Metaldiktator: KoRn - ‘KoRn’

Korn

Der var næppe nogen der havde forestillet sig, at en underlig genre-hybrid af en debutplade ville sætte så stort et aftryk på musikindustrien og folks accept af metal i den brede bevidsthed.

Kunstner
Titel
KoRn
Label
Trackliste
Blind
Ball Tongue
Need To
Clown
Divine
Faget
Shoots and Ladders
Predictable
Fake
Lies
Helmet In The Bush
Daddy
Karakter
666

Vi stod i en cirkel, gloede olmt på hinanden og lyttede anspændt. Kroppen sitrende og parat, mens David Silveria klingede løs på hihatten. Derefter det ikoniske riff fra Brian ”Head” Welch. Et elektrisk signal, der fik teenage-hormonerne til at brage rundt i kroppen. Reginald “Fieldy” Arvizus bas, der skødesløst og uhøjtideligt varsler James ”Munky” Shaffers komplementære riff. Endelig Jonathan Davis’ ikoniske ”Are you ready” – og så sprang vi ind i hinanden og moshede rundt. Nogle gange var vi 12-15 stykker, andre gange var vi 3-4.

Det var vel nærmest et ritual. Privat-moshing, uden nogen form for livemusik. Blot et teenage-anlæg, der oftest havde set bedre dage. Det er et kærkomment minde om en ikonisk plade, der startede en hel genre og i år fylder 25.

Det minde står klart. Lige så klart som mødet med Head og Munkys nedstemte guitar, der lød markant anderledes end tilsvarende på de Metallica-, Pantera- og Slayer-plader, der ellers prægede lydtapetet, når det rigtig skulle være tungt. Pladens rå produktion og den nedstemte 7-strengede, der sidenhen er blevet synonym med bandet – det var bombastisk og ubehageligt fedt på en måde, der dengang ikke fandtes mange sammenligningspunkter med.

Kvintetten fra Bakersfield – den korte beretning
‘KoRn’ var et frisk pust. En anderledes lyd. Noget nyt i en musikalsk periode, hvor metallen og den tunge rock ellers stortrivedes. Google blot udgivelser fra 1994. Det er som bekendt et meget givtigt år. Albummet er også en udgivelse, der havde rødder helt tilbage til slutningen af 80’erne, hvor de tre grundlæggende medlemmer, Munky, Fieldy og Silvera, brugte deres spæde ungdom på at spille sammen i bandet L.A.P.D.

Med Silvera som yngste medlem, kun 16 år, nåede trioen at udgive en ep og to fuldlængdeudgivelser, inden der gik rod i forholdet. L.A.P.D. blev nedlagt, og ud af asken opstod kortvarigt bandet Creep.
Creep var et konkurrerende band til Davis daværende sidebeskæftigelse fra de to jobs som bedemand og retsmedicinsk assistent, SexArt. Med løfte om, at han kunne gøre, hvad han ville, blev han overtalt og blev samtidig med Head rekrutteret til det band, der sidenhen kortvarigt blev navngivet Corn, herefter Korn og endelig KoRn. Det sidste inspireret af ‘Toys R Us’, hvor flere af medlemmerne arbejdede.

Med undtagelse af Silvera flyttede alle medlemmerne sammen i et hus ved Huntington Beach, hvor band og debutalbum tog form. I maj startede den endelige indspilning, produceret af Ross Robinson. I løbet af to måneder og en masse meth var pladen indspillet – udgivet via Epic den 11. oktober 1994.

Djævelen er i detaljen
Blandt de mange fantastiske plader, der blev udgivet i 1994, står ‘KoRn’ indiskutabelt som en af de mest indflydelsesrige. Som grundlag for en hel genre og talerør for en metalgeneration. Musikalsk er pladen hadet og elsket for at være startskuddet på nu-metallen, med alt dens pomp, pragt og kommercialisering. I sin tid var pladen ikke mere end endnu en alternativ metaludgivelse. Grundlagt i nedstemte guitarer og indflydelse fra en masse andre genrer.

Pladen er bygget på et et mørkt, ubehageligt, anspændt og djævelsk grundlag, der fremstår som en rød tråd på tværs af udgivelsens delelementer. Pladecoveret i sig selv emmer af ubehag i såvel farvevalg som opsætning og komposition. Den rene uskyld, i en forskruet verden, på tærsklen til at få frataget selvsamme uskyld. Den anspændte situation, et snapshot af øjeblikket før en fundamental ændring. Og ikke mindst djævelen i skyggen som symbol for sygdom, autoriteter, eller hvad lytteren nu kæmper med.

