Grey', der blev introduceret med "there's no black or white, there's only...". Stærkere gik det endda med deciderede hits fra 'Tales From the Hardside', som titelnummeret derfra, 'How It Is' og 'Love Denied'.
Bandet kørte konstant med gaspedalen i bund, og det var fornøjeligt, men også en kende ensformigt i længden. Medlemmerne spillede godt sammen, men deres aktivitet på scenen var mindre godt koordineret, så strengespillerne af og til nærmest skyggede for hinanden eller befandt sig samtidig i samme side af scenen, så der til gengæld var gabende tomt i den anden side. Det gav en følelse af kaos, der dog havde sin charme under nogle af sangene.
Men med undtagelse af bandets mest kendte sange, som stikker ud fra mængden, så var der indimellem lidt længere mellem highlights, selvom bandets formular for hardcore trods alt ligger til den bedre side.