Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Historien om arrene

Updated
eae1d13a9ff6b7a08ce890f61a9fdb14

Life of Agony fortæller om, hvor hårdt Life of Agony har haft det i ny selvproduceret dokumentarfilm. Det bliver sine steder interessant, andre steder næsten for følelsespornografisk.

Titel
The Sound of Scars
Dato
16-04-2021
Forfatter
Karakter
3

Et dronekamera panonerer over et efterårsgråt Brooklyn, og de ikoniske åbningslinjer, sunget af Mina Caputo, ringer ud. Hæst. Melodisk. Melankolsk.

”If you don't walk with me, I'll walk alone.”

Scenen er sat. Life of Agony har altid været et band med følelserne uden på tøjet og i fri flugt ud i hovedet på lytteren. Fra den tunge, langsomme NY-hardcore på debuten 'River Runs Red' over endnu en semi-klassisk udgivelse i 'Ugly', den udskældte og mere alternativt rockede 'Soul Searching Sun', der næsten breakede bandet hos mainstreamen blot for at blive fulgt af Caputos afgang og et band i opløsning, en gendannelse, en plade, en opløsning, en gendannelse til og endnu to plader, har det emotionelle tekstunivers været bandets særkende.

Og i bandets nyeste produktion i samarbejde med dokumentaristen Leigh Brooks, en dokumentar der deler titel med Life of Agonys seneste pladeudgivelse, skal vi tale om følelser, mere end vi skal tale om musik. For langt mere end lyden af arrene er 'The Sound of Scars' fortællingen om dem. Om forsanger Keith Caputos forældre, der tog en heroinoverdosis, som kostede moderen livet, mens deres halvandet år gamle søn sov i tremmesengen ved siden af. Om fætteren, guitarist Joey Zampellas, lige så dysfunktionelle familie, om voldelige fædre og bedstefædre, om misbrug, depression og selvmordstanker. Selv hos bandets tredje konstant, bassist og tekstskriver Alan Robert, der trods en opvækst i en typisk kernefamilie, har kæmpet med mørke tanker i årevis.

Så føl dog, for helvede!
Alt det får seeren serveret råt for usødet fra første fløjt i en følelsesladet og kaotisk strøm af fortællinger fra både bandmedlemmer og en bred vifte af deres familie. Alt i mens historien om bandet, spillestedet L'Amour, NYHC-scenen og de første, stilskabende plader mere synes en bihistorie end et fokuspunkt.

Bevares, man får da anekdoter om festivaljobs i Europa, vanvittige moshpits, der kostede liv og Life of Agonys betydning for metallen – her kommer folk som Biohazards Billy Graziedei, den senere vikarforsanger Whitfield Crane og Roadrunner Records legendariske A&R-mand Monte Conner til orde men frem for alt skal vi høre om smerten. Ikke mindst, og forståeligt nok, for den unge Caputo, der levede et liv som en person og i en krop, han ikke følte sig hjemme i, og som først tyve år efter debuten tog springet og blev den kvinde, Mina Caputo, som hun altid havde været inderst inde.

Og det skal filmen have ros for. I et miljø, hvor toksisk maskulinitet stadig er et stort problem, bliver Mina Caputo, hendes følelser, smerter og livslange kamp formidlet sagligt, nøgternt og stadig med en tilpas mængde emotionel indlevelse. Naturligvis også fordi Caputo selv får plads til at forklare sig, så selv de mest tungnemme brynjekrigere i metalmiljøet burde kunne fatte det. Caputo er den mest spændende historie hér, og i en ideel verden havde Life of Agony lavet én dokumentar om bandets historik og én om Caputo, og så måske skåret ned på den ret omfangsrige spilletid på 90 minutter.

">

Desværre er hele 'The Sound of Scars' et miskmask af mennesker, der har det svært med sig selv. Det tager fokus fra de to spændende linjer i historien, når vi også skal opleve Roberts villa-volvo-og-vovse-forældre målløse gennemlæse hans tekster om selvmord, og når vi skal gennemleve et tåkrummende og meget amerikansk møde mellem den ret grådlabile Joey Z og hans angrende far. Det eskalerer flere gange i filmen i rent følelsesporno, hvilket til syvende og sidst gør seeren mere irriteret og kynisk overfor de hårde historier, fordi man simpelthen bliver overfodret med dem undervejs.

Jo, der er sjove klip af bandets medlemmer, der slås og hardcore-danser i en eller andens kælderværelse i teenage-årene, der er enkelte interessante tilbageklip til interviews fra MTV's storhedstid i 90'erne, men mest af alt er historien om Life of Agony underspillet, og fortælllingen om midaldrende mænd med ar på sjælen er altovervejende. Hvor det i Caputos tilfælde er mere forståeligt og interessant, bliver resten nemt for meget. Ikke mindst over den halvanden time, som sagtens kunne være kortet ned.

Ligeledes synes filmen ret kaotisk i sin kronologi, ligesom  man skal have et ret grundigt forhåndskendskab til bandet for ikke hurtigt at blive hægtet af i persongalleriet. Ligeledes glimrer trommeslager på fire af bandets seks plader, Sal Abruscato, ved sit fravær i filmen, som vel skyldes de mindre pæne omstændigheder, han forlod Life of Agony under tilbage i 2017. Nuværende tøndetæsker Veronica Bellino er ikke meget mere end en ansigt undervejs i filmen; næsten uden replikker, helt uden dybde. For det her er ikke historien om Life of Agony. Det er historien om tre midaldrende mennesker, der har haft det pissehårdt. Det kan også være interessant. Og er det nogen steder. Men rigtig opslugt af ukendte voksnes problemer bliver man aldrig, uanset hvor hårdt 'The Sound of Scars' prøver at mase det ind under huden på én.

'The Sound of Scars' kan fra 16.april og to uger frem streames for et mindre beløb på www.soundofscars.com.