Kompositorisk er ‘KoRn’ bygget på samme grundlag. Heads ikoniske “pivende” guitar som pendant til det bombastiske univers, båret af Silverias gang på trommerne. Spændingerne mellem de to udtryk giver pladen en uforudsigelig og kaotisk lyd. Fint eksemplificeret på numre som ‘Clown’ eller ‘Ball Tounge’.

Mindre ikonisk, men meget sigende for pladen og den djævelske røde tråd, er guitaristernes brug af tritonusakkorder. Head har ved flere tilfælde krediteret Mr. Bungle for inspiration til det, han kalder ‘The Bungle Chord’. Sandheden er nærmere, at det er et generelt anerkendt virkemiddel. Det er blandt andet grundriffet i Black Sabbaths 'Black Sabbath' og fungerer basalt set, fordi det klinger dårligt i en konventionel forstand og derfor skaber en harmonisk spænding. En virkningsfuld tilføjelse til det i forvejen anspændte musikalske univers – bedst eksemplificeret i indledningen på ‘Faget’. 

Har man set Lars von Triers ‘Nymphomaniac’, nikker man måske genkendene til tritonusen. Her refererer Stellan Skarsgård i en af sine monologer til selvsamme som ‘djævelens interval’. Djævelen lurer konstant i “skyggen” og er sammen med disharmoni og spænding ankerpunkt for hele udgivelsen.



Nu-metallens fødsel
Djævelens tilstedeværelse og spændingerne koncentreres via Davis' vokalføring og inkluderingen af andre genreelementer uden for metallen – hvad der senere hen skulle definere nu-metallen som genre.

Davis' vanvidsvokalføring veksler mellem det introverte og smertefyldte, over kraftfulde passager til de ikoniske vrøvlevers. Sidstnævnte er nærmest fundamentet for ‘Ball Tongue’. Nummeret, der mere eller mindre grundlagde ét af forsangerens signaturtræk. Davis har sidenhen udtalt til Metal Hammer, at han simpelthen ikke vidste, hvad han skulle synge. At han i ren mangel på inspiration bare “sludrede” løs.

‘Ball Tounge’ er mere end andet definitionen af, hvad KoRn ville udvikle sig til på de kommende to plader. Davis indledningsvise rappende flow på c-stykket, det turntable-inspirerede midterstykke og det tunge bas-drop lige efter. Hiphop-elementer, der skulle blive en hjørnesten i nu-metallen. For ikke at nævne den afsluttende bersærkergang på det, der mest af alt lyder som en olietønde. Et yndet udtryk hos et andet stort band i samme genre.  



Modsat emmer et nummer som ‘Fake’ af den kontrast mellem vers og omkvæd, der senere vil definere KoRns lyd på udgivelser som ‘Issues’ og ‘Untouchables’. I samme omfang indfanger den industrielle og Ministry-inspirerede klang på ‘Helmet In the Bush’ den lyd, der præger ‘See You on the Other Side’ såvel som ‘Untitled’. Hele bandets nuværende bagkatalog udfoldes tilnærmelsesvist på debuten – ligesom samtlige grundelementer i nu-metallen gør det.

Talerør for en generation
Davis' lyrik er langt fra poesi. Tekstuniverset er derimod typisk banalt op på kanten til barnligt. Modsat afspejler indholdet ofte mange af kerneelementerne, der kendetegner generation X. Om end taget til ekstremerne. En generation flasket op med et stigende antal af skilsmisser, forældre optaget på arbejdsmarkedet, mangel på institutionspladser, der medførte et stigende antal ”nøglebørn”. En generalisering og sandsynligvis et fænomen, der var endnu mere udbredt i staterne end Danmark.

Davis selv blev som 3-årig skilsmissebarn. Han voksede op med en stedmor, der ifølge sangeren terroriserede hans barndom, et element, der er en af Davis' tilbagevendende inspirationskilder og omdrejningspunkt for et signifikant antal af KoRns tekster på tværs af karrieren. 

På debuten er det opfindsomt afspejlet i den dystopiske ’Shoots and Ladders’, hvor forsangerens oprindelige ophav i det skotske indleder nummeret i form af den ikoniske sækkepibe. Idyllen i den højlandske sækkepibe og de skotske aner rives hurtigt fra hinanden, og nummeret bliver, som Davis' barndom, et langt mareridt reflekteret i de forskruede udgaver af seks forskellige vuggeviser. Djævelen gør sit indtog og forlader ikke scenen, før nummeret er slut.



Det er aldrig fedt i KoRns lyriske univers. Du er aldrig helten, og historierne ender sjældent godt. Når man tænker på samtiden, overrasker det ikke, at der ikke er meget af den fede “sex, drugs and rock’n’roll”-lyrik at finde på ’KoRn’. Delelementerne er absolut dominerende, men tager i høj grad udgangspunkt i det negative aspekt.

Davis' problemer med rusmidler udfoldes frit på ’Blind’, selvom samtlige medlemmer efter sigende skulle have været skudt helt af under indspilningen af pladen. ’Helmet in the Bush’ tager ligeledes hånd om rusmidlernes magt over krop og sind. Ifølge et interview med Metal Injection handler nummeret om ikke at kunne præstere seksuelt. En slap pik, der ligner en hjelm i busken.

Den seksuelle del fylder mindst lige så meget i Davis’ univers. Om det så er i form af misbrug eller personlig seksuel identifikation.

Forsangerens androgyne udseende og flirten med new wave, new romantics, eyeliner og så videre gjorde hans tid i high school til en pinsel. Han blev udsat for homofobisk mobning, mens han selv havde svært ved navigere rundt i egen seksualitet. Specielt førstnævnte afspejles i ’Faget’, hvor Davis griber fat om dæmonerne og primært konfronterer tyrannerne, men også sin egen seksualitet.

Det seksuelle element får endnu en bærende rolle via Davis' oplevelse med en voldtægt som barn. Trods titlen handler den ekstremt ubehagelige ’Daddy’ primært om en kvindelig babysitter, der misbrugte Davis, sekundært om forældrenes manglende tro på anklagen og deres reaktion. Det lyriske indhold er noget af det ældste på ’KoRn’ med ophav helt tilbage i Davis tid med Sexart.



Tematikken var ikke ukendt i 1994, men spændt ud i et indadvendt, ubehageligt ærligt og hyppigt antimaskulint univers. En tilgang, der i høj grad er kendtegnet for Davis’ sangskrivning, men ligeledes blev et karaktertræk for nu-metallen.

Udgivelsens arv
‘KoRn’ var startskuddet til nu-metallens sejrsgang. Der var næppe nogen, der havde forventet, at kvintetten fra Bakersfield ville blive foregangsmænd og være med til at ændre lydbilledet de kommende 10 år så markant.

Det er en plade, der levede i sin samtid og gav metal-generation X en hidtil ukendt stemme. Den talte til generationen på et personligt plan, den svælgede i lidelse og gav ikke forventninger om, at alt nok skulle gå godt. Set i bakspejlet kan man nok argumentere for, at mine og jeg teenagevenner overhovedet ikke forstod pladen. Vores tilgang til pladen handlede primært om en ny form for musikalsk aggressivitet og maskulint ritual, der grundlæggende var stik modsat pladens lyriske univers. Vi var nok mere forført af djævelen i musikken end af historierne.

Mine teenageår var grundlæggende ret problemfrie. Generelt var de af mine indre dæmoner, som pladen afspejlede, alle bundet op i, at jeg var teenager – med alle de mere eller mindre uskyldige frustrationer, det kan medføre. Den rå energi, den tunge lyd og det ubehagelige var indbydende, anderledes og lokkede. Det lyriske var sekundært, men udtrykte alligevel en del teenagefølelser. En kunst, nu-metallen sidenhen udnyttede til perfektionisme.

Retrospektivt er det tydeligt, hvor rå pladen egentlig er. At Davis ikke var den store poet, og at bandet havde tendens til at gentage riffs. Det ændrer ikke ved, at Korn i løbet af knap 66 minutter vendte op og ned på, hvordan man betragtede metal. Endnu vigtigere skabte kvintetten et gateway-album, der åbnede dørene for metal i den brede bevidsthed og i sidste ende var medvirkende til, at metal som paraplygenre fik mere spilletid og større opmærksomhed.