Fortællinger fra det hårde voksenliv
Biohazard ligner sig selv som for 30 år siden på godt og ondt, og ‘Divided We Fall’ ender ud som et charmerende throwback mere end noget, der reelt gør en forskel.
Forsaken
Eyes on Six
Death of Me
Word to the Wise
Fight to Be Free
War Inside Me
S.I.T.F.O.A.
Tear Down the Walls
I Will Overcome
Warriors
Biohazard var et af de bands, der fangede min interesse helt vildt dengang i MTV-æraen i de tidlige 90’ere. Deres videoer til sange som ‘Punishment’ og ‘Five Blocks to the Subway’ dannede indre billeder om en verden langt væk, i Brooklyns rendesten, med tough-guy-attituden hårdt spændt op og “Down for life”-parolen (der i øvrigt også er inkluderet i deres Facebook-tag) konstant udenpå tøjet til at demonstrere, at de holder sammen i tykt og tyndt. De mange efterfølgende år fortæller ganske vist en lidt anden historie, men det sagt, så er det reelt en meget isoleret periode frem til og med ‘State of the World Address’, der står hævet over alt det, der fulgte. Ikke desto mindre en periode, hvor de for en kort bemærkning stod ud fra flokken med virkemidler både fra hiphoppens grooves, punkens no-bullshit attitude og metallens aggression, der gik perfekt op i en enhed, indtil lineuppet så småt gik op i limningen.
Den evindeligt hoppeglade leadguitarist Bobby Hambel forlod bandet kort derefter, og så har Biohazard ellers været lidt af en svingdør siden med interne gnidninger, en Evan Seinfeld, der for en stund prioriterede at tjene penge på hardcore porno i stedet for NYHC, og ingen reelt nævneværdige udgivelser, heller ej den første med hele lineuppet intakt fra den gyldne æra, 2012s lige lovligt pæntlydende og jævnt ligegyldige ‘Reborn in Defiance’.
Efter pandemien har de dog trods alt demonstreret, at de stadig har drive't fra scenekanten både på Brutal Assault, Copenhell og tidligere i år i Amager Bio – men én ting er trods alt bare at kunne trække på de go’e, gamle dage. Kan de så også levere varen på plade her i 2025?
Hertil må svaret være et rungende tjo! I bund og grund lyder ‘Divided We Fall’ som om, at de har prøvet at lave overgangspladen mellem ‘...World Address’ og den mere ligefremme efterfølger ‘Mata Leao’. Attituden er intakt (som om titlen på åbningsnummeret ovenfor skulle efterlade nogen tvivl), aggressionen og hop-med-groovet det samme, serveret på en platte á 11 sange, der alle og én varer 3:30 minutter +/- 20 sek. Ingen unødig omsvøb, lige ud af posen med Hambel-lir og altid træfsikre grooves fra trommeslager Danny Schuler. Tempoet er højt, og viljen til at overbevise os om, at vi ikke skal kunne høre, at de altså er godt grundigt op i 50erne efterhånden, virker påtrængende. Det kan man da også snildt glemme momentvis, når det svinger bedst, som fx i singlerne ‘Forsaken’ og ‘Eyes on Six’, der begge udmærker sig som nogen af pladens mere hooky indslag samtidig med at storme afsted i et rasende tempo.
Omvendt har vi så også ‘Death of Me’, der for en stund sænker gearet og giver et passende, lille pusterum undervejs, ligesom ‘S.I.T.F.O.A.’, hvor sanger/bassist Evan Seinfeld undtagelsesvis lufter sit rappende brøl, som en på sin vis tiltrængt afveksling.
På sin vis, that is, for Evan Seinfelds vokal er vitterligt et ømt punkt. Det lyder gennemgående som om, at produceren har rodet sig ud i noget seriøs vokaljustering, eller også er Evan bare enormt anstrengt. Højst sandsynligt er virkeligheden nok begge dele, men så kan man da trøste sig ved, at det fortsat er Billy Graziadeis vrede skrig, der vægter tungest på vokalsiden
Hvor charmerende det end er at høre dem genvække vreden fra deres ungdom, så kommer vi altså ikke udenom, at ‘Divided We Fall’ glider alt for meget ud i ét. Det bliver simpelthen mere og mere af det samme pladen igennem. Alt for lidt står rigtigt ud fra massen, og al den akkumulerede vrede føles lidt som spildte kræfter. Derudover føles Hambels guitarlir også bare som sådan noget, der skal være der, uden reelt at bevæge på nogen måde. Det er da fint “nok”, men føles bare som en udmarvende kliché, ligesom sangskrivningen i det hele taget.
Det er så afgjort nerven, vreden og deres evindeligt stærke budskaber om at stå imod og kæmpe for det, du står for, der holder pladen oppe, men desværre er det alt for lidt, at riffs og hooks står ud undervejs gennem den NYHC-lydmur, de fortsat har kørende. Når de gør, er jeg ikke i tvivl om, at de stadig kan finde momenter af fordums storhed, og det er da også dét, der gør, at ‘Divided We Fall’ måske i virkeligheden er det bedste, de har udgivet siden ‘..World Address’ – men det siger så i virkeligheden mest om alle de mellemliggende plader.
Energien og attituden lever bestemt i bedste velgående, men prøv lige at ryst posen lidt mere næste gang, skru ned for samlebåndseffekten og husk de stærke hooks, der stadig sidder på nethinden, når pladen er færdig. Måske det også hjælper ikke at lægge sangskrivningen på is i mere end et årti